Når behandlingen rykker ud af sygehuset

  • Grøn gang sygehus
    Foto: Scanpix. ”Det handler om politisk mod, og der mangler stadig en reel satsning på forebyggelse. Man taler jo om, at patienterne skal hurtigt ud af hospitalet – men hvorfor skal de overhovedet ind?,” siger Ghita Parry.

Af Signe Kierkegaard Cain

Lige nu er der ved at blive bygget nye sygehuse i Aalborg, Gødstrup, Aarhus, Odense, Køge og Hillerød. Og i fremtiden skal i alt 18 såkaldte supersygehuse stå for akutmodtagelsen og være en del mere specialiserede end i dag. Det er en meget stor satsning på en ny struktur på sygehusområdet, og den vil få afgørende betydning for resten af sundhedsvæsenet.

Det er baggrunden for temamødet ”Fremtidens sammenhængende sundhedsvæsen”, som Dansk Selskab for Folkesundhed og Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Region Hovedstaden stod bag i midten af september. Her var det til debat, hvad den nye sygehusstruktur betyder for måden, der skal arbejdes på i resten af sundhedsvæsnet, og hvad ændringer betyder for samarbejdet mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger.

Den nye sygehusstruktur er baseret på anbefalingerne i det såkaldte Erik Juhl-udvalgs rapport fra 2008. Rapporten peger på, at det nye sygehusvæsen skal være meget mere effektivt med kortere indlæggelser og mere ambulant behandling, men beskæftiger sig ikke ret meget med konsekvenserne for det omgivende sundhedsvæsen.

Fokus på forebyggelse

Erik Juhl-udvalgets beregninger af kapaciteten på fremtidens sygehuse bygger på en fremskrivning af situationen i 2008. Men der er en lang række ubekendte, når man skal tegne billedet af danskernes sundhed anno for eksempel 2030’erne (se link). En af de ting, der for alvor kan rykke ved billedet er en endnu større satsning på forebyggelse, og det slog professor, dr. med. Torben Jørgensen, der er formand for Dansk Selskab for Folkesundhed, til lyd for, da han var på talerstolen på temamødet på Glostrup Hospital.

Torben Jørgensen startede med at sige, at han gerne ville provokere lidt. Og så spurgte han, om vi i virkeligheden sygeliggør befolkningen ved at bygge nye supersygehuse. Han pegede på, at for en række sygdomme sænkes tærsklen for, hvor mange symptomer man skal have i hvor lang tid for at få stillet en diagnose. Ifølge ham skal balancen mellem behandling og forebyggelsen rykkes, så forebyggelsen får langt større fokus. ”Vi skal tage sundhedsfremme meget mere alvorligt, ” sagde Torben Jørgensen. Og han anbefalede, at der i langt højere grad fokuseres på samfundsstrukturer frem for den enkeltes sundhedsadfærd. ”Forskning viser, at den person-orienterede strategi kun har meget begrænset effekt – at det er meget svært at få folk til at ændre adfærd. I stedet er den populationsbaserede strategi vejen frem. Der skal være mere fokus på usunde omgivelser frem for usunde mennesker,” sagde han.

Men hvordan kan se ernæringsprofessionelle spille ind i forhold til en dagsorden om mere forebyggelse? Da ERNÆRING OG SUNDHED efter temamødet spørger Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet, er hun enig i, at vi stadig har den helt gennemgribende satsning på forebyggelse til gode. ”Det handler om politisk mod, og der mangler stadig en reel satsning på forebyggelse. Man taler jo om, at patienterne skal hurtigt ud af hospitalet – men hvorfor skal de overhovedet ind?,” siger hun.

Samfundets ansvar for ernæring

Hun peger på, at spørgsmål om ernæring griber meget ind i folks personlige tilgang til livet, og derfor bliver der ofte sat spørgsmålstegn ved reguleringer på ernæringsområdet. ”Et konkret eksempel er skolemad, hvor man i Danmark rigtig mange steder har valgt at holde fast i det personlige valg, så børn ikke automatisk dagligt får serveret mad i skoler og i daginstitutioner. I forhold til forebyggelse kan man sandsynligvis rykke rigtig ved at påvirke børns madvaner meget tidligt, så det kunne være i forhold til børnene, at ambitionsniveauet hos politikerne skulle,” siger Ghita Parry.

På temamødet pegede Torben Jørgensen på, at der ligesom med tobak og alkohol er god grund til at satse på økonomiske tiltag og forbud på kostområdet. Det handler om strukturelle strategier, der griber ind i hverdagen, så vi ikke hele tiden skal tænke over vores valg. Han nævner som eksempel discountkæden Kiwis tiltag med at fjerne momsen på frugt og grønt. Et andet område kan være fødevareberigelse eller for eksempel lovgivning om at reducere saltindholdet i bestemte fødevarer.

