Ny professionschef i forbundet

Medlemmerne skal opleve et fagligt fællesskab

Det ligger den nye professionschef på sinde, at medlemmerne oplever, at de har klare fordele i at være medlem af Kost & Ernæringsforbundet. De skal mærke, at de er en del af et fagligt fællesskab, og at det giver mening at bidrage til fællesskabet. Det har professionsafdelingen en vigtig aktie i, siger hun.

Professionens værdier skal være kendte

En af de konkrete opgaver, der venter forude, er arbejdet med at formidle resultatet af forbundets professionsprojekt.

- Vi skal formidle de kost-, ernærings- og sundhedsfaglige kompetencer og de værdier, som der arbejdes ud fra. Der skal skabes forståelse for dem hos politikere, samarbejdspartnere, i uddannelsessystemer og selvfølgelig på arbejdspladserne. Det glæder jeg mig til at gøre sammen med alle medarbejderne i professionsafdelingen, siger Kristine Bælum.

Erfaring med sundhedsfremme

Kristine Bælum kommer fra en stilling som teamleder i Apotekerforeningen, hvor hun stod i spidsen for et fagpolitisk team.

- Fra mit tidligere job er jeg netop vant til formidle ’faglighed’, så folk, der ikke kender til en branche eller en profession, kan få indsigt i den, siger hun.

Kristine Bælum har også tidligere arbejdet med sundhedsfremme. I Apotekerforeningen gjaldt det blandt andet rygestop og andre sundhedsydelser.  Mens der i job i Høje Taastrup Kommune og det, der tidligere hed Amtsrådsforeningen, stod sundhedspolitik på jobbeskrivelsen.

Indflydelse gennem råd og udvalg

Den nye professionschef lægger vægt på, at der i professionsafdelingen fortsat skal arbejdes med at understøtte medlemmernes faglighed. Blandt andet ved at sidde med i diverse råd og udvalg på fødevare- og uddannelsesområdet.