Råvarer af egen avl må indgå i den økologiske menu

Æbler af egen avl

Daginstitutionerne i Aalborg er glade for deres økologiske spisemærke i sølv, men de går ikke efter guldet. Det nævnte de for fødevareministeren, da hun i september overrakte en række institutioner et sølv spisemærke.

Begrundelsen er, at institutionerne gerne vil have plads i regnskabet til at udnytte en lille egenproduktion eller tage imod f.eks. æbler og bær fra gavmilde forældre, der har overskud i haven, uden at de trækker ned i økologiprocenten. Og det  vil de gøre, for alle råvarer skal regnes med, også de hjemmedyrkede. Men de tæller ikke som økologiske, og vil derfor gå ud over økologiprocenten.

Egne råvarer er 'ekstra'

Det fik fødevareministeren til at kontakte Fødevarestyrelsen, der administrerer økologireglerne.

Som udgangspunkt er reglerne sådan, at storkøkkener skal medregne alle råvarer i økologiregnskabet, også råvarer fra egen have eller forældres haver. Men i daginstitutionen kan der skelnes mellem, om de råvarer som f.eks. forældrene kommer med, indgår systematisk i bespisningen, eller om de kun serveres lejlighedsvist, som noget 'ekstra'. Og når de bruges som noget ekstra, skal de ikke indgå i beregning af økologiprocenten, skriver fødevareministeren til regionsformanden i Nordjylland.

Så institutionerne kan roligt lave æblekage med egne æbler. De vil ikke trække ned.

Kontrol med spisemærket

Når Fødevarestyrelsen kontrollerer om institutionen opfylder kravene til spisemærket,  lægges der vægt på institutionens egne registreringer og på, at institutionen kan vise dokumentation fra de professionelle leverandører, der leverer til institutionen.

Kilde