Ny økologiplan: Hvis bare pengene følger med

Regeringen har netop fremlagt ”Økologiplan Danmark. Sammen om mere økologi”. Med planen vil regeringen samle og styrke indsatsen for økologi. Et væsentligt fokus i planen er den offentlige sektor, herunder også de offentlige måltider. Regeringen har nemlig sat sig det mål, at det økologiske areal i 2020 er fordoblet.

For at nå vores mål som er det mest ambitiøse i vesten, skal det offentlige gå forrest. I Økologiplan Danmark styrker vi samarbejdet mellem kommuner, regioner og ministerier med en lang række nye initiativer. Vi forpligter blandt andet hinanden på, at vi skal have mere økologi på menuen i kantiner, på hospitaler og i vuggestuer,” siger fødevareminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Regeringen vil styrke og fortsætte indsatsen for at lægge de offentlige køkkener om til mere økologi. Og det er ikke så dårligt, mener formanden for Kost & Ernæringsforbundet, Ghita Parry. Hun understreger dog, at der skal følge penge med.

- Økologien er en løftestang – mest af alt fordi, at politikerne godt forstår, at økologi koster penge. Regeringen afsætter i alt 70 mio kroner yil vejledning og rådgivning. Det er en god start – men den virkelige prøve står ude i kommuner og regioner, hvor driften skal hænge sammen, og hvor vi er meget pressede i forvejen, siger Ghita Parry.

Læs hele Økologiplan Danmark her.