Når maden bliver modstanderen

  • Foto: Colourbox.

Af Signe Kierkegaard Cain, journalist

”I 3. klasse begyndte mine lår at se større ud end de andres. Alle de andres. Jeg var ringere til sport end de andre. ALLE de andre. Jeg var grimmere end min lillesøster. Hun var god, jeg var ond. Sådan så det ud i mit hoved. Fra 5. klasse opfandt jeg diæter. Jeg måtte ikke spise kød, aldrig smør eller sukker.” Sådan skriver en pige på Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside om sin spiseforstyrrelse.

Når maden bliver en alvorlig modstander, og børn udvikler spiseforstyrrelser, kan det have en lang række årsager: Der er disponerende faktorer som for eksempel, at barnet er meget perfektionistisk eller har et meget negativt selvbillede og genetiske faktorer, hvis der er spiseforstyrrelse, depression eller angst i den nærmeste familie. Der kan være udløsende faktorer som mobning eller en anden krise eller de hormonelle forandringer og nye krav, der følger med at komme i puberteten. Børn, der kommer tidligt i puberteten, har en øget risiko. ”Men der er også en optagethed i samfundet af sundhed og udseende, som påvirker børn og unge kraftigt. Man får ikke i sig selv en spiseforstyrrelse af, at der er meget fokus på sund kost, men det kan være medvirkende til, at børn i risikogruppen hurtigere kommer derhen, hvor de pålægger sig selv strenge restriktioner, fordi de synes, de er for tykke,” siger Ulla Moslet, der er overlæge på Ambulatoriet for Spiseforstyrrelser på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg.

Det har i de senere år været fremme, at der er en tendens til, at børn får spiseforstyrrelser i en yngre alder end tidligere, så børn ned til 10-11 års alderen udvikler egentlig anoreksi. Også Steen Andersen, der er generalsekretær i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, peger på forældres og samfundets sundhedsfokus som en medvirkende årsag til, at børn udvikler spiseforstyrrelser. ”Børn ser jo alt i dag – i aviser og fjernsyn og især på de sociale medier. Der snakkes meget om, hvad der er sundt og ikke sundt, og det gør, at børn begynder at forholde sig til, hvad der er godt at spise. Og de forstår ikke altid nuancerne i det. Derfor er det meget vigtigt, at vi som voksne er gode rollemodeller og ikke snakker en masse med børn om sundt og ikke sundt. Måltider skal gerne være hyggelige,” siger Steen Andersen.

Viden forebygger

Både Steen Andersen og Ulla Moslet mener, at kost,- ernærings- og sundhedsprofessionelle kan spille en vigtig rolle i at forebygge, at modekure skubber børn i retning af en spiseforstyrrelse. ”Det er vigtigt, at alle voksne bliver klædt bedre på til at få øje på og hjælpe børn med spiseforstyrrelser. Og i det arbejde er det super vigtigt, at man har folk med, der har forstand på kost og ernæring. Det handler dels om at genopbygge madglæde og lære at smage på maden igen, men også om at vide, hvad man kan tåle at spise, når man har spist meget lidt i lang tid. Der skal gås langsomt frem,” siger Steen Andersen. Han fortæller, at der for eksempel er patienter, der tror, at der er kalorier i vand, og derfor er helt basal viden om kost vigtig i behandling og rehabilitering.

Ifølge Ulla Moslet er det skræmmende, hvor lidt mange danskere ved om, hvad der er sund kost. ”Den hetz, der kører mod brød og pasta, er jo helt urimelig. Der mener jeg, at jeres medlemmer kan påvirke meget med vejledning i sund kost og oplysning, der går imod modekure. Det er blandt andet vigtigt at vide, at børn og unge i højere grad end voksne har brug for fedt.” Arbejdet med at forebygge spiseforstyrrelser kan både udføres som en del af tiltag i for eksempel fritidsinstitutioner, når hele familien er inde i forløb i et sundhedscenter eller som led i andre af kommunens forebyggelsestilbud. Men også i individuel kostvejledning af voksne kan det være relevant at tale om, hvordan for eksempel en kostomlægning påvirker børnene.

Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade lavede i 2014 en undersøgelse med kvalitative interviews med 15 mennesker, der alle er vokset op med mindst en forælder med en spiseforstyrrelse. Her siger en pige, hvis mor har anoreksi for eksempel:

”Jeg var vant til, at min mor stort set, nærmest til jeg blev konfirmeret, lagde maden op på min tallerken. Jeg fik ikke engang selv lov til det. Så det med selv at få lov til at tage maden og blive spurgt, om man vil have mere - selv i dag synes jeg, det er mærkeligt, hvis folk siger, ”ej kom nu, du kan godt spise mere” og fortsætter: ”Jeg kan ikke føle sult. Jeg har simpelthen ikke den basale følelse, fordi jeg aldrig har fået lov til selv at styre noget. Min mor har altid styret det. Det er først inden for de sidste par år, at jeg rent faktisk har lært at føle tørst.”

Undersøgelsen peger generelt på, at børn af forældre med spiseforstyrrelse bliver bekymrede, har for stort ansvar, og at det påvirker barnets eget forhold til krop og mad. Børnene fortæller blandt andet, hvordan måltidssituationerne i hjemmet ofte er anstrengte, fordi moderen spiser meget lidt, slet ikke spiser eller spiser meget hurtigt og derefter går på toilettet og kaster op. Samtidig er måltidssituationerne for nogle præget af meget ensformig eller fedtfattig kost, hvor bestemte fødevarer udelukkes. Andre, særligt pigerne, pålægges selv restriktioner omkring deres madindtag. Og flere børn i undersøgelsen efterlyser da også viden om, hvad sund mad og normale portionsstørrelser egentlig er, fordi de ikke har fået den viden gennem deres opvækst.

Familiens plads i behandlingen

Forældrenes forhold til mad påvirker naturligvis i høj grad børnenes, uden at man altså kan sige, at det i sig selv er det, der udløser en spiseforstyrrelse. Ulla Moslet fortæller, at man på Bispebjerg gør meget ud af at understrege over for forældrene, at de ikke skal have dårlig samvittighed. Forældrene inddrages her i høj grad i behandlingen, og familiebaseret terapi er den mest almindelig behandling. ”Når man har et barn med en spiseforstyrrelse, så bliver man tit lidt madblind. Man bliver begejstret bare barnet spiser et æble. Vores hovedbudskab til forældrene er, at de skal tilbage på sporet, for de ved faktisk godt, hvordan man skal ernære et barn. Det har de jo gjort hidtil,” siger Ulla Moslet og uddyber: ”Vi fortæller forældrene, at mad er medicin her, og vi mener ikke, at man kan behandle med samtale alene. Selve sulten vedligeholder sygdommen, fordi den underbygger en kontroladfærd, man er stolt af. Derfor er det vigtigt at de tager på, selv om det som forælder kan være meget grænseoverskridende at få en teenagepige til at spise, når hun har så svært ved det.”

I hverdagen er det ofte forældrene, der hjælper deres børn med at få gode spisevaner igen og tage på. De er deres børns behandlere, og det er ifølge Ulla Moslet enormt hårdt: ”Det er en hård behandling, men det er også en alvorlig sygdom. Der er grundlæggende sket meget godt på de ti år, jeg har arbejdet med feltet, og det er et stort fremskridt, at man arbejder med hele familien på en gang.”

Steen Andersen er dog ikke enig i, at det er en god idé at bruge forældrene som behandlere. Og han mener også, at et for stort fokus på, at patienten skal tage på med det samme, kan være problematisk. Med henvisning til Hans-Christoph Steinhausen, der er klinisk professor på Aalborg Universitetshospital, peger han på, at der generelt har været for stort fokus på mad frem for det sociale og psykiske i behandlingen af spiseforstyrrelser. ”Det er vildt provokerende, hvis man får at vide, at man skal tage noget bestemt på. Vi mener, at det er vigtigt at sætte ind med terapi med det samme. Man skal ikke vente til, man er oppe på normalvægten. Og det er helt afgørende, at man ikke stopper behandlingen, fordi patienten når sin normalvægt.”

Også han peger på det afgørende i, at forældrene bliver inddraget, men han er ikke enig i, at de skal være behandlere: ”Det er ikke alle forældre, der har ressourcerne til at tage sig af deres syge barn. Og så giver det også let store konflikter mellem forældre og børn. Vi har 4500 rådgivningssamtaler om året, og her siger forældre ofte, at de virkelig ikke bryder sig om at skulle kæmpe med deres børn om maden. Børnene har mere brug for en mor eller far end forældre, der er behandlere.”

