Sur og sød finanslov

Under henvisning til en hårdt presset offentlig økonomi, har regeringen i dag på et pressemøde fremlagt en finanslov, der ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), har et stort rundt 0 som sit udgangspunkt.

- Regeringen finder så at sige pengene i egen lomme. Det betyder, at nogen skal aflevere, for at andre kan få. Det kalder jo på smagspaletten. Selvom milliarderne til blandt andet bedre rehabilitering og forebyggelse for ældre, medicinske patienter og demente smager sødt, så smager det unægtelig surt og bittert, at det er børn, unge, kontanthjælpsmodtagere, forskning og uddannelse, der skal levere pengene, lyder det fra Ghita Parry.

Ser frem til samarbejde 

Regeringen afsætter 500 millioner om året frem til 2019 til ældre, medicinske patienter. Pengene skal blandