Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/09/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/09/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 18/09/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 8-2019
Tina Juul Rasmussen [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 18/09/2019 Ledere får også stress

Passion på bloggen

Hvem er madbloggerne?
– Vi er en broget skare, der blogger om alt fra opskrifter på god hverdagsmad til finere gastronomi. Nogle skriver madanmeldelser, andre – blandt andet mig selv – blogger om madkultur og -politik. Og som noget nyere laver nogle også video-, foto- eller podcastblogs. Men fælles for os er, at vi alle har passion for mad – nogle på hobbyplan, andre som professionelle. Mit indtryk er dog, at de fleste madbloggere er glade amatører.

– Madblogs er blevet stort i Danmark i de seneste år – en af pionererne ’Newyorker by heart’, startede i 2006. I dag er der 236 registrerede madblogs på madblogs.dk, og tallet vokser.

– Vi madbloggere afholdt vores første konference i år, som jeg var med til at arrangere. Det blev meget ambitiøst og så stor en succes med 15 oplægsholdere, smagninger og festmiddag, at det nok bliver en fast tilbagevendende begivenhed hvert år.

Du siger, at madbloggere dagligt inspirerer danskerne ud i køkkenerne og får mere og mere læseropmærksomhed sammenlignet med de gængse madmedier. Hvad har du af dokumentation for den påstand?
– Det er jo en realitet, at den trykte presses læsertal er dalende. Og selvom man har talt om, at bloggen er død og på vej ud, kan vi konstatere, at antallet af madblogs stiger, og det gør læserantallet også. De ti mest fulgte har 200-250.000 læsere om måneden.

Er madblogs kun for madeliten? Og findes der blogs målrettet storkøkkenerne?
– Madblogs er ikke for eliten, men i høj grad for folket, mener jeg. Det er sådan lidt en ’ven-til-ven-kommunikation’ og er tilgængelig for alle. På den måde er blogs jo demokratiske, de kræver blot en computer. Man behøver ikke abonnere på Gastro eller Politikens madsektion om søndagen for at følge med i trends og debat. Og mange blogs skrives i et sprog, alle kan forstå. Jo, der er også elitære blogs, men du kan altid finde en blog, som passer til dine interesser og behov.

– Så vidt jeg ved, findes der ikke særlige blogs målrettet storkøkkenerne. Men også her har man jo brug for at ryste posen engang imellem, så de kan lige så vel som alle os andre bruge bloggene som inspiration. Blogs udspringer som sagt af kærligheden til maden, ikke fordi man vil ramme en bestemt målgruppe.

Hvordan kan man navigere rundt i de hundredvis af madblogs på nettet – og hvordan genkender man kvaliteten i dem?
– Det med kvalitet er jo altid svært at diskutere, men der er blogs for enhver smag. Så tjek det ud på madblogs.dk eller hos Madbevægelsen.dk

Hvad mener du om Fødevareministeriets madblog mums?
– Jeg har fulgt den fra den spæde start, og jeg er som udgangspunkt begejstret for, at man prøver at tænke i utraditionelle kanaler ift. kommunikationen på en ny platform for at nå nye målgrupper – og ikke kun dem, som i forvejen selv opsøger sundhed, økologi osv. Flere af bloggerne har benyttet deres taletid som en slags opråb for enten økologi, Slow Food eller hjemmelavet mad. Her tror jeg, at de handlingsanvisende blogindlæg uden løftede pegefingre er mere interessante for almindelige mennesker. Men nu er kampagnen ved at være ved vejs ende, så jeg glæder mig til at se næste skridt. Jeg kunne dog godt være lidt bekymret for, at det måske ikke flytter noget på lang sigt, men lad os se.

Marie Sainabou Jeng – professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i sundhedskommunikation. Arbejder som kommunikationsrådgiver og partner hos Incube og er i gang med en master i fødevarepolitik på City University i London. Arrangerede Madbloggersymposium 2010 sammen med Rasmus Holmgård.

Fem fede madblogs anbefalet af Marie Sainabou Jeng

Madkultur - www.madkultur.dk

Miras Madblog - www.miraarkin.dk

Madglæde - www.kua.dk/mad

Foodfanatic - www.foodfanatic.dk

Mark Bittman - www.markbitman.com