Sukkersød viden - Stevia og type 2-diabetes

  • Opdagelsen af stevia-sødestofferne er blevet betegnet som den anden sukkerrevolution. Udover at bruge bladene til at søde deres te betragter indianerne også planten som en medicinal plante og bruger den til at behandle symptomer på T2D.

Af Per Bendix Jeppesen, Lektor, ph.d., Aarhus Universitetshospital, Institut for Klinisk medicin, Aarhus Universitet. 

Sukker har i århundreder haft en betydelig indflydelse på valg af fødevarer, mad, konservering, kultur, politik, handel, økonomi i fødevareproducerende lande og endda litteratur. Sukker har for nogle været en nyttig kilde til billige kalorier, men for andre, når de indtages i overflod, en potentiel trussel mod menneskers sundhed. Intetsteds er disse konsekvenser af dyrkning og forbrug af sukker mere vigtigt end i Latinamerika. I begyndelsen af ​​det 16. århundrede, erkendte portugiserne, potentialet for dyrkning af sukker i Brasilien. Sukkerrørsplantager og sukkermøller blev snart etableret med hjælp fra importeret slavearbejde, der førte til en omfattende lukrativ eksportindustri for kolonisterne.

Denne forhistorie har i hovedparten af verdens befolkning ført til betydelig ændring af vores diæt, hvilket har medført øget prævalens af livstilssygdomme og forekomst af Metabolisk Syndrom(MeS), der i disse år er nået epidemiske niveauer. MeS er en betegnelse for forskellige livsstilssygdomme som fedme, type 2-diabetes (T2D), abnorm blod lipid profil og forhøjet blodtryk. På trods af reduceret fedtindtagelse gennem de sidste årtier fortsætter fedmeepidemien. Grundet dette paradoks er fokus nu flyttet over til diæter og produkter med et højt indhold af de såkaldte simple sukkerarter som sukrose og High-Fructose Corn Syrup (HFCS) m.m. Specielt fruktose mistænkes for at spille en kritisk rolle i den epidemiske vækst af livsstilssygdomme, da sukkerindtagelsen er øget dramatisk i de sidste århundrede grundet øget tilgængelighed og reduktion i prisen. Det gennemsnitlige indtag af sukker pr. indbygger var ca. 1,8 kg/år i det 18. århundrede, mens det nuværende er oppe på omkring 60-90 kg/år (tal fra 2009) [1], alt efter hvilke lande vi kikker på. Endelig viser data, at den øgede sukkerindtagelse i England og USA er stærkt korreleret med stigningen i fedme [2]. Disse epidemiologiske associationer tyder på en stærk kausal sammenhæng. Netop derfor er der et pressende behov for at ændre befolkningernes indtag af sukker eller finde bedre alternative forbrugeraccepterede energireduceret sukkertyper, som kan erstatte de simple sukre som fruktose, sukrose og HFCS i vores fødevarer.

Stevia – den 2.  sukkerrevolution

En af løsningerne, der skal til for at ændre vores sukkerindtagelse og udviklingen af livsstilssygdomme som T2D og fedme, vil være at finde nye ikke-kaloriefyldte sødemidler som erstatning. I mange år har forbrugerne været henvist til ofte syntetisk fremstillede sødestoffer. Der har været rejst kritik af, at det er industrien, der har betalt for mange af de undersøgelser, der findes om sødestoffer, og at det kan have indflydelse på resultatet af undersøgelserne. Denne kritik er blandt andet blevet fremført af professor i psykiatri Ralph G. Walton, der har gennemgået 166 peer reviewed studier af Aspartam i perioden 1970-1998. 74 af studierne var finansieret af Aspartam-industrien, mens 92 af dem var uafhængige. I sin undersøgelse fra 2004 konkluderede han, at 100 procent af de studier, der var betalt af industrien, bekræftede, at Aspartam var sikkert for mennesker, hvorimod 92 procent af de uafhængige undersøgelser identificerede uønskede bivirkninger ved Aspartam.

Der er altså en betydelig divergens blandt videnskabsfolk, når det gælder sødemidlers effekt på den menneskelige organisme.  - Men er syntetiske sødemidler så farlige eller hvad? Man må konkludere at forskningen har vist meget forskellige resultater og at der generelt mangler at blive lavet store gennemgribende humane interventionsforsøg, der løber over flere år, før man med sikkerhed kan sige om f.eks. Aspartam er farligt eller ej. Aspartam er blevet godkendt i EU på baggrund af nogle gamle godkendelsesordninger samt at man i andre lande har været mere restriktive på området. I Japan er Aspartam for eksempel helt forbudt. I øjeblikket er Aspartam ved at gennemgå et eftersyn hos the European Food Safety Authorit (EFSA). Der er pt. ikke kommet noget konkret fra undersøgelsen der stadig er under behandling.

