Nyt samarbejde med FTFa: Tidlig indsats allerede i opsigelsesperioden

Ved årsskiftet overtog ni udvalgte a-kasser, herunder FTFa, jobcentrenes ansvar for at få ledige i job. Det er en historisk stor forsøgsordning, hvor målet er at styre mange medlemmer helt udenom ledighed.

Mange har haft oplevelsen af at sidde til samme slags møde med præcis samme formål hos både a-kassen og jobcentret. Lige som diverse blanketter og dokumenter med samme formål har skulle udfyldes begge steder. Med andre ord; det kan være besværligt at blive ledig.

Det gør en stor forsøgsordning nu op med. For fra 1. januar 2020 til 31. december 2023 har ni udvalgte a-kasser, herunder a-kassen for Kost og Ernæringsforbundets medlemmer FTFa, nemlig ene-ansvaret for første del af dit forløb som ledig. Og det betyder store ændringer særligt, hvis du er opsagt fra en anden stilling.

For de fleste af os støder første gang på a-kassen den dag, vi skal have dagpenge. Men forud herfor kan der for mange ledige være gået en periode i opsagt stilling uden opsøgende tilbud om hjælp. Det vil FTFa gøre bedre ved at tilbyde beskæftigelsesindsatsen allerede inden, du bliver ledig. Den tidligere indsats vil betyde, at der kan tilbydes støtte til jobsøgning allerede i opsigelsesperioden, og denne sparring vil forhåbentlig kunne få flere direkte videre i job, så man helt undgår at komme på dagpenge.

Et tæt samarbejde mellem a-kasse og Kost og Ernæringsforbundet, som er inde over mange opsigelser, er afgørende for, at den indsats kan lade sig gøre.

Fakta om forsøgsordningen:
- A-kasseforsøget er en del af Beskæftigelsesministeriets forenkling af beskæftigelsesindsatsen

- A-kasseforsøget går ud på, at ni ud af 23 a-kasser er blevet godkendt til at overtage jobcentrets ansvar for lediges beskæftigelsesindsats i de tre første måneder, medlemmet er ledigt

- A-kasserne skal vise, at de er bedre til at få medlemmer i job end landets jobcentre

- Forsøget løber fra 1. januar 2020 til 31. december 2023

- Forsøget omfatter 25 % af nyledige

- FTFa indgår i forsøget med 36 kommuner (kommunerne i det tidligere Aarhus amt, Københavns amt og hele Fyn)

- De ni deltagende a-kasser er FTFa, 3F, Dansk Metal A-kasse, FOA’s A-kasse, Magistrenes A-kasse, HK Danmarks A-kasse, Socialpædagogernes A-kasse, BUPL-A, Min A-kasse

Læs mere her