’Supersygehuse’ skal da også have ’superkøkkener’?

Et synspunkt, som jeg absolut ikke mener harmonerer med, at vi kalder dem ’supersygehuse’. Siden november er der så sket det, at formand for Danske Regioner Bent Hansen live i TV2 Nyhederne garanterede, at der selvfølgelig skulle være køkkener på alle de nye supersygehuse. Men siden da er debatten næsten forstummet, og vi har ikke hørt nærmere om løftet fra Bent Hansen. Betyder det så, at løftet stadig står ved magt? Kommer der køkkener på de nye supersygehuse, også i Region Sjælland? Og hvad mener regionsrådsformand i Region Sjælland, Jens Steenbæk?

I Region Sjælland har vi ikke mistet håbet, og vi fortsætter kampen for, at der selvfølgelig skal være et ’superkøkken’ på det nye sygehus i Køge.

Ernæring er en meget vigtig del af patientens ophold på hospitalet. Den rigtige kost, i de rigtige mængder og på det rette tidspunkt er essentielt, hvis patienterne skal have de bedste muligheder for at komme sig hurtigt.

Rigtig mange patienter er i en dårlig ernæringstilstand, når de kommer på hospitalet – derfor er ernæringsindsatsen ekstra vigtig. Og ernæringsindsatsen skal kunne målrettes patienternes behov. Dette kan kun lade sig gøre, hvis der er et produktionskøkken på sygehuset, der med kort varsel kan lave lige nøjagtig den mad, patienterne har behov for. Maden skal være lettilgængelig, og det skal være muligt, hurtigt at opfylde patientens ernæringsmæssige ønsker og behov. Jeg undrer mig over, at man ikke ligestiller maden med den medicinske behandling på sygehusene, når det gang på gang er bevist, hvor vigtig en del af det samlede behandlingsforløb, maden er!

I november talte jeg med et par journalister om projektet ’Herlevs herligheder’, som kort går ud på at sætte fokus på sund og lækker mad til patienter. Mad, som ikke kun skal gøre patienterne mætte, men som også skal forebygge og få patienterne hurtigere på benene. Jeg blev spurgt, om jeg synes, at patienter skal have gourmetmad? Til det svarede jeg: ”Patienterne skal have den bedste behandling. når de er indlagt, og til behandlingen hører den rigtige mad”. Maden er lige så vigtig som den øvrige behandling. Og ikke bare vil det give et bedre behandlingsforløb – det kan også betale sig økonomisk!

Bliver patienterne hurtigere raske, kan indlæggelsestiden nedbringes og samtidig kan der opnås færre genindlæggelser. Færre genindlæggelser = besparelser! Så nemt er regnestykket.

Så træf nu det rigtige valg, byg et køkken, betragt maden som en vigtig del af behandlingen og spar penge.

Af: Rikke Kristensen, Regionsformand i Kost & Ernæringsforbundet, Region Sjælland

Debatindlægget blev bragt i Sjællandske, onsdag 02. april 2014 og Lolland-Falsters Folketidende, onsdag 02. april 2014.