Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel
Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Jeg giver en hjælpende hånd
Superfood. Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Sandhed om sundhed

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Samlet styrke

  • Mette Jensen  [ TEKST ] Philip Davali [ FOTO ]
    Mette Jensen [ TEKST ] Philip Davali [ FOTO ]

Den 9. juni 2017. Så længe er det siden, at startskuddet gik til de forhandlinger, der reelt startede i december og blev til godt fem måneders tovtrækkeri mellem lønmodtagere og arbejdsgivere om nye overenskomster for offentligt ansatte.

De stridspunkter, der især har været i fokus, er uenighed om, hvor store lønstigningerne skulle være på det offentlige arbejdsmarked, målt mod lønstigningerne i det private, ønsket om at sikre den betalte spisepause og den manglende aftale om arbejdstid for underviserne. Men der har også været forhandlet om en række andre krav: F.eks. Sundhedskartellets krav om en ligelønspulje. Arbejdsgivernes krav om forringelse af vilkårene for seniorer og deres ønske om udstrakt fleksibilitet hos medarbejderne med hensyn til arbejdstid mm.

Under det hele ligger imidlertid kampen for respekt og anerkendelse af de offentligt ansattes arbejde og arbejdsvilkår − vurderer eksperterne.

Historisk sammenhold

Det var ikke alene den truende konflikt, der havde historiske dimensioner. Det samme havde fagbevægelsens sammenhold, hvor musketéreden betød, at ingen indgik forlig, før der var fundet ‘En løsning for alle’. Sammen med en udstrakt solidaritet fra befolkningen, hvor meningsmålinger viste, at 60 procent bakkede op om bedre løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor, kunne fagbevægelsen lægge maksimalt pres på arbejdsgiverne.

Mægling i forligsen

På grund af eller på trods af sammenholdet trak forhandlingerne ud, og da tidsfristen udløb den 28. februar, var der ikke en løsning for nogen. Topforhandlerne fra begge sider kastede håndklædet i ringen og overlod det til forligsmand Mette Christensen at mægle.

Konfliktberedskabet

Inden da havde Kost & Ernæringsforbundet sammen med den øvrige fagbevægelse sendt et strejkevarsel afsted til arbejdsgiverne og udtaget 10 procent af medlemmerne til strejke. Kort efter svarede arbejdsgiverne igen ved at varsle lockout, ikke af 10 procent, men af rundt regnet en halv million offentligt ansatte. Var lockouten blevet virkelighed, ville den have lammet det danske samfund totalt.

Konfliktvarslerne gav travlhed i organisationerne. Kost & Ernæringsforbundet orienterede alle de arbejdspladser, hvor medlemmerne skulle strejke. Og fik overblik over, hvem der var udtaget til lockout. Telefoner og sociale medier glødede, og der blev svaret på mange, mange spørgsmål. Samtidig forhandlede forbundet aftaler om nødberedskab og økonomisk sikkerhed for konfliktramte medlemmerne.

Nødberedskabet betød, at livsvigtigt arbejde fortsatte. Ingen borgere skulle gå sultne i seng, så sammen med aftaler om bemanding blev der forberedt en nærende, men ensformig konfliktmenu. Konflikten skulle kunne smages.

For at sikre, at konfliktramte medlemmer ikke kom til at bøde økonomisk, indgik forbundet aftaler om konfliktlån til alle berørte.

Der arbejdes i kulissen

I kulissen arbejdede forligsmanden og topforhandlerne nat og dag på at indgå et forlig. Og så − den 25. april − efter mange ugers forhandlinger, var der et uventet hul igennem. Otte fagforbund gik solo og lavede en aftale for nogle af de regionalt ansatte. Det gav murren i fagbevægelsen. Var der splittelse på vej? Eller var det det gennembrud, der skulle til for at finde en løsning for alle?

I det følgende døgn lykkedes det at indgå forlig med resten af det regionale område, kommunerne og staten til sidst. Den 28. april var alle tre forlig en realitet. Og konflikten afblæst.

Om den igen kommer på tale, afgøres ved den urafstemning, der er i gang. Stemmes der ja, er overenskomsterne gældende. Stemmes der nej, er der konflikt.