OK15: Forhandlinger fortsætter med regionerne

Som en del af de 11 fagforeninger i Sundhedskartellet mødtes Kost & Ernæringsforbundet og Danske Regioner onsdag formiddag til forhandlinger. Kort efter midnat natten til torsdag besluttede parterne at mødes igen allerede fredag.  

- Forhandlingerne er rigtig fornuftige og konstruktive. Vi har rammerne nogenlunde på plads, men vi mangler en del beregninger, før vi kan blive færdige, forklarer Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet.

Lige nu sidder folk på begge sider derfor og pukler med de store regnemaskiner.

- Vi mødes igen på fredag. Det er vigtigt for os – og for arbejdsgiverne – at regnestykkerne passer, så aftalen er klar og solid. Jeg tror på, at vi får et fint resultat, som vi kan skrive under på i weekenden, siger Ghita Parry.

På fredag mødes Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner for at forhandle de generelle krav i forbindelse med overenskomstfornyelsen. Herefter fortsætter Sundhedskartellet og Danske Regioner forhandlingerne om de såkaldt specifikke krav fra de enkelte organisationer.