Torben Jørgensen understregede, at fødevareindustrien har enorm magt og satte fast food-industrien i bås som en sygdomsfremmende industri på linje med våben-, alkohol-, tobaks-, og medicinalindustrien. Han nævnte som eksempel, at Coca Colas reklamebudget er lige så stort som WHO’s samlede budget. Fra salen blev der spurgt, om individet da ikke også har et ansvar i forhold til at træffe de sunde valg. Til det svarede Torben Jørgensen: ”Individet har også et ansvar, men der er store sociale uligheder i forhold til sundhed, og det er hårdt, når man hele tiden skal kæmpe mod usunde strukturer.”

Hurtigere hjem

Professor og sundhedsøkonom på Syddansk Universitet, Kjeld Møller Petersen, var medlem af Erik Juhl-udvalget, og han var også på talerstolen til temamødet. Han understregede, at udvalget var fokuseret på sygehusvæsnet og ikke sundhedsvæsnet som sådan, men ideen om mere ambulant behandling og accelererede patientforløb stiller store krav til kommunerne og til koordinationen mellem de forskellige parter. Planen er, at 70-80 % af dem, der kommer ind i fremtidens akutmodtagelser skal være udskrevet inden for to døgn. Og gælder både lægevagt, skadestue og patienter, der bliver indlagt akut. Det betyder blandt andet, at borgernes eget hjem i stigende grad vil blive brugt som behandlingssted.   

Men hvad betyder det for de ernæringsprofessionelles måde at arbejde? ”De ernæringsfaglige bliver en vigtig brik i hele koordinationsarbejdet, hvor folk udskrives fra hospitalet og overgår fra at være patient til at være borger,” siger Charlotte Knudsen, politisk og organisatorisk chefkonsulent. Hun peger på, at der i kommunerne skal lægges strategier for det tværfaglige arbejde. ”De sundhedsfaglige bliver mere afhængige af hinanden, og ernæring vil være en vigtig brik. Der er undersøgelser, der viser, at man rehabiliterer og restituerer hurtigere, hvis ernæringen er tænkt ind i forløbet fra starten,” siger hun. Charlotte Knudsen understreger, at der for de ernæringsprofessionelle vil komme nye udfordringer i forhold til både det tværgående samarbejde, ny teknologi, der skal mestres, og øget samarbejde med pårørende og frivillige. ”De pårørende skal ind og tage mere ansvar og deltage i nogle af opgaverne. For eksempel vil der sandsynligvis blive flere og flere med demens i takt med, at vi bliver ældre og ældre, og der er de pårørende meget vigtige, fordi den syge ikke selv kan. Politisk er der fokus på at der skal komme flere frivillige – også på det ernæringsmæssige område.  Derfor er det vigtigt, at der bliver opstillet klare grænser for hvad frivillige og ernærings- og sundhedsfaglige tager sig af. Men lige så vigtigt er det, at det er vores medlemmer, der styrer og koordinerer opgaverne,” siger Charlotte Knudsen. Hun ser også nye muligheder og udfordringer i, at borgerne i stigende grad er online, og der derfor kommer muligheder for individuel vejledning over for eksempel skype.

Hele patienten

For at der skal være sammenhæng mellem forebyggelsen og behandling både på sygehuset og hjemme hos borgeren, er det med den nye sygehusstruktur endnu mere afgørende med tæt samarbejde mellem hospitaler og kommuner. Til temamødet sagde Birte Grothe, der er ældre- og sundhedschef i Frederikssund Kommune, at borgernes forventninger ændres, og at plejehjem er det sidste, de ønsker. Derfor er der stort fokus på at blive i eget hjem så længe som muligt. Birte Grothe nævnte også, at det er en udfordring, at diagnoser fylder meget i behandlingen på sygehusene: ”Det gør, at vi nemt mister blikket for hele patienten. Han eller hun bliver indlagt med en sygdom, men fejler måske også en række andre ting, og det skal vi tage hensyn til, når patienten kommer hjem.”

Det emne optog også publikum i temamødets plenumdebat. For også de nye sygehuse er opdelt i specialer, og det er en udfordring, når folk fejler mange forskellige ting på samme tid. Det blev kritiseret, at der ikke i tilstrækkelig grad udarbejdes sammenhængende patientforløb, men at en patient, der for eksempel har både diabetes, KOL og et sår på foden skal tre forskellige steder hen. Fra salen lød det dog også, at man i Region Hovedstaden arbejder med at udvikle samlede patientforløb - og der er dermed så småt taget fat på arbejdet frem mod mere individualisering. Andre pegede på, at tværgående sundhedshuse var en del af løsningen på, hvordan man bedst ser patienten som en helhed og kan tage udgangspunkt i hans eller hendes behov.

Og netop i arbejdet med at skabe sammenhængende forløb for den enkelte spiller de ernæringsprofessionelle en afgørende rolle, mener Charlotte Knudsen: ”Der kan ikke laves pakkeløsninger på samme måde. Forløbet for den enkelte skal skræddersys, og her kan den ernæringsprofessionelle spille ind med, hvordan ernæringen bedst tilpasses, når man skifter fra at være patient til at være borger.”