OK18: Har du sat dit kryds? – ellers gør det nu

Afstemningen om den nye overenskomst blev sat i gang d. 18. maj, og har dermed været i gang i en uge nu. Stemmeprocenten for forbundets medlemmer er i skrivende stund 9,74 % for medlemmer i staten og 14,74 % for medlemmer i kommuner og regioner. Der er med andre ord lidt vej igen, før vi kan sige, at afstemningen viser et korrekt resultat.

Formand for Kost & Ernæringsforbundet, Ghita Parry, opfordrer medlemmerne til at stemme med den simple, men yderst vigtige begrundelse ”Det er jeres løn, jeres vilkår, jeres overenskomst, det drejer sig om. Dit arbejdsliv og din dagligdag de næste tre år. Stem, og fortæl os, hvad du synes om resultatet. ”

Afstemningen for medlemmer i staten slutter d. 30. maj. kl. 23.59, mens afstemningen for ansatte i kommuner og regioner løber frem til d. 3. juni kl. 23.59.

Hvad kan du mere gøre?
For at få skabt viden om resultatet og engageret medlemmer lokalt er formanden og en konsulent fra Forhandlingsafdelingen i gang med en rundtur til landets fem regioner, hvor OK18-resultaterne bliver fremlagt.

Og du kan faktisk være med til at gøre en indsats på din arbejdsplads. Hent plakaten her. Hæng den op på din arbejdsplads (gerne flere steder) og prik til dine kollegaer, så I sammen kan få stemt om OK18-resultatet. Det er nu, det tæller.

Når I alligevel sidder og taler om OK18-resultaterne, så tal med hinanden om I alle har modtaget mail/brev med link til afstemningen. Forbundet oplever nemlig, at der er medlemmer, hvor linket er røget i deres spamfilter. Derfor skal opfordringen lyde, at man lige tjekker sit spamfilter en ekstra gang.

Hovedbestyrelsen anbefaler et JA til overenskomstresultatet.