Stadig bekymring for sundhedsområdet

-Vi har lavet en ny aftale efter hårde forhandlinger, for det er jo økonomisk stramme tider. Vi løfter sundhedsvæsnet med halvanden milliard kroner, og det er jeg glad for at kunne præsentere. For regeringen vil jeg så sige, at det her er første halvleg med hensyn til sundhedspolitikken. Anden halvleg kommer så ved finanslovsforhandlingerne, vi skal føre senere på året, sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), da aftalen blev præsenteret.

Bolden er ikke over stregen

I Kost & Ernæringsforbundet er formand Ghita Parry stadig bekymret.

- Det grundlæggende problem er ikke løst med den nye aftale. Så længe, der ikke er en varig løsning på de eksploderende udgifter til medicin, er bolden ikke over stregen. Vi kan stadig se frem til besparelser i regionerne. Medarbejderne kan ikke holde til mere, fastslår hun.

En del af aftalen er da også nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til den fremtidige organisering af medicinen. Og det er der brug for, mener Ghita Parry.

- Alle medarbejdere på sundhedsområdet er i forvejen presset i bund. Region efter region har udmeldt hårde sparekrav, fordi medicinudgifterne bare bliver tungere og tungere. Vi kan ikke have et sundhedsvæsen i verdensklasse, hvis medarbejderne skal holde for hver gang. Der skal andre løsninger på bordet, siger hun.

Meget kan løses med kost

Samtidig peger Parry på, at der er uforløst potentiale i sundhedsvæsenet, hvis fokus i højere grad går på mad og måltider som en del af sundhedstilbuddet.

- Det er min opfattelse, at vi kan spare mange penge på medicin, hvis vi fokuserer mere på mad og måltider som en del af behandling og rehabilitering. Vi ved alle sammen, hvor stor en rolle ordentlig mad spiller i vores helbred og trivsel. Politikerne mangler stadig at få øjnene op for, hvor meget patienternes kost – både derhjemme og på sygehuset – kan være en del af løsningen i kampen mod medicinudgifterne, siger Ghita Parry med henvisning til de anbefalinger til patienters måltider, som forbundet netop har udgivet.

Bag anbefalingerne står en ekspertgruppe på 28 chefer indenfor hospitalsforplejning fra hele landet.

Du kan læse alle anbefalingerne her. 

Nye produktivitetskrav

Aftalen mellem regeringen og regionerne indeholder endnu engang krav til større produktivitet. Det krav har mødt de ansatte i sundhedsvæsenet år efter år. Og der er ikke mere kød på det ben, mener Ghita Parry.

- Presset er massivt og alt for mange går ned med stress. Vi har skåret helt ind til benet mange gange. Der bliver ikke mere at komme efter, bare fordi man får at vide, at man skal skære igen, slutter hun og ser frem til de lovede yderligere ressourcer til sundhedsvæsenet i Finansloven.

FAKTA

Hovedindholdet i den nye aftale er:

  • Godt en milliard kroner til de stigende udgifter til medicin og øget kapacitet på sygehusene. Det kommer oven på et allerede besluttet løft af det regionale sundhedsområde i 2016 på knap 0,5 milliarder kroner til blandt andet kræft, kronikere og psykiatri.
  • Et anlægsniveau på cirka syv milliarder kroner i 2016.
  • Regeringen og Danske Regioner er enige om at igangsætte et fagligt forarbejde for kræftplan IV.
  • Der skal fastsættes forpligtende nationale mål for sundhedsvæsenet.
  • Der skal udarbejdes en samlet plan for nære og sammenhængende sundhedsvæsen

(Kilde: Altinget.dk)

 

Kilde