OK15: Kommuner savner enklere arbejdstid

En af de større knaster i en ny overenskomst på det kommunale område er arbejdstid. Kost & Ernæringsforbundet og de øvrige fagforeninger i Sundhedskartellet vil have større forudsigelighed i arbejdstiden. Det vil nemlig give den enkelte medarbejder bedre muligheder for en fornuftig balance mellem arbejds- og privatliv.

- Der er desværre krav fra KL, som forringer vilkårene for medarbejderne. Det vil vi naturligvis ikke gå med til, siger Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet.

Det er ikke kun de sundhedsfaglige organisationer, der bliver mødt af krav fra arbejdsgiverne om ringere arbejdstidsregler. Også de mange organisationer i Forhandlingsfællesskabet møder kravet.

Formanden for Forhandlingsfælleskabet er lærernes Anders Bondo Christensen, der tror på, at vi når frem til gode aftaler.

- Både arbejdsgiverne og vi har en stor interesse i at skabe attraktive kommunale arbejdspladser, samt de bedst mulige rammer i fremtiden for det lokale samarbejde mellem ledere og medarbejdere. Vi ved, at et godt samarbejde har stor værdi for begge parter og for opgaveløsningen på arbejdspladserne, siger han i en pressemeddelelse.

Den linje er Kost & Ernæringsforbundet med på.

- Vores synspunkt er meget klart: Vi skal ikke have ringere regler, men vi vil gerne være med til at gøre dem enklere. Det gavner både arbejdsgiverne og os lønmodtagere, forklarer Ghita Parry.

I alt har Sundhedskartellet 28.000 medlemmer på det kommunale område, heraf godt 4.000 kost-, ernærings- og sundhedsfaglige. Forhandlingerne fortsætter for fuld kraft, men skal være afsluttet senest 28. februar. Herefter skal resultaterne sendes i urafstemning blandt medlemmerne.

Følg med i forhandlingerne på www.facebook.com/forbundet eller på kost.dk/ok15

 

Læs her: OK15: Det forhandler vi om.