Her er det, at planten Stevia rebuadiana Bertoni kommer ind i billedet. Planten fra Sydamerika indeholder ikke-koleriske sødestofforbindelser og er blevet anvendt af Guarani- og Ache´-indianere i Paraguay og Brasilien igennem århundreder til især at søde deres Mate´-te (urtete). Opdagelsen af stevia-sødestofferne er blevet betegnet som den anden sukkerrevolution. Udover at bruge bladene til at søde deres te betragter indianerne også planten som en medicinal plante og bruger den til at behandle symptomer på T2D.

Stevia blev første gang beskrevet af den paraguayanske/Schweiziske botaniker Moises Santiago Bertoni i 1899, som havde lært om plantens unikke egenskaber med hjælp fra Guarani-indianerne. Planten indeholder mange forskellige forbindelser. De to mest kendte er stevioside og rebaudioside A, der er henholdsvis 300 og 450 gange sødere end sukrose (bordsukker). Stevia-sødestofferne er blevet anvendt med stor succes i mere end 30 år i Japan, hvor man allerede i 1985 godkendte stevia som sødestof. Senere er mange andre lande fulgt efter som f.eks. USA, Israel, Schweiz, Kina og nu også EU. Japan er klart det førende land med hensyn til at benytte stevia som sødestof. Hele 41 procent af al sødestoftilsætning, der anvendes i Japan, stammer i dag fra steviaplanten (tal fra 2009). Interessant er det, at Japan har en af verdens laveste forekomster af fedme: mindre end fem procent sammenlignet med næsten 35 procent i USA [3]. Om dette direkte kan relateres til øget brug af stevia i befolkningen, er ikke p.t. dokumenteret. Det mest interessante nye sødestof er rebaudioside A (Reb A) ekstraheret fra stevia planter med meget miljøvenlige metoder, hvor der kun anvendes vand og alkohol. Det er dog en kendsgerning, at humane interventionsstudier vedrørende sundhedsfremmende effekter samt viden om sensoriske og fødeteknologiske aspekter samt kundepræferencer og accept er mangelfuldt, når vi taler om kost og fødevarer sødet med Reb A.

I et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Aarhus Universitet blev der i 2008 gennemført en lille human kost interventionsstudie (måltidstest) med stevia sødestoffer (stevioside/rebaudioside A) for at se, hvorledes blodglukoseniveauet påvirkes [4]. I den kliniske undersøgelse, der var et blindet, cros-over studie, indgik der seks forsøgspersoner: fire mænd og to kvinder alle med en velreguleret T2D. I forsøget blev stevia-sødestoffet benyttet som erstatning for sukker og blev indtaget sammen med et standardmorgenmåltid. Den eneste forskel på de to måltider, som deltagerne indtog, var, at de 170 gram friskpresset grapejuice enten var sødet med 55 gram sukker eller 0,15 gram stevia-sødestof. Det totale energiindhold blev beregnet til 1114 kJ for måltidet sødet med stevia og 2048 KJ for måltidet med sukker. Det vil sige, at man er i stand til at reducere kalorieindholdet med 84 procent, selv om kun en del af måltidet er ændret, nemlig grapejuicen. Målinger af blodglukose viste en relativ forskel udregnet for de to måltider på 156 procent (Figur 1 A, B). Dette betyder, at postprandial blodglukose (IAUC) for stevia-sødestoffet er 156 procent mindre end IAUC for sukkergruppen.

Den lille undersøgelse viser altså, at man kan opnå en markant bedre glykæmisk kontrol ved substitution af sukker med stevia sødestof. En sensorisk test ved brug af Visual Analog Scale formular viste i øvrigt en klar tendens til, at deltagerne faktisk foretrak smagen med stevia som sødestof frem for det rigtige sukker. Der er ingen tvivl om, at de viste data vil have en sundhedsfremmende effekt på T2D og overvægtige personer ved at fastholde blodglukose inden for det snævre område og derved være med til at mindske diabetiske senkomplikationer samt hjælpe til med at forhindres vægtøgning. Angående de mere fysiologiske effekter af stevia-sødestoffer, ved vi, at stevia-sødestoffer stimulerer insulinsekretionen og dermed agerer på samme måde som glukose [5]. Fruktose derimod har i in vitro-studier vist ikke at stimulere insulinsekretionen – sikkert på grund af, at beta cellerne i Pancreas mangler fruktosetransportøren GLUT-5. Insulin frisætningen kan modulere fødeindtagelsen ved mindst to mekanismer 1) via centralnervesystemet og 2) via stimulering af leptin sekretionen, som hovedsageligt er reguleret af insulininducerede ændringer i glukose metabolismen i fedtceller. På grund af leptins inhiberende (hæmmende) effekt på fødeindtagelsen vil den lavere leptin koncentration induceret af fruktose medføre en øget sultfornemmelse og dermed øget indtagelse af mad.

