Nye råd om mad til spædbørn

Anbefalingerne er inddelt i tre kapitler. Del 1 handler om ernæring, vækst og trivsel og beskriver spædbarnets ernæringsmæssige behov. Del 2 handler om mad og måltider. Og del 3 om D-vitamin og jern, der kræver særlig opmærksomhed.

Anbefalingerne følger op på ’de nye nordiske næringsstofanbefalinger’, og er ændret på en række punkter. Sundhedsstyrelsen nævner blandt andet mængden af protein, tilskud af jern og anbefalinger for fisk til både børn og ammende mødre.

Mælk og protein

Sundhedsstyrelsen anbefaler at udsætte introduktionen af komælk til barnet er ét år. Indtil da skal børn have modermælk eller modermælkserstatning. Komælk har et langt højere proteinindhold end modermælk. Det er dokumenteret, skriver Sundhedsstyrelsen, at for meget protein i spædbarnsalderen kan betyde udvikling af overvægt senere.

Jern og fisk

Ifølge anbefalingerne skal jernbehovet efter 6. måneders alderen dækkes gennem jernrig kost og ikke som tidligere anbefalet gennem tilskud.

Sundhedsstyrelsen fraråder børn under tre år  - og i øvrigt også ammende mødre - at spise rovfisk som f.eks. tun, da de kan indeholde for meget kviksølv.

Smag og konsistens

I den nye publikation lægger Sundhedsstyrelsen vægt på, at små børn tilbydes mange forskellige smage og konsistenser fra skealderen, dvs. 4-6 måneder, og giver råd, der skal styrke spisevanerne og forebygge spiseproblemer.

Hent eller køb

Anbefalingerne kan læses i publikationen ’Ernæring til spædbørn og småbørn – en håndbog for sundhedspersonale’. Den kan hentes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside eller bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning.

 

Kilde