Priser til protein og positiv ledelse

Priser til to kvinder

Kost & Ernæringsforbundet har tildelt klinisk diætist Louise Rostgaard Schmidt fra Nørrebro i København bachelorprisen på kr. 10.000 for sit bachelorprojekt om proteins positive effekt i forbindelse med at tabe sig i vægt.

Protein slanker og holder vægten

Louise Rostgaard Schmidt har ifølge dommerne skrevet en enestående opgave om proteins effekt i forhold til at slanke sig og holde sin vægt stabil, når slankeprocessen er afsluttet. Resultaterne i opgaven er absolut relevante, når vi i dag ved, at omkring otte ud af ti, der lider af overvægt, tager den tabte vægt på igen efter en behandling, der skal føre til vægttab.

Vejledningen følger ikke videnskaben

I projektet har Louise Rostgaard Schmidt har søgt i faglitteraturen og fundet ud af, at vejledningen af personer, der skal tabe sig, ikke følger de videnskabelige resultater på området. Resultaterne viser, at en øget mængde protein i diæten har en væsentlig effekt i forhold til at tabe sig og holde vægten.

- Jeg er derfor gået ind i et samarbejde om at ændre de rammer, vi som kliniske diætister arbejder efter. De følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og det betyder, at vi ikke kan vejlede ud fra den nye viden om protein, siger hun.

Pædagogisk redskab

I forbindelse med sit speciale har Louise Rostgaard Schmidt udarbejdet et pædagogisk redskab, der hjælper personer med vægtproblemer til at reflektere over sine handlinger og giver valgmuligheder.  Målgruppen har især været overvægtige kvinder, og det er også den målgruppe Louise Rostgaard Schmidt gerne vil arbejde med fremover.

- Jeg vil gerne lave et arbejdsredskab til disse kvinder. Det kunne jeg f.eks. gøre ved at bearbejde og få min opgave udgivet, siger hun. 

Louise har uddannet sig til klinisk diætist på professionshøjskolen Metropol i København.

Eksamensprisen

Kost & Ernæringsforbundet har også tildelt ernæringsteknolog Mette Haxholm Daugaard fra Horsens eksamensprisen på kr. 10.000 for sit eksamensprojekt om positiv og effektiv ledelse af et sygehuskøkken.

Effektiv og positiv ledelse

’Appreciative Inquiry og Lean i et sygehuskøkken’ er ifølge dommerne en super opgave om positiv psykologi og effektiv strømlining, der går hånd i hånd. Positiv effektivisering er bestemt et område, som bør dyrkes fremover, så tankerne kan komme køkkenorganisationer, ledere og personale til gavn.  Opgaven er på bachelorniveau og vidner om forfatterens ambitioner på ledelsesområdet. 

- Jeg har villet sætte fokus på ledelse i en tid, hvor tingene strammer til. Ledelse handler især om mennesker og samspillet mellem dem. Og modsat af, hvad man måske skulle tro, så går det to metoder, AI og lean, hånd i hånd, siger Mette Haxholm Daugaard.

Tæt dialog

I sit vinderprojekt fortælle hun, at lederen og medarbejderne skal være i tæt dialog for at opnå optimalt udbytte af arbejdet med AI og Lean. På den måde kan lederen sikre medarbejdernes fulde involvering i udviklingen af forbedringsforslag.

Mette Haxholm Daugaard vil inspirere de kunder hun aktuelt er i kontakt med i sit job til at bruge metoden. Og hun kunne sagtens se et job som konsulent i ledelse for sig i fremtiden, siger hun.

Mette Haxholm har læst til ernæringsteknolog på Erhvervsakademiet Lillebælt i Vejle.