Spisevaner og -praksisser blandt svært overvægtige før og efter gastrisk bypass

  • Foto: Scanpix

Onlineartikel fra 2015

Af Line Hillersdal, antropolog og forsker ved Københavns Center for Humanistisk Sundhedsforskning, SAXO-instituttet, Københavns Universitet.

En fedmeoperation som eksempelvist en gastrisk bypass operation er et omfattende indgreb, der medfører store forandringer af spise- og kostvaner. Når kroppen ændres operativt, følger vores kropsfornemmelser og vaner ikke nødvendigvis med. Fokus i min forskning var på patienternes arbejde med at ændre vaner og følge den vejledning de får i forbindelsen med forløbet op til og efter operationen. Operationen satte patienterne i gang med en læringsproces, hvor de skulle tilpasse sig nye og ofte udfordrende måder at erfare kroppen på: gennem nye smagsindtryk og en forandret oplevelse af sult og mæthed. Forandringer der er centrale for at forstå de fedmeopereredes håndtering af spisning og mad efter operation. 

”Vægttabsekspert med 26 års erfaring”

En af mine informanter kaldte sig selv ”vægtabsekspert med 26 års erfaring”. Det var sagt i spøg og understreger, at viden og indsigt i kalorieregnskab ikke er det centrale. Diætister, sundhedsfagligt personale og de svært overvægtige kan alle regne i kalorier, men alligevel er det svært at få denne viden omsat til et varigt vægttab. Mange svært overvægtige har prøvet at tabe sig meget og ofte mange gange. Dette peger på, at det ikke er manglende kontrol eller manglende selvdisciplin, som mange overvægtige ofte kan føle sig ramt af. Derimod peger det på noget mere generelt ved at ændre vaner og skabe forandring. Oplevelser og vaner i forbindelse med at spise er svære at ændre, fordi de er knyttet sammen med både velvære, identitet og en kropsligt forankret erfaring (Okeley 1992, Falk 1994). Min forskning viser, at det derfor kan være nødvendigt, at sikre en mulig forbindelse til den tidligere uhensigtsmæssige levevis, hvis man skal forbedre mulighederne for varigt vægttab og sikre en oplevelse af livskvalitet for den, der skal tabe sig

Nye fornemmelser af sult og mæthed

I forbindelse med min ph.d. afhandling interviewede jeg 32 patienter, før og efter en gastrisk bypass operation. Gennem et halvt års antropologisk feltarbejde fulgte jeg dem med til konsultationer og møder på hospitalet og på besøg i deres hjem (Hillersdal 2014). Studiet fokuserede på den enkeltes oplevelse af spisning før og efter operation. Den forandringsproces som en fedmeoperation medfører gjorde det muligt at følge en markant omlægning af spise og kostvaner og dernæst følge hvad det indbefatter at være ’tvunget’ til at ændre vaner inden for meget kort tid.  Nogle af patienterne henviste til operationen som at ”skulle lære på det den hårde måde”.

Efter operationen, som består i en kraftig forsnævring af mavesækken, kan den opererede ikke længere spise store mængder mad på én gang, men skal til gengæld spise små mængder mad ofte. Patienten må i mange tilfælde vende sig til at spise helt andre ting, end han eller hun plejer, da fedt-, sukker- og fiberholdig mad kan fremkalde ubehag i den ændrede mave.

Operationen kan dermed siges at producere andre og nye fornemmelser af sult og mæthed, hvilket er tydeligt i det følgende citat:

”Det er meget fysisk. Jeg er ikke i stand til at proppe noget i min mave. Jeg er nødt til at fornemme på en ny måde, føle anderledes på en måde. Det er mere som en visuel form for mæthed. Jeg har ikke følelsen af en fysisk mæthed mere, så det er mere som - jeg er nødt til at beslutte hvor meget vil jeg spise og sige okay, det er hvad jeg spiser og ikke mere. Min krop siger stadig, at jeg er sulten .... men det er ikke i hovedet, det er ikke psykologisk ... Jeg kan ikke føle mig mæt, når jeg er mæt” (Mand opereret for 3 måneder siden).

Eksemplet viser tydeligt, hvordan en oplevelse af mæthed, som et resultat af behandlingen, er forskellig fra den enkeltes subjektive følelse af mæthed. Han føler sig mæt, men ikke mæt på den for ham ”rigtige” måde. Lignende oplevelser af en ændret sult og mæthedsfornemmelse var fælles for næsten alle patienterne.

For andre var det evnen til at føle sult, som efter operationen kom til udtryk på en anden måde:

”Normalt ville jeg aldrig være sulten midt på dagen, men jeg var i det lokale indkøbscenter med min mor og så spørger jeg hende, skal vi tage en salat? Jeg siger aldrig sådan noget. Noget må være sket, fordi jeg var sulten på det tidspunkt og følte, at jeg skulle have noget at spise. Jeg har ikke haft sådan en følelse før. Og det er en god følelse, at mærke sult ... og nu skal jeg spise. Men jeg er også lidt bange for at tage på i vægt, hvis jeg spiser, men det er jo forkert. Jeg skal spise for at tabe mig. (Kvinde, opereret for 2 måneder siden)

Denne kvindes overvejelser viser, hvordan hun oplever en ændring i den måde, hun normalt ville føle sult, der peger på, at det at erfare sult er blevet en fornemmelse, som hun nu kan forholde sig til.

Sult- og mæthedskulturer

Mad er sjældent blot et spørgsmål om at sikre nok næring, men må forstås som indlejret i kulturelle og sociale normer (cf. Holm og Kristensen 2012).