Også andre psykiske sygdomme

Når børn i 10-11 års alderen udvikler en spiseforstyrrelse, er det som regel anoreksi, mens bulimi ofte udvikles i teenageårene. Og selv om tvangsoverspisning er et stigende problem generelt i befolkningen, ses sygdommen sjældent hos børn og unge. Langt de fleste børn og unge, der får en spiseforstyrrelse, er stadig piger. Drenge får dog også spiseforstyrrelser. De kan i højere grad have et ønske om at være mere veltrænede og muskuløse end egentlig tynde, men de stadig vægt- og fedtangst alligevel. Hos enkelte drenge der man spiseforstyrrelse, som ikke bunder i egentlige spiseforstyrrede tanker, men derimod i de autistiske vanskeligheder.

I det hele taget lider også børn ofte af andre psykiske lidelser som OCD, depression og angst samtidig med en spiseforstyrrelse. Man skal man være opmærksom på, at barnets udviklingsniveau eller eventuelle kognitive forstyrrelser og indlæringsproblemer kan spille ind. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at kræsenhed og trods kommer og går i løbet af barndommen, og det skal ikke forveksles med en spiseforstyrrelse.

Når man skal diagnosticere børn med spiseforstyrrelser, bruger man dels BMI kurver, men man ser også på vægtpercentil, og rent fysisk er målet, at barnet eller den unge skal op på den vægt, han eller hun havde før, fortæller Ulla Moslet. Både hun og Steen Andersen understreger, at børn og unge godt kan have en spiseforstyrrelse, selv om de ikke lever op til formelle diagnostiske krav. Hvis de ikke får nok at spise, taber sig og i øvrigt har symptomer på spiseforstyrrelse, skal man være opmærksom, og der kan være behov for behandling.

Helt små børn

Spiseforstyrrelser rammer også børn i børnehavealderen og yngre. Hos helt små børn under seks er det ofte en angst for at synke, der giver et problematisk forhold til mad. ”Hos mindre børn er symptomerne ofte angst. Det kan for eksempel være, at de har haft en oplevelse med at få noget galt i halsen, og så er de bange for, at det skal ske igen. Her behandler man ved at eksponere angsten, så de for eksempel først skal træne at sluge lidt suppe, så måske en melbolle og til sidst måske lidt brød. Det kan være forældrene eller for eksempel en sundhedsplejerske, der gør det,” siger Ulla Moslet. Hun forklarer, at i forhold til de helt små er det vigtigt at forstå, at de ikke som de unge får et kick ud af at være sultne.

Steen Andersen fortæller, at man hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade også oplever, at helt små børn kan have spiseforstyrrelser. ”Det er en naturlig del af barnets selvstændiggørelse, at det selv vil bestemme. Problemet er, hvis det slet ikke vil spise noget – hvis det bruger det ikke at spise til at vise, at det ikke har det godt,” siger Steen Andersen og uddyber: ”Også små børn er jo gode til at gange stemninger, og hvis mad bliver til noget negativt eller meget eksotisk, så kan det for eksempel være det, de reagerer på.”

Fakta

I Danmark findes der 75.000 mennesker - børn, unge som voksne, der lider af en spiseforstyrrelse. 5.000 lider af anoreksi, 30.000 af bulimi og 40.000 af overspisning. Tallene for megareksi og ortoreksi kendes ikke. Der findes ikke præcise tal for, hvor mange børn og unge, der lider af spiseforstyrrelse, men de bedste estimater tyder på, at cirka halvdelen af dem, der har en spiseforstyrrelse, er over 25.

Spiseforstyrrelser hos børn og unge inddeles i graderne 1-5. Ved den mildeste grad, 1, skal vægten være mindst 85 % af normalvægten, og egen læge står for behandlingen. Ved svære spiseforstyrrelser (grad 2-5) henvises barnet eller den unge til børne- og ungdomspsykiatrien.

Blandt symptomerne på spiseforstyrrelse er, at man ofte spiser alene, har stort fokus på mad, dyrker meget motion eller har fysiske symptomer som forstoppelse, mavepine, hovedpine og svimmelhed.

Kilder: Sundhed.dk og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade – www.lmsnyt.dk

Referencer

”Spiseforstyrrelser – Anbefalinger for organisation og behandling”, Sundhedsstyrelsen, 2005. http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/Publ2005/PLAN/Spiseforstyrrelser/spiseforstyrrelser.pdf

Sloane Madden, Anne Morris, Yvonne A Zurynski, Michael Kohn and Elizabeth J Elliot: “Burden of eating disorders in 5–13-year-old children in Australia”, The Medical Journal of Australia, 2009.

https://www.mja.com.au/journal/2009/190/8/burden-eating-disorders-5-13-year-old-children-australia

”Børn af forældre med en spiseforstyrrelse,” Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade, juni 2014.