Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ TEKST OG OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov  [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Månedens opskrift: Danske Skaldyr
Tina Juul Rasmussen    [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Ledelse under Corona kræver mod
Tine Sejbæk  [ TEKST ] Peter Sørensen   [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Vil gøre dansk madkultur grøn
Sanne Hansen    [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Buffet i krise
Mette Iversen    [ TEKST ]  iStock [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Japansk svamp åbner for velsmagen

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Når sundhed bliver tvang

  • Pia Melander Guilbert   [ TEKST ] Ritzau / Scanpix [ FOTO ]
    Pia Melander Guilbert [ TEKST ] Ritzau / Scanpix [ FOTO ]

87.000 danskere i alderen 15 til 74 år skønnes at have symptomer på ortoreksi. Det svarer til to procent af den danske befolkning, og det er flere end antallet, der lider af anoreksi og bulimi til sammen. Alene blandt de 15 til 35-årige er tallet dobbelt så højt, nemlig 4 procent. Det viser en rapport fra Videnscenter om Spiseforstyrrelser og Selvskade (VIOSS).

− Ortoreksi opstår, når sundhed bliver overdreven og tvangspræget, og behovet for at være sund fylder så meget, at det begrænser din livskvalitet og livsudfoldelse, konstaterer Birgitte Gade, der er projektleder i VIOSS.

Kontrol med helbredet

Rapporten viser, at ortoreksi er lige så udbredt blandt mænd som blandt kvinder, hvor der blandt de øvrige spiseforstyrrelser er en overrepræsentation af kvinder. Derudover er der ifølge international forskning en større hyppighed blandt mennesker, der selv arbejder med sundhed, diætister og medicinstuderende for eksempel, ligesom ortoreksi også optræder hyppigere i bestemte idrætsmiljøer.

− Og den er mest udbredt blandt yngre mennesker, tilføjer Birgitte Gade.

Årsagen til, at ortoreksi især rammer unge, er ikke undersøgt i rapporten, men ifølge Birgitte Gade kan det hænge sammen med det store fokus på sundhed og kropsidealer, blandt andet på de sociale medier.

− Mennesker med ortoreksi vil gerne have bekræftet, at deres kostvaner er rigtige. På sociale medier kan de få komplimenter for deres sunde valg. Samtidig ser vi generelt mange dramatiske overskrifter i medierne, hvor bestemte fødevarer bliver koblet til livsstilssygdomme. At leve sundt er det eneste, vi kan gøre for at forsøge selv at have kontrol med vores helbred.

Det handler ikke om at være tynd

Man begyndte at interessere sig for ortoreksi i slutningen af 1990’erne, og i dag taler mange om ‘den fjerde spiseforstyrrelse’. Ortoreksi er dog stadig ikke en officiel diagnose. Det skyldes ifølge Birgitte Gade, at man på internationalt plan stadig ikke er nået helt til enighed om symptomerne. Nogle mener stadig, at ortoreksi hører under andre psykiske lidelser, da spiseforstyrrelsen på nogle punkter minder om for eksempel OCD og anoreksi. Men den har også nogle særlige, unikke symptomer:

− Typisk starter det som et forholdsvis uskyldigt ønske om at leve sundere, men hen ad vejen kommer der flere og strammere regler. Et stigende antal fødevarer bliver udelukket, fordi de ikke er sunde nok. Måske spørger man ind til menuen, før man siger ja til at deltage i et arrangement.

At overskride sine kostvaner kan være forbundet med stort ubehag, dårlig samvittighed og et behov for at kompensere ved at indføre endnu skrappere regler, forklarer Birgitte Gade.

Modsat eksempelvis anoreksi er ortoreksi ikke præget af et forvrænget kropsbillede. Det handler heller ikke nødvendigvis om at blive tynd, men om at være så sund som muligt, siger hun.

− Fysisk kan det føre til en meget ensidig kost og give mangelsygdomme. Socialt kan det føre til tilbagetrækning. Det kan også være psykisk belastende. Mennesker med ortoreksi har ofte større risiko for at udvikle stress og depression end andre. Men for mange er det først, når de kommer ud af sygdommen, at de kan se, hvor udmattende det har været at leve efter så mange regler.