Til informationsmøder og konsultationer med diætister blev patienterne undervist i at tilegne sig nye vaner. Det kunne være ideer til at forlænge et måltid, ved at lægge bestikket ned på bordet mellem hver bid og tygge maden mange flere gange. Eller ideer til at øge smagsintensitet ved at afhjælpe en sød tand med fx mørk chokolade. Men denne vejledning var på samme tid også med til at fremhæve nogle sensoriske erfaringer som mere naturlige og ønskelige end andre. Fx at mørk chokolade mætter på en måde, der betyder at man vil føle sig hurtigere mættet.

Rutinen med at forlænge måltidet med efterfølgende øget mæthedsfølelse og nydelse af maden, blev også udfordret af, at mange af mine informanter forbinder det at føle sig mæt med at kunne spise fødevarer i store mængder eller fødevarer, som på papiret er usunde.
Det ændrer operationen ikke på. Derfor kan det være problematisk, når eksempelvis diætister fortæller dem, at de skal spise meget mere grønt, og at hvis de skal forkæle sig selv, så må de nøjes med et lille stykke mørkt chokolade. Dem, jeg har interviewet, siger at de køber mørk chokolade, men at det bare ligger i skuffen, for det er ikke det, som de forbinder med en god spiseoplevelse. Det bekræfter blot en nu klassisk erkendelse indenfor madantropologien, nemlig at mad skal være meningsfyldt, hvis det skal spises (se fx Douglas 1975, Lupton 1996, Levi-Strauss 1970). 

En af mine informanter en mand i 50’erne, havde udviklet sin egen måde at håndtere det faktum, at han efter operationen ikke længere kan spise oksekød. Han har udviklet, hvad man kunne kalde en praksis, hvor han ”spiser uden at spise”, som han betegner det, han forklarer:

”Forskellige former for oksekød som entrecote eller rib-eye steak er for seje. Jeg tygger det men jeg kan ikke sluge det. Jeg tygger og jeg smager og så spytter jeg det ud. Så tager jeg endnu bid. Så vil jeg have spist. på en måde… Hvis du ikke kan spise det, og du kan ikke sluge det. Så kan du i det mindste tygge det - få smagen af det.  Jeg ville ikke gøre det, hvis vi var ude. Jeg spiser uden egentlig at spise det”

Det er således meget forskelligt, hvordan de opererede informanterne takler begrænsningen af deres muligheder for at spise som tidligere. Nogle er i stand til at omlægge deres spisevaner, finde smutveje, der gør dem i stedet til at holde fat i følelsen af velbehag ved at spise på en bestemt måde, mens andre bliver deprimerede, genoptager tidligere spiseforstyrrelser og igen påbegynder vejen mod overvægt.

Nogle af patienterne oplevede usikkerhed, når de opdagede, at operationen havde ændret deres måde at erfare kroppen på og de oplevede, at de ikke længere kunne regne med de signaler, som de fik fra deres krop, som en sagde: ”Jeg smager på alt, fordi mine smagsløg har virkelig ændret sig så meget, at jeg ikke kan regne med noget”.
Vigtigheden af erfaringen af maden i kroppen, og det vil her sige både de sensoriske erfaringer af mad og spisning, men også selve madens materialitet, var en central konklusion i undersøgelsen.
De kropslige erfaringer vi har med mad og spisning er ladet med betydning, og vigtigt i denne sammenhæng er, at disse erfaringer er centrale for overhovedet at kunne erkende sult og mæthed.

Når de fedmeopererede i nogle tilfælde ikke længere havde adgang til de kropslige erfaringer de plejer at have, oplevede de, en sensorisk forskydning (Seremetakis 1996) i forhold til deres normale erfaringer af kroppen og væren i kroppen . Ændring af vaner, når det kommer til at spise, udfordrer det faktum, at vi ikke kun har en krop, men også er en krop (Leder 1992). Ændringer i vores spisning handler dermed også om, at vi samtidig ændrer, hvem vi er som mennesker i verden. Fundamentalt set hænger vores erfaringer og oplevelse af fx måden vi spiser eller andre rutiner sammen med vores fornemmelse af hvem vi er, vores identitet.

Chancerne for et varigt vagttab forøges, hvis den der skal tabe sig, kan fastholde en forbindelse til det, de selv oplever som den gode spiseoplevelse. ”den gode spiseoplevelse” er således noget der nødvendigvis må beskrives og undersøges i samarbejde med spiseren og som tager højde for spisning som en kropslig forankret handling.

Litteraturliste

  • Douglas, M. (1972) Deciphering a Meal. Theme issue, “Myth, Symbol, and Culture,” Daedalus 101(1):61-81.
  • Falk, P. (1994) The Consuming Body. Sage Publication. London.
  • Hillersdal, L (2014) Situating Hunger and Fullness Through the Lived Body: An Anthropological Analysis of Eating. Ph.d.-afhandling, Department of Food and Resource Economics, Faculty of Science, University of Copenhagen.
  • Holm, L. & Kristensen, S.T. (eds.) (2012): Mad, mennesker og måltider – samfundsvidenskabelige perspektiver. Copenhagen: Munksgaard.
  • Leder, Drew (1990) The Absent Body. The University of Chicago Press. Chicago and London.
  • Lévi-Strauss, C. (1970) The Raw and the Cooked. London: J. Cape.
  • Lupton, Deborah (1996) Food, the Body, and the Self. London: Sage Publications.
  • Okely, Judith (1992) Anthropology and autobiography. Participatory experience and embodied knowledge. In Judith Okely og Helen Callaway (eds.) Anthropology and Autobiography. London and New York: Routledge.
  • Seremetakis, C. N. (1994) The Senses Still: Perception and Memory as Material Culture in Modernity. Chicago, IL: University of Chicago Press.