Prisfest for offentlige køkkener

Med ’De Økologiske Køkkenroser’ vil Landbrug & Fødevarer – sammen med juryen bestående af FOA, 3F samt Kost & Ernæringsforbundet – gerne belønne de fagfolk, der har stærke holdninger til råvarerne og har fokus på sæson, mindre madspild, økologi og kvalitet. De fagfolk, der gennem faglig stolthed og smag udmærker sig særligt inden for arbejdet med økologiske råvarer, og gennem værtskab og dialog formår at give borgerne i landets institutioner en god spiseoplevelse hver dag.

”Helt grundlæggende kan jeg se, at håndværket bliver stærkere år for år i de køkkener, vi besøger. Og jeg kan se, at økologien er løftestangen for det gode håndværk. Man kunne jo fx godt vælge at købe færdigskrællede kartofter. Men det gør man ikke. Køkkenerne vælger i højere og højere grad de friske råvarer. Det er ikke bare økologi for økologiens skyld. Køkkenerne er entusiastiske og har en stor forståelse for at vælge varer i sæson, siger Michael Allerup, der er næstformand i Kost & Ernæringsforbundet og har været en del af i juryen gennem de seneste tre år.

De fire prisvindere

De otte køkkener, som var nomineret til årets priser har alle haft besøg af juryen. Årets fire prisvindere blev: Byens Køkken i Odense, daginstitutionen Æblehuset i Herlev, Virksund Plejecenter og Gasværkvejens Skole, som herunder får prisen overrakt af direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer (th):


Byens køkken, Odense, vinder i kategorien ’Central- og hospitalskøkkener’. Herfra siger køkkenleder Jette Eggers (nummer to fra venstre)
”Det er helt vildt fedt! Jeg er helt vildt stolt på mine medarbejderes vegne, for jeg kan jo ikke gøre noget eller få noget til at ske uden dem.”


Virklund Plejecenter, Silkeborg, vinder i kategorien ’Plejehjem, sociale institutioner (døgn) med lokale produktionskøkkener eller leve-bo miljøer’. Herfra siger Annemette Jacobsen:
”Det er simpelthen så sejt gået af mine piger! Lige nu er vi oppe på 80 pct. Økologi, og vi kommer helt sikkert tilbage, når vi er oppe på 90 pct.”


’Æblehuset’, Herlev, i kategorien ’Daginstitutioner, mad til børn og unge’. Herfra siger kostfaglig eneansvarlig Rikke Friis Malver (tv): ”Jeg er simpelthen så megastolt. Jeg har haft hjertebanken hele dagen og kunne slet ikke sove i nat, men det har været det hele værd, for nu har jeg vundet den her fine pris. Nu mangler jeg bare at finde på, hvordan jeg kan fejre det med børnene i morgen.”


Gasværkvejens Skole, København V., vinder i kategorien ’Skoler og uddannelser’. Herfra siger Mette de Hemmer Gudme: ”Prisen er et kæmpe skulderklap i vores pionerarbejde med at samle skolens økologiske køkken og resten af skolens virke til en helhed og dermed sikre, at eleverne ikke bare bliver udfordret, mætte og glade hver dag, men også får uddannelse i at tage klare, gastronomiske valg, så de selv kan lave mad og får respekt for mad og råvaren som ressource.”

En imponeret jury

Andreas Buchhave Jensen, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og med i juryen til ’De Økologiske Køkkenroser’, siger:

”De offentlige køkkener rykker på holdninger og håndværk. Blandt vinderne af de økologiske køkkenroser 2018 er der specielt stor fokus på, hvor råvarerne kommer fra, og at køkkenerne med deres indkøb kan arbejde med bæredygtigt håndværk og maddannelse. En udvikling, hvor det er tydeligt, at interessen for råvarernes oprindelse og kvalitet stiger. Det kan jeg personligt kun blive glad og fortrøstningsfuld over.” 

Han suppleres af Michael Allerup:
”Det har været en fornøjelse at besøge alle otte køkkener, der var nomineret til prisen. Jeg er meget imponeret over, hvad de hver især får ud af deres givne rammer. Og så er det en fornøjelse at se dem, der arbejder med madmod hos børn og unge. De gør en speciel indsats i forhold til næste generation. De viser vejen frem, og hvorfor der bør være madskoler på alle skoler og alle daginstitutioner bør have permanente madordninger, så de ikke er på valg hvert andet år. De skylder vi næste generation,” siger han. 

 

 

FAKTA

De økologiske køkkenroser uddeles for sjette gang i 2018. 

De offentlige køkkener står for 44 pct. af det økologiske indkøb i Foodservice.

Se alle otte nominerede køkkener her.

HISTORIK: Prisen ‘Køkkenroser’ begyndte i 2011 som et samarbejde mellem Kost & Ernæringsforbundet og Landbrug & Fødevarer. Siden 2015 har projektet været støttet af økologimidler, og derfor er det nu muligt at uddele ‘De Økologiske Køkkenroser’ til de offentlige køkkener i Danmark, der udmærker sig særligt inden for arbejdet med økologiske råvarer.

PARTERNE BAG: Uddelingen af prisen sker i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer og de faglige organisationer; Kost & Ernæringsforbundet, FOA og 3F, der organiserer de køkkenprofessionelle i offentlige køkkener.