Ny debat om supersygehusene

En lang og sej kamp...

At der netop skal tænkes køkkener ind i byggeriet, er noget, Kost & Ernæringsforbundet har kæmpet indædt for igennem længere tid. Op til Kommunal- og Regionsvalget 2013 udtalte Ghita Parry, formand i Kost & Ernæringsforbundet følgende til JP:

- At spare en så vital del som køkkenet væk er simpelthen dybt uansvarligt. Hvis vi fjerner køkkenerne, fjerner vi også fokus fra ernæringen, som er en vigtig del af behandlingen.

Du kan læse hele artiklen her: Køkkenforbund: Dumt at spare køkkener væk

Ghita Parry og formand for Danske Fysioterapeuter, Tina Lambrecht skrev også et fælles debatindlæg i Jyllandsposten. Der lød det:

 -Talrige undersøgelser viser, at ernæringsindsatsen har stor betydning for patienternes behandlingsforløb, og at der er store problemer med underernæring på landets sygehuse.

Du kan læse hele debatindlægget her: Sammenhæng på supersygehusene

Alt sammen mundede ud i, at formand for Danske Regioner, Bent Hansen, live i TV2 nyhederne d. 7. november 2013, slog fast, at: Der kommer naturligvis køkkener på alle de nye supersygehuse!. Han fortalte videre:

- De økonomiske rammer gjorde, at vi i første omgang måtte skære en række ting ud, for i det hele taget at komme i gang med at bygge de nye supersygehuse. Men alle de nye supersygehuse får køkkener. Ernæringen er en vigtig del af behandlingen", understregede formanden for Danske Regioner.

Du kan læse artiklen her: Regioner: Supersygehuse får selvfølgelig køkkener

Køkkener, eller ej?

Nu ligner det så alligevel, at der måske er kommet tvivl, om der skal følge køkkener med de planlagte supersygehuse. Kristian Thulesen Dahl udtaler på Dansk Folkepartis landsmøde:

- Selv om regionerne selv har besluttet at spare køkkenerne væk for til gengæld at bruge pengene på flere operationsstuer mv., vil vi have regeringen til at finde penge i efterårets finanslovsforhandlinger, så alle supersygehuse også kan bygge et produktionskøkken", og fortsætter:

- Derfor bør det i finanslovsforhandlingerne her i efteråret sikres, at alle nye supersygehuse får eget produktionskøkken. Det vil i øvrigt også bare være et udtryk for sund fornuft, for vi ved jo, at patienterne bliver hurtigere raske, når de får god mad, slutter Kristian Thulesen Dahl af.

Et løfte, er et løfte

Ghita Parry håber fortsat på, at regionsrådsformanden holder sit ord:

- Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen - det vil være 'rigtig dumt', at spare køkkenerne væk på de fremtidige supersygehuse, og fortsætter:

- Jeg noterer mig, at flere centrale politikere interesserer sig for emnet og det glæder mig, men jeg håber naturligvis, at Bent Hansen står ved sit ord, og holder løftet om køkkener på alle de nye supersygehuse", slutter formanden af.