Online artikel fra 2015
Af Camilla Lærke
Sundhedsjournalistik har indflydelse på folkesundheden – på godt og på ondt. Med det i mente har Vidensrådet for forebyggelse udgivet en håndbog, som giver et indblik i hvad god sund formidling er og således giver læseren et indblik i forskningens verden. Som Vidensrådet skriver ”Skal befolkningen have det fulde udbytte af mediernes sundhedsbudskaber, kræver det, at dét, de får serveret, er velunderbygget.”
Håndbogen lægger sig mellem det rent sundhedsfaglige og det journalistiske og der vil være nogle facetter af det sundhedsfaglige, som ikke bliver belyst. Vidensrådet har udvalgt de studietyper og emner, som de finder relevante at præsentere for journalister og andre, der arbejder med formidling af sundhedsstof.
Håndbogen giver også et brush up omkring studietyper, en kritisk gennemgang af samme samt gode råd ved formidling af forskning. Alt sammen relevant for ernærings- og sundhedsfaglige, både i den skriftlige formidling, men også når vi skal forklare klienter, patienter, venner, familie og netværk, avisernes pang-overskrifter inden for ernæring og sundhed. Eller hvad der kan være problematisk ved forskellige populære slankekure. Så læs den og bliv opdateret. Den kan varmt anbefales.