Ernæringsprofessionelles opgave

Da ortoreksi endnu ikke er særlig kendt, kan det være svært at se signalerne − både hos sig selv og andre. Ernæringsprofessionelle har derfor en opgave i at være med til at udbrede kendskabet og være opmærksomme på symptomerne, pointerer Birgitte Gade.

Hvordan er behovet for hjælp og støtte?

− Det er meget forskelligt. Nogle trives godt, så længe der er plads til deres rutiner. Andre vil gerne ud af ‘sundhedstvangen’, men er bange for, at de bliver ramt af sygdom, hvis de begynder at spise forbudte fødevarer.

− Som sundheds- eller ernæringsprofessionel kan du hjælpe ved at vise andre perspektiver. Forklar, hvordan kroppen fungerer fysiologisk, og understreg, at det ikke er en helbredsmæssig risiko at spise ‘farlige’ fødevarer, når blot kosten er varieret. I begyndelsen kan fagpersonens rolle måske være at indføre flere fødevarer i den daglige kost. På den lange bane gælder det om hjælpe et menneske med ortoreksi med at arbejde sig væk fra den meget tvangs- og regelbaserede måde at spise på. I mange tilfælde vil kostvejledningen med fordel kunne suppleres af samtaleterapi.

FAKTA
 

Hvad er ortoreksi

Det diskuteres blandt forskere og behandlere, om ortoreksi skal opfattes som en selvstændig spiseforstyrrelse, et symptom på en anden lidelse eller et kulturelt fænomen i en tid med et stort fokus på sundhed.

Ortoreksi har ikke en officiel diagnose, men kaldes en uspecificeret spiseforstyrrelse i sygdomsklassifikationerne ICD-10/11 og DSM-5.

Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade har kortlagt forekomsten af
 ortoreksi i rapporten ‘Når usundt bliver sundt’.

 

FAKTA
 

Anbefalinger til ernærings- og sundhedsprofessionelle

 

Der er brug for mere viden

Det er svært at genkende og reagere på risikoadfærd, hvis man ikke kender til symptomerne. Et overdrevent fokus på sundhed kan give komplimenter, der forstærker det yderligere.

Sundhedsprofessionelle skal være opmærksomme

Der er brug for mere viden om ortoreksi blandt sundhedsprofessionelle. Nogle studier finder øget forekomst af ortoreksi blandt sundhedsprofessionelle, og det kan gøre det svært at opdage risikoadfærd hos andre. Et overdrevent sundhedsfokus kan i øvrigt opstå i kølvandet på kostanvisninger til at håndtere somatiske lidelser.

Mennesker med ortoreksi vil ofte forsøge at få bekræftet deres kostregler. Det er derfor særdeles vigtigt, at sundhedsprofessionelle kan genkende symptomerne.

Der er behov for specialiseret behandling

I dag får mennesker med symptomer på ortoreksi ofte diagnosen atypisk spiseforstyrrelse og bliver henvist til traditionel behandling. Det bør drøftes, om der er brug for en mere specialiseret tilgang. Eksempelvis viser erfaringerne, at gruppeterapi har en central betydning, fordi de genkender sig selv i hinandens problematikker. 

Behov for psykoedukation og ernæringsvejledning

Undersøgelsen tyder på, at det kan være gavnligt at tilbyde psykoedukation (at give viden om sygdommen til patienter og pårørende, red.) koblet med vejledning om f.eks. kroppens fysiologi og ernæring samt de sundhedsskadelige konsekvenser af en restriktiv og ensidig kost. Der skal tages højde for, at et stort sundhedsfokus ofte er forbundet med identitet.

Nuanceret formidling af sundhedsbudskaber

Ifølge WHO er sundhed ikke alene fravær af sygdom, men fysisk, psykisk og socialt velvære. Det udgangspunkt kan inspirere til flere nuancer i formidlingen af sundhedsbudskaber.

Tidlig opsporing og screening

ViOSS har oversat måleværktøjet ‘Die Düsseldorfer Orthorexie Skala’ til dansk og ønsker at teste validiteten i den danske udgave. Herefter kan redskabet bruges af sundhedsprofessionelle i deres arbejde.

Behov for yderligere undersøgelser

Der mangler kvantitative studier af ortoreksi, som viser, hvornår der opstår et sundhedsfokus, hvordan det udvikler sig, og hvad der ses først, hvis ortoreksi ses samtidig med andre problematikker og lidelser, og om ortoreksi skal behandles som en selvstændig lidelse.

