Ny digital værktøjskasse til professionelle køkkener

Kogebøger, opslagsværker om køkkenmetodik og madlavningshjemmesider omhandler oftest madlavning i almindelige husholdninger. Men det er altså en anden opgave med andre udfordringer at skulle stege 7500 frikadeller på et par timer i et hospitalskøkken end at håndtere et halvt kilo fars på stegepanden derhjemme på komfuret. Det kan være svært at finde hjælp og svar, når spørgsmålet drejer sig om madlavning til mange.
Med Metodikogsmag.dk ønsker vi gennem vidensformidling og inspiration at hjælpe professionelle køkkener med at få styr på metodikken og den gode smag, når de tilbereder mad til mange.

Metodikogsmag.dk sætter nemlig fokus på god mad i store gryder. Med lette-at-gå-til tekster, instruktionsvideoer og billeder går den digitale værktøjskasse i dybden med metodikker, råvarer og tilsmagning i store køkkener.

Metodikogsmag.dk er for dig, der arbejder i et industrikøkken, et storkøkken eller et institutionskøkken, der tilbereder mad til mange af høj kulinarisk kvalitet – helt fra bunden.

Metodikogsmag.dk er også et brugbart redskab i undervisningen på erhvervsskoler og professionshøjskoler i fag inden for mad, tilberedning og sensorik. Er du elev, studerende eller underviser, er metodikogsmag.dk også til dig.

Forbundet har støttet

”Metodik og Smag er et stærkt værktøj, som dækker fra metodikker til råvarekendskab. Det gør, at det kan bruges i undervisningsforløb på for eksempel grunduddannelserne, men som samtidig også kan bruges i hverdagen i køkkenerne. Her kan Metodik og Smag hjælper til, at vi kommer godt i mål med det produkt vi nu arbejder med. Et andet stærkt argument for at bruge det her værktøj er, at det veksler mellem visuelle og tekstmæssige beskrivelser. Det tager højde for de forskellige måder folk lærer på.”, fortæller Michael Allerup Nielsen, næstformand i Kost og Ernæringsforbundet.

Kost og Ernæringsforbundet har støttet projektet med midler gennem Fagrådet.