Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ TEKST OG OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov  [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Månedens opskrift: Danske Skaldyr
Tina Juul Rasmussen    [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Ledelse under Corona kræver mod
Tine Sejbæk  [ TEKST ] Peter Sørensen   [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Vil gøre dansk madkultur grøn
Sanne Hansen    [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Buffet i krise
Mette Iversen    [ TEKST ]  iStock [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Japansk svamp åbner for velsmagen

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Mennesker motiveres forskelligt

  • Thomas Davidsen  [ TEKST ] iStock [ FOTO ]
    Thomas Davidsen [ TEKST ] iStock [ FOTO ]

Det er ikke altid nemt for en leder at gennemskue, hvordan medarbejderne i et team bedst motiveres.

Den ene ser ud til at trives bedst blot ved at blive ladt i fred med en udfordrende opgave.

Den anden forventer løbende feedback, men holder så til gengæld dampen helt fint oppe med klare rammer, tydelige mål og behøver ikke så meget mere tilskyndelse end det.

Sådan er vi mennesker så forskellige, og heri består ledelsesudfordringen.

For når Anita pludselig begynder at vise tegn på demotivation, og Abdul ser ud til at hænge med skuffen, så kan det blive rent gætteri, hvad der er i vejen.

Er der noget, som tynger på arbejdet? Eller er det i privatlivet, skoen trykker?

Lysten driver værket

Ifølge motivationsforskeren Helle Hedegaard Hein er det ikke blot tilfældige forskelligheder, der afgør, hvordan mennesker bedst motiveres.

− Vi har alle, fra et sted dybt i os selv, en primær drivkraft, som definerer vores motivationstype. Det er en flamme, der kan brænde ud, hvis den ikke får næring. En del ledere, specielt de erfarne, har godt fat i, at deres medarbejdere motiveres forskelligt. Men alt for mange ledere har ikke en forståelse af, at flammen brænder forskelligt i os.

De tror, at én form for motivation er tilstrækkelig, og bliver derfor bedre ledere for de medarbejdere, hvis motivationstype passer til incitamenterne, end for dem, som tændes af andre ting, siger Helle Hedegaard Hein.

Fire typer skal motiveres forskelligt

Helle Hedegaard Hein har identificeret fire arketyper, der motiveres af vidt forskellige ting:

Pragmatikeren motiveres af at overholde aftaler og udføre arbejdsopgaver, som de nu er fastsat af andre.

Den ekstroverte præstationstripper går efter karrierestigning og arbejder helst under en eller anden form for bonusordning.

Den introverte præstationstripper, nørden, går højt op i at knække den svære kode og vil helst gøre det uforstyrret.

Primadonnaen har en værdibaseret og passioneret tilgang til arbejdslivet og går højt op i ‘sagen’.

De selvkørende

Leder i Madservice Kronjylland, Marianne Sloth, motiverer sine medarbejdere ud fra devisen: ‘Hvis vi skal behandle medarbejdere ens, så skal de behandles forskelligt’.

Der er meget stor forskel på, hvordan de 50 medarbejdere, hun leder, motiveres bedst. Dog er der én motivationstype − pragmatikerne − som fylder over halvdelen af teamet, vurderer hun. 

− Jeg vil tro, at ca. 30 af medarbejderne er fint tilfredse med at levere deres indsats i de mange opgaver, der er i huset. De trives bedst med klare rammer, og så skal de have ros i det daglige for at fylde rammerne ud: ‘Godt arbejde’. ‘Vi nåede det’.

− Den motivationstype er forholdsvis nem at lede, fordi den ikke kræver så meget individuel ledelse, siger Marianne Sloth, som understreger, at de resterende knap ca. 20 medarbejdere, der ikke i samme grad motiveres af ren drift, er lige så vigtige for helheden.

Det er typisk de mere selvkørende typer, som der heldigvis, selv i et produktionsorienteret arbejdsmiljø, er masser af opgaver til. Det kan være testproduktioner, udarbejdelse af infomateriale, udarbejdelse af nye metodikker, implementering af nye produkter, undervisning, arbejdsmiljø- og TR-opgaver. Og så er der hele det interne samarbejde.

− Vi er alle sammen uundværlige brikker i et puslespil, men vi kan forskellige ting, pointerer Marianne Sloth.

Kun de motiverede bliver

− De selvkørende medarbejdere har brug for mere frie og løse rammer. Nogle af dem har også brug for at arbejde med ideer, de selv har fundet på.

− Som leder har man måske selv haft samme idé, men det er her, man skal klappe i. Der er ingen grund til at fjerne den store motivationsfaktor, det kan være selv at have fået ideen.

Hvis jeg som leder ikke kan give de selvkørende medarbejdere opgaver, som matcher deres motivationstype, så har jeg dem ikke særlig længe.

