Meningsfuld mad til hjemløse

  • Foto: Shutterstock

Online artikel udgivet i 2015

Af Trine Dahl Jensen og Sofie Louise Skaaning Kongsgaard, Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Der er omkring 6000 hjemløse i Danmark, og af dem opholder 3100 sig i København (1). Der følger ofte flere livsbelastende omstændigheder med det at være hjemløs. Mange kæmper med stofmisbrug, sindslidelser, alkoholmisbrug og/eller fattigdom (2). Dødeligheden blandt de hjemløse er høj, og gennemsnitligt lever en hjemløs mand 22 år kortere end en mand i den øvrige befolkning (3).

Disse høje tal skyldes hovedsageligt alkohol- og stofmisbrug, men også komplikationer som følge af infektionssygdomme og fejlernæring (4).  Vi har i arbejdet med de hjemløse mødt svært underernærede misbrugere med manglende appetit, men også overvægtige alkoholikere, der erstatter måltiderne med kalorierig alkohol. En stor del af gadens folk er fejlernærede i større eller mindre grad, og det har negative konsekvenser for deres sundhedstilstand samt livskvalitet. I forbindelse med et praktikforløb på studiet foretog vi en miniundersøgelse af den mad, som bliver serveret på udvalgte herberger og væresteder i København.

Vi ønskede at få indsigt i de bagvedliggende overvejelser, som køkkenpersonalet gjorde sig i forhold til den serverede mad. Vi erfarede, at det primære fokus lå i at lave genkendelige retter, ofte med inspiration fra det gamle danske køkken med kød, kartofler og sovs. Flere af de adspurgte udtalte blandt andet: ”Det er det mad, de hjemløse vil have”.

Mad Med Muligheder

Hvis man lever et kaotisk liv uden særlige tilhørsforhold, kan det, at få serveret frikadeller med sovs og kartofler, være forbundet med stor nostalgi. Måske minder det én om trygheden i mors køkken, eller om dengang man arbejdede som opvasker på Færgekroen. Man skal bestemt ikke undervurdere måltidets betydning for den psykiske velvære, men for mennesker, der i mange tilfælde kun spiser én gang om dagen, må man ikke gå på kompromis med måltidets ernæringsmæssige kvalitet. For at sætte fokus på vigtigheden af netop denne pointe, arrangerede vi i forbindelse med vores praktikforløb mad-arrangementet Mad Med Muligheder.

Med arrangementet ønskede vi blandt andet at udfordre tankegangen om, at hjemløse kun vil spise retter, som de kender. Retterne, som blev udviklet til arrangementet, skulle desuden fungere som inspiration til, hvordan værestederne eksempelvis kunne få flere grøntsager, vitaminer og gode fedtstoffer ind i deres køkkener. Mad Med Muligheder var et samarbejde mellem Ernæring og sundhedsuddannelsen i København og hjemløseorganisationen projekt UDENFOR. 30 studerende udviklede syv inspirerende retter, som blev serveret for 25 hjemløse i Ørstedsparken lørdag d. 7. marts 2015. De fremmødte hjemløse stemte på deres favoritret, da formålet også var at skabe mulighed for, at de kunne give deres meninger om maden til kende. En stor del af retterne var videreudviklinger af klassikere fra det danske køkken, såsom boller i karry, brændende kærlighed og mørbradgryde. Det var dog den noget anderledes ret ”Kikærtepandekager med chili con carne og blomkålssalsa” der løb med en overlegen sejr. Til stor glæde for os.

Vi oplevede stor opbakning fra studerende og undervisere på ESU, og er efterfølgende blevet kontaktet af flere væresteder, der har vist interesse for de udviklede retter. Vi samlede retterne i et inspirationshæfte, som er blevet videreformidlet til de interesserede. Der er desuden blevet skrevet to artikler i de hjemløses avis Hus Forbi (se link nedenfor). Hjemløses madvaner er ikke umiddelbart et område, der tiltrækker særlig stor opmærksomhed i uddannelsen af PBES’ere, hvilket vi mener er en skam. Vi håber, at Mad Med Muligheder kan blive et tilbagevendende arrangement, som kan inspirere studerende til at søge mod det socialfaglige felt, samt skabe positive forandringer for mennesker, der lever på kanten af samfundet.

KILDER

1. Benjaminsen, L., & Hesselbjerg, H. L. (2013). Hjemløshed I Danmark 2013. København: SFI - Det Nationale Forakningscenter For Velfærd

2. Pedersen, P.V. et al. (2012): SUSY Udsat 2012 - Sundhedsprofil for socialt udsatte i Danmark 2012 og udviklingen siden 2007. Rådet for Socialt Udsatte: København

3. Davidsen, M. et al. (2013). Dødelighed blandt socialt udsatte i Danmark 2007-2012. København: Rådet for Socialt Udsatte.

4. Hansen, C. & Ramsbøl, H. (2013): Mennesker, der er ramt af hjemløshed. Sociale indsatser, der virker. Socialstyrelsen, Odense [PDF]. Tilgængelig på: http://socialstyrelsen.dk/udgivelser/mennesker-der-er-ramt-af-hjemloshed [Besøgt d. 25. maj 2015]

Om forfatterne

Trine Dahl Jensen, 25 år
Uddannet professionsbachelor i Ernæring og Sundhed i sommeren 2015

Færdiggjorde med et bachelorprojekt omhandlende hjemløse alkoholbrugere og fejlernæring

Arbejder som kok hos Den Mobile Café, som dagligt kører ud med 50 måltider mad til hjemløse i København

LinkedIn: https://dk.linkedin.com/pub/trine-dahl-jensen/84/77/749

 

Sofie Louise Skaaning Kongsgaard, 27 år
Uddannet professionsbachelor i Ernæring og sundhed i sommeren 2015
Færdiggjorde med et bachelorprojekt omhandlende hjemløshed og D-vitamin

Læser på kandidatuddannelsen Læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet i København

LinkedIn: https://dk.linkedin.com/pub/sofie-louise-skaaning-kongsgaard/59/b2/595

 

Fakta om Mad Med Muligheder:

Vil du vide mere om Mad Med Muligheder, så besøg vores side på facebook. Her kan du blandt andet se vores rekrutteringsfilm til de studerende:

https://www.facebook.com/madmedmuligheder

Artikler i Hus Forbi:

nr. 3, marts 2015: ”Sundere mad til hjemløse”

http://www.husforbi.dk/media/hfno_32015opsl.pdf

nr. 4, april 2015: ”Madkonkurrence til de skrupsultne”, endnu ikke tilgængelig online