Stevia-sødestofferne har vist at øge insulinsekretionen og vil ifølge ovenstående have samme effekt som glukose, hvorved mætningscentrene i hjernen påvirkes via leptinfrigørelsen og dermed reducere appetitten og vægtøgning og andre fysiologiske effekter er sukkerinduceret metaboliske komplikationer som dyslipidemi (øget blodfedt), fed lever og insulinresistens, der ofte fører til kardiovaskulære sygdomme og T2D. Undersøgelser har klart vist at ved høj fruktose indtagelse stimuleres hepatisk syntese af mættet fede syrer, palmitat og udskillelse af palmitat-beriget triglycerider (TG) i form af very low density Lipoprotein (VLDL). Denne metaboliseringsproces i leveren medfører øget lipoprotein-syntetese specielt efter indtag af fruktose og kan i værste fald medføre fed lever også kaldet steatosis.

Mange undersøgelser har dokumenteret, at øget indtagelse af sakkarose resulterer i vægtøgning, stigning i serum-triglycerider samt en stigning i det systoliske blodtryk [6]. En undersøgelse som er publiceret af Prof. Richelsen´s gruppe på Aarhus Universitetshospital, demonstrerer klart de negative potentielle effekter af øget indtagelse af sukker i form af læskedrikke [7]. I alt 47 patienter blev randomiseret til 4 forskellige test drikkevarer og hver deltager skulle drikke 1 liter / dag af den udvalgte vare i en 6 måneders periode. De forskellige testdrikke bestod af: almindelig cola, minimælk, Aspartam-sødet cola og endelig vand. De relative ændringer mellem baseline og slutningen af ​​de 6 måneders studie var signifikante højere hos den gruppe. der fik den almindelig sukkersødet cola end i de 3 andre grupper for især akkumuleret lever fedt  hvor stigingen var på mellem 132-143%, og i skeletmuskulatur øget med 117-221%, blodtriglycerider med 32% samt endelig total kolesterol med 11% [6] (se figur 2). Konklusionen på undersøgelsen var, at et højt dagligt indtag af sukker øger fedtophobning og koncentrationen af triglycerid og total kolesterol i forhold til andre drikkevarer og vil sandsynligvis øge risikoen for hjerte-kar- sygdomme og metaboliske sygdomme[6]. Forfatterne slutter med at foreslå, at hvis man ønsker at forbedre befolkningens sundhed, bør indtagelsen af ​​sukkersødet læskedrikke reduceres betragteligt.

De nye spændende Stevia sødestoffer som rebaudiosid A/stevioside kan anvendes som et nyt lovende sødemiddel, som T2D - og overvægtige personer kan have gavn af. Hvis stevia sødemiddel er i stand til at erstatte og reducere den tiltagende sukkerindtagelse på verdensplan, og dermed være med til at forbedre folkesundheden, har den efter min bedste overbevisning ret til at blive betegnet som den 2. sukker revolution!

 

Figur 2.

 

Per Bendix Jeppesen har i mere end 15 år været med til at dokumentere de farmakologiske effekter af stevia med potente antidiabetiske effekter. Han har været med til at udvikle stevia som et non-kalorie sødemiddel og etableret et stevia-netværk i samarbejde med Teknologisk Institut og en lang række danske fødevareproducenter. Per Bendix Jeppesen er æresmedlem af The European Stevia Association.

Kilde
1. Johnson RJ et al: Am J Clin Nutr 2007;86:899-906.
2. Helmchen LA, Henderson RM: Ann Hum Biol 2004;31:174-182.
3. Lustig R H et al. Nature 482 (2012): 27-29.
4. Andersen CA, Jeppesen PB et al: Stevia og type 2 diabetes. Medicin med industriel specialisering – 2. semester, Aalborg Unive
5. Jeppesen PB et al: Metabolism 2000;49:2008-2214.
6.) Saad M F et al.. Diabetes 47 (1998): 544-9.
7. Maersk M, et al.. Am J. Clin Nutr 95 (2012):283-9