Økologi skal der til

Det drejer sig om Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale Venstre, der fredag i Folketinget har fremsat et beslutningsforslag om, at Folketinget opretter en omlægningspulje til at fremme driften af økologisk og plantebaseret mad i de offentlige køkkener.

Mere konkret håber de fire partier, at der inden nytår bliver opbakning til, at Folketinget afsætter 30 mio. kr. årligt i perioden 2018-21, så kommunale, regionale og statslige institutioner og organisationer kan søge om tilskud til omlægning af offentlige køkkener og skærpet fokus på at kunne tilbyde plantebaserede måltider.

Pengene skal bl.a. bruges til efteruddannelse og uddannelse af køkkenpersonale og til information til brugere og fødevareproducenter.

I Kost & Ernæringsforbundet hilser formand, Ghita Parry, forslaget velkommen ”Økologisk omlægning kræver nytænkning og stærkt håndværk i forhold til at skabe velsmagende og bæredygtige måltider. Vi bruger flere grøntsager og mindre kød og har fundet gode løsninger, der reducerer madspild markant. Så en sådan pulje, hvor der er et nysgerrigt fokus på plantebaserede måltider og udvikling af fagligheden hos medarbejderne, kan vi kun bakke op om.”