Personalegoder

Vil du betale dine personalegoder over lønnen?

Er du ansat i en kommune eller en region og får personalegoder, f.eks. et rygestop-kursus eller en bredbåndsforbindelse derhjemme, er der penge at spare. Som resultat af en aftale som Kost & Ernæringsforbundet har indgået med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, har du mulighed for at få trukket udgiften til personalegoder fra i din bruttoløn og kan på den måde spare penge i skat.

Du kan aftale med din arbejdsplads, at du bliver trukket enten i din basisløn eller i de tillæg I lokalt har aftalt som betaling for personalegoderne. Det giver dig en lavere bruttoindkomst og dermed betaler du også mindre i skat.

Hvis du er statsansat, skal du være opmærksom på, at der ikke er indgået en lignende aftale med staten.

Hvad er et personalegode?

Personalegoder er varer eller ydelser, som har en økonomisk værdi. Det kan være kurser, bredbånd, fri telefon, fri befordring, fri bil, aviser, udgifter til sundhedsordning mv. Typisk for et personalegode er, at du kan bruge det privat, men at det også er fagligt begrundet. Din arbejdsgiver bestemmer hvilke personalegoder du skal have.

Hvad er fordelen ved at betale personalegodet over lønnen?

Fordelen for dig er, at du får din personalegode billigere, end hvis du købte den som privatperson og betalte den med din nettoløn. Når du betaler over bruttolønnen, trækkes det fra lønnen før du trækkes i skat, og dermed betaler du skat af et mindre beløb og dermed samlet set mindre i skat. Desuden kan din arbejdsplads ofte få større rabatter på varer eller ydelser end du selv kan og på den måde bliver produktet billigere end hvis du skulle købe det selv.

Pension og feriepenge

Du får ikke mindre i hverken pension eller feriepenge. Beregningen af din pension og dine feriepenge sker ud fra din bruttoløn, før pengene til dine personalegoder bliver trukket i lønnen.

Hvor meget sparer jeg?

Hvor meget du sparer ved at betale dine personalegoder over bruttolønnen, afhænger af hvor meget du tjener og dine øvrige skatteforhold. Det er vigtigt, at du ikke aftaler at betale dine personalegoder over bruttolønnen uden at du først har undersøgt den skattemæssige side af sagen hos SKAT. Det er også vigtigt at du er klar over, at det at betale et personalegode over bruttolønnen, vil det betyde at den løn du får udbetalt ændrer sig.