Kilde: Når sundt bliver usundt. Kortlægning af ortoreksi, 2019. VIOSS

 

Læs også

Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade
Når sundt bliver usundt, kortlægning af ortoreksi.

Artikler bragt i Kost, ernæring og sundhed:
Når maden tager magten
Det er slut med at tænke: Når jeg bliver tynd ...
Tænk ikke på vægttab
Børnenes selvværd er min drivkraft
 

 

CASE

Jeg kom med saftevand og sagde, der var vodka i

 

Som teenager begyndte Susanne Østerhaab at takke nej til kage, fordi hun gerne ville leve sundt. Det gav komplimenter fra omgangskredsen, og gradvist udviklede hun et fanatisk forhold til sundhed. I dag arbejder hun med børn med overvægt.

Det startede i det små. Som 13-14-årig begyndte Susanne Østerhaab at interessere sig for sundhed og udelukkede fødevarer med et højt indhold af fedt og sukker.

− Jeg sammenlignede mig med andre og ville gerne være perfekt på alle områder, fortæller hun. Når jeg takkede nej til kage i skolen, blev jeg rost for min viljestyrke.

Susanne er vokset op i en kernefamilie og har aldrig været i tvivl om, at hendes forældre elskede hende. Hun var dygtig i skolen, hun er aldrig blevet mobbet og har ikke haft vægtproblemer.

− Jeg kan stadig ikke se, hvad der gjorde, at jeg udviklede en spiseforstyrrelse, konstaterer hun.

Fra bekræftelse til regeltyranni

Efterhånden blev reglerne mere og mere fanatiske. Ofte fik Susanne Østerhaab dårlig samvittighed, nærmest inden hun var begyndt at spise.

− Jeg havde regler for, hvordan jeg skulle dyppe skeen, når jeg syndede med yoghurt. Ville veninderne mødes på café, viklede jeg mig ud af aftalen, og til fester kom jeg altid efter maden. Så havde jeg en dunk saftevand med, som jeg påstod var blandet op med vodka. Det var det ikke, for jeg tillod ikke mig selv at drikke alkohol.

Da det var værst, vejede Susanne Østerhaab 37 kilo.

− Inderste inde var jeg godt klar over, at noget var galt, men det var hverken anoreksi eller bulimi. Jeg kastede ikke op og spiste masser af mad, der var bare ikke noget fedt i maden. Mine forældre tænkte langt henad vejen, at jeg havde et højt stofskifte og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Det virkede forkert at sige til sin datter, at hun skulle spise mere ‘usundt’.

Sociale medier forstærker

Vendepunktet kom, da Susanne Østerhaabs familie begyndte at tale åbent om, at hun var blevet for tynd.

− En dag hørte jeg min mor sige i telefonen: “I skal ikke blive bange, når I ser Susanne”.

Susanne Østerhaab begyndte at spise mere fedt, men der var stadig lang vej ud af regeltyranniet.

− Når jeg spiste mørk chokolade, forklarede jeg det for mig selv med, at der var antioxidanter i. Jeg gik også til lægen, som ikke var til stor hjælp. “Spis smør, og drik noget letmælk,” fik jeg at vide. “Nårh ja, det går jeg hjem og gør”, sagde jeg og gik hjem og gjorde det stik modsatte, for det var ting, der var meget forbudte.

Det er nu over seks år siden, Susanne Østerhaab, der i dag er 29 år, sidst mærkede noget til ortoreksien.

− Da jeg fik en kæreste og flyttede sammen med ham, havde jeg svært ved at holde fast i reglerne. Jeg lever stadig sundt, men får ikke dårlig samvittighed, hvis vi for eksempel får risengrød til aftensmad.

I dag bruger hun sin personlige erfaring, når hun som professionsbachelor i ernæring og sundhed arbejder med at vejlede og behandle børn med overvægt.

− Jeg gør meget ud af at fortælle familierne, at en slankekur ikke er vejen frem, og at intet er forbudt. Det handler om mængder.

Havde de sociale medier været opfundet, dengang Susanne Østerhaab havde ortoreksi, er hun sikker på, at det var gået meget værre.

− På Instagram handler meget om kost og træning. Den måde, sundhed bliver idealiseret på, virker bekræftende i forhold til de regler, man skaber, når man lider af ortoreksi, bekræfter hun.