Vi har et stort mål om et lille personaleflow. Det er vigtigt at kunne holde på sine medarbejdere, for det koster rigtig meget energi at oplære en ny. Men vigtigst − hvis man kan holde på sine medarbejdere, er det et direkte udtryk for, at de er motiverede, og at arbejdsglæden er på et acceptabelt niveau. Så det er om at få øje på dem, der skal motiveres med særlige opgaver, siger Marianne Sloth.

Forskellige fag tiltrækker forskellige typer

Generelt vurderer Helle Hedegaard Hein, at man i den kost- og ernæringsfaglige branche vil se en overrepræsentation af pragmatikere.

− Når et arbejdsmiljø er driftsbetonet, vil det tiltrække mennesker, der motiveres af drift. Derfor kan det være fristende at antage, at næsten alle i et professionelt køkken er pragmatikere.

− Men tag ikke fejl: De selvkørende motivationstyper, som kræver mere personlig ledelse, er der også, siger Helle Hedegaard Hein, der for nylig talte med en arketypisk primadonna på et hospice.

− Han sagde, at det var sindssygt vigtigt for ham, at maden var perfekt, for måltidet kunne jo meget vel være patientens sidste.

En klokkeklar fælde for ledere er møde medarbejderne med den fordom, at der nok ikke skal noget særligt til for at motivere dem. Så kan man gå helt galt i byen.

− Hvis du som leder er ‘en talende lommeregner’ og peger på de og de produktionsmål, regler og vedtagelser, siger Helle Hein, så taber du de medarbejdere, der tænker i patientens sidste måltid.

Det gælder om at være lydhør

På Rigshospitalet har leder i distributionsafdelingen, Helle Benedikte Hansen, ingen problemer med at genkende tre af de fire motivationstyper blandt sine 48 medarbejdere.

− Lige umiddelbart kan det synes som om, at alle er pragmatikere, for vores arbejde består næsten udelukkende af drift. Men der er da klart en gruppe ekstroverte præstationsstrippere, som gerne vil gøre opmærksom på, at de har gjort et godt stykke arbejde. Også så det kan høres af andre.

Et eksempel på en introvert præstationstripper er den medarbejder, som tager sig af alle indkøb af rengøringsmidler. Det har han det rigtig fint med at gøre i fred og ro for sig selv, og han løser opgaven upåklageligt, siger Helle Benedikte Hansen.

Ved første øjekast har hun dog svært ved at komme i tanke om primadonnaer i teamet. Og dog.

− Der er en seks, syv medarbejdere, som kommer med mange gode ideer. Som leder kan jeg virkelig godt lide, når der er nogle, som byder ind, så jeg er meget lydhør. Og hvis jeg ikke var, så tror jeg, at det ville virke meget demotiverende på den gruppe, hvor der nok befinder sig nogle primadonnaer imellem, siger Helle Benedikte Hansen.

Meget handler om kommunikation og kultur

Hendes mest påtrængende ledelsesudfordring er, at der er 16 forskellige nationaliteter i medarbejdergruppen.

− Dagligdagen handler meget om kommunikationen omkring vores samarbejde, og her kan kulturforskelle godt give nogle udfordringer. F.eks. skal en afrikaner helst ikke pifte efter én fra Tjekkiet, for der pifter man kun efter hunde. Og sådan er det hele vejen rundt.

− Vi bruger meget energi på, at vi skal forstå hinanden rigtigt, på trods af kulturelle og ikke mindst sproglige forskelle. Men samtidig har vi masser af humor, vi griner ofte og har det sjovt. Det skaber tryghed og trivsel − og det højner motivationen, siger Helle Benedikte Hansen.

Den grundlæggende motivation skabes dog gennem det lange seje træk i hverdagen, vurderer hun.

− Når en arbejdsplads er så multikulturel som denne, så bliver det er et vilkår, at vi skal give plads til hinanden. Hvis man formår det, giver det en rummelig og opmærksom atmosfære, der i sig selv er motiverende både for medarbejdere og ledere.

Medarbejderne bliver

Helle Benedikte Hansen har fundet inspiration i at tænke Helle Hedegaard Heins fire motivationstyper ind i sin medarbejdergruppe

− Jeg er helt åben overfor, at man som leder af en virksomhed, hvor så meget drejer sig om drift og basal kommunikation, kan overse de mere selvkørende motivationstyper. Dem, som måske affinder sig med produktionsmiljøet uden at blive mødt med de opgaver, der tænder dem mest.

− Vi har dog haft meget lidt personaleudskiftning i de senere år. Det tager jeg som et klart tegn på, at medarbejderne generelt er motiverede og trives godt, siger Helle Benedikte Hansen.

FAKTA
 

Helle Hein anbefaler:

Når talent forpligter af Helle Hedegaard Hein og Mads Davidsen, Gyldendal Business
Primadonnaledelse. Når arbejdet er et kald og Motivation. Gyldendal Business og Hans Reitzel.
Motivation af Dan Pink, L&R Business
Gnist af Angela Duckworth, Gyldendal Business