Nyt fagrådsprojekt: Madkurv med hjem fra hospitalet

Det er Aarhus Kommune og Aarhus Universitetshospital, der samarbejder om projektet, som er støttet af Kost & Ernæringsforbundets fagråd. Projektet kører fra 1. november til 31. december og afprøves på 50 patienter.

Mad og hyggegaver

Madkurven indeholder fuld forplejning til de første fire døgn: morgenmad, fire portioner middagsmad og bi-retter, fire portioner suppe til aftensmåltiderne og forskellige mellemmåltider, såsom energi- og proteinrige drikke, kiks med ost og is.

Borgeren får en nem vejledning med, der i tekst og billeder forklarer, hvordan de forskellige madvarer skal opbevares, opvarmes m.v. Der følger også lidt ekstra hyggegaver med i form af en blomst til bordet, dækkeserviet, servietter og et vandglas. Se filmen om projektet her.

Sømløst og bedre samarbejde

Det er leder af ’Smilets mad’, Helle Klopp Hansen, som har fået penge fra Kost & Ernæringsforbundets fagråd. Begrundelsen er, at forsøgsprojektet kan give løsninger til et bedre tværsektorielt samarbejde mellem kommuner og regioner. Projektet tager fat i de problemstillinger og anbefalinger, som forbundet tidligere har slået på tromme for i pjecerne: ’Ældres måltider’ og ’Patienters måltider’. Her peger forbundet netop på det vigtige med et sømløst samarbejde på tværs af fag og på mad som en vigtig del af patientbehandlingen.