Madhuset vandt arbejdsmiljøpris

­Pris for at fremme trivslen

– Vi har tidligere været nomineret til prisen, fortæller tillidsrepræsentant i Madhuset, Heidi Isalin, så vi var spændte på, om det var i år, vi skulle have den. Det var det, og vi er glade for den anerkendelse, der ligger i prisen, siger hun.

Madhuset fik prisen for at have udtænkt simple værktøjer, der fremmer trivslen i det daglige.

Pas på de langtidsfriske

Og et af de initiativer, der blev nævnt i forbindelse med prisoverrækkelsen på aktivitetsdagen i Nyborg Kommune den 14. maj, det var værdsættelsen af ’de langtidsfriske’.

Ideen om de langtidsfriske går ud på, at der i Madhuset uddeles smileys til de medarbejdere, der har færrest sygedage, og påskønnelsen af de, der er på arbejde, fremfor et fokus på sygefravær, har været med til at sænke fraværet.

Ingen stress

Madhuset blev også rost for at forebygge stress i køkkenet ved at holde daglige ’tavlemøder’, hvor alle samles og fortæller, hvor langt de er med dagens opgaver. Her kan de også siger til, hvis de har brug for hjælp eller behov for at omfordele opgaverne.

Hold gryden i kog

Ved prisoverrækkelsen blev de korte og effektive MUS-samtaler, som Madhuset holder, også fremhævet. Desuden blev køkkenets projekt ’Hold gryden i kog’, nævnt. Projektet går ud på, at medarbejderne hver dag møder på arbejde med en badge, som de vælger efter lejlighed eller humør. Der kan f.eks. stå ’trivsel’, ’empati’ eller ’smil’ på badgen.

– Badgen er med til at få kollegerne til at holder fokus på at gøre noget godt for arbejdsmiljøet hver dag, siger Heidi Isalin.

Fælles fornøjelse

Udover æren fik Madhusets medarbejdere hver 300 kr., som skal bruges på en fælles fornøjelse. Et af forslagene lyder på en sommerskovtur, fortæller Madhusets tillidsrepræsentant.

Kilde