Log ind og få medlemsfordele

Fem stærke øko-ambassadører

Fra Roskilde til Thisted

Der er fuld gang i benarbejdet lige fra Roskilde til Thisted med at få politikere og kandidater til at interessere sig for økologi. Her fortæller øko-ambassadørerne, hvorfor de har meldt sig, hvordan de går til opgaven, og hvad de drømmer om på sigt.

 

GREVE: Rikke Friis Malver, kostfaglig eneansvarlig i daginstitutionen Æblehuset

Jeg drømmer om at alle offentlige køkkener i min kommune som minimum opnår det økologiske bronze-spisemærke. Jeg drømmer om, at mad foruden at mætte også er et middel til at sætte fokus på miljø, klima og dannelse i daginstitutioner, skoler, bosteder og på vores plejehjem. Jeg er optaget af, at vi kan bevare drikkevand uden sprøjtegifte og tilbyde små børn mad, som ikke potentielt skader deres hjerner. Derfor er jeg ambassadør.

Indtil videre har jeg haft kaffemøde med to politiske kandidater, hvor vi fik en køkkenbords snak om det, der optager os borgere i Greve Kommune - blandt andet skolemaden. Jeg har også været til et politisk topmøde som optakt til kommunalvalget. Det gav lejlighed til at uddybe mine mærkesager overfor en politisk kandidat. Vi taler videre om mulighederne med økologisk mad efter valget. I næste uge skal jeg hjælpe en anden politisk kandidat med en video, der sætter spot på økologi og mad i skoler.

Vores by kan nå langt med engageret faglært personale, der kreativt bruger årstidens råvarer. I det hele taget skal kost- og ernæringsfaglige hjælpe politikerne til at tænke ud af boksen. Pris kan simpelthen være en undskyldning for ikke at komme i gang med en økologisk omlægning. Det er min holdning.


ROSKILDE: Charlotte Bjørnskov Joyce, Kostfaglige eneansvarlig, Vuggestuen Tummelumsen

Hvis man vil påvirke en udvikling og vores politikere, så kan det faktisk godt lade sig gøre. Det er min klare overbevisning. Derfor har jeg meldt mig som ambassadør for ØkoValg 2017. Jeg arbejder selv i en kommune, hvor man har været ret progressiv i forhold til økologi, også på daginstitutionsområdet. Jeg arbejder selv med over 90 % økologi. Det har været en kæmpe hjælp, at kommunen i sin kostpolitik for daginstitutioner har beskrevet, at hovedparten af fødevarerne skal være økologiske. Så er der ikke noget at rafle om. Sådan er det. Den opmærksomhed og opbakning skylder vi de øvrige offentlige køkkener i kommunen.

Jeg har forud for et vælgermøde skrevet til samtlige deltagende politiske kandidater. Jeg spurgte, hvad deres ambition var for økologi i offentlige køkkener. Flere svarede tilbage med det samme, og ellers formoder jeg at have plantet spørgsmålet, som de måske kan tage op senere. På vælgermødet diskuterede vi FN’s verdensmål. Dét møde gjorde mig bevidst om, at vi skal gøre noget nu! Eksperterne, dem der ved noget om bæredygtig udvikling, er jo ret bekymrede. Det vi kan gøre i det små, er fx ved at omlægge til økologi i offentlige køkkener. Det er et skridt i den rigtige retning.

Jeg drømmer om, at vi i vores kommune kan bruge mad i daginstitutioner og skoler som et dannende og bevidstgørende element, så børn og unge får et naturligt forhold til sund økologisk mad, som de senere selv kan bygge videre på På den måde kan vi også drage særlig omsorg for de sårbare børn og unge, der ikke oplever dejlig mad, af økologiske råvarer andre steder.


THISTED: Marian Bloch Larsen, økonoma, Regionshospital Nordjylland

Thisted Kommune positionerer sig som ’klimakommune’ med fx brugen af vedvarende energi og beskyttelse af vores natur. Det er en positiv udvikling. Men jeg drømmer om, at kommunen tager endnu et progressivt skridt og arbejder på at omlægge offentlige køkkener – større fokus på grønt, reducering af madspild og mindre kød er jo i høj grad fordelagtigt for vores klima.

Helt generelt er jeg optaget af ordentlig mad i daginstitutioner, skoler og på plejehjem. At økologi bliver en del af de tilbud, kan måske være et skridt på vejen til at tiltrække flere familier til at bosætte sig her i Thisted. Derfor er jeg ambassadør.

Jeg har delt kampagnesiden ’økovalg.dk’ og et kommende valgmøde på min Facebook-profil, så mit netværk kan se, hvad jeg er optaget af. Jeg har også deltaget i et spændende politisk møde i Klitmøller – her var jeg faktisk den eneste der stillede spørgsmål til økologi. Jeg vil desuden følge op med skriftlige spørgsmål til relevante politiske kandidater for at høre om deres konkrete ambitioner for økologi i offentlige køkkener, og hvilke ressourcer de vil afsætte til at realisere en økologisk omlægning.

Politisk målsætning, kommunal opbakning og engagerede kost- og ernæringsfaglige er de faktorer, der skal til, når man vil lykkes med en økologisk omlægning.


FREDERICIA: Rikke Andersen, Kostfaglig eneansvarlig i idrætsinstitutionen Kastanjegården

Jeg er ambassadør for ØkoValg 2017, fordi jeg gerne vil give noget godt videre til næste generation og lære vores børn at passe godt på vores jord. Økologi er en del af den løsning.

Jeg ved, at flere offentlige køkkener i Fredericia faktisk har omlagt til økologi, men af en eller anden grund er der ikke søgt om det økologiske spisemærke. Der er jo en reel risiko for at offentlige køkkener skal konkurrere med private aktører om borgernes forplejning. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at man kan dokumentere, hvilken fødevarekvalitet der arbejdes med i de offentlige køkkener. Min erfaring er, at nogle forældre vælger Kastanjegården, netop fordi vi tilbyder mad, der er 70 - 80% økologisk, og har det økologiske sølvspisemærke. Den kvalitetssikring synes jeg, flere skulle skilte med.

Politisk opbakning og kommunal målsætning for en konkret økologiprocent vil helt sikkert få flere offentlige køkkener til at arbejde med omlægning og dokumentere resultaterne med et spisemærke. Desuden vækker ambassadørrollen min ildsjæl og faglige stolthed.

Jeg har skrevet til alle opstillede partier på Facebook og spurgt til deres ambitioner for økologi i kommunens offentlige køkkener. Dem jeg ikke har hørt fra endnu, vil jeg skrive til personligt. Jeg synes det er vigtigt med konkrete bud på hvordan den bæredygtige udvikling skal forløbe i Fredericia kommune.


KALUNDBORG: Kirsten Herløv, Kostfagligeneansvarlig i børneinstitutionen Toppen.

Jeg har arbejdet med økologi i 20 år. Jeg er overbevist om, at vi med madordningen, og den måde vi arbejder med råvarerne på, kan påvirke børnene til at træffe fornuftige valg senere i livet. Derfor har jeg meldt mig som ambassadør for ØkoValg 2017. Ved at fortælle om mine erfaringer, håber jeg, at andre borgere i kommunen får de samme muligheder, som vi har her i Toppen.

Vi er en kommune som har fokus på bosætning. Jeg er overbevist om, at økologi i det offentlige forplejningstilbud kan være en mulighed for at tiltrække nye familier. Det er pudsigt, for jeg kan se at markerne nær mig, bliver omlagt til økologi, fx en vingård og planteproducent. Det er da oplagt, hvis de offentlige køkkener følger trop om den udvikling. Jeg vil kontakte kommunens politikere og spørge til deres ambitioner.

I det hele taget drømmer jeg om at Kalundborgs offentlige køkkener omlægges til økologi. Vi kan gøre en forskel og være med til at skabe grobunden og fundamentet for et godt liv, som rækker ud i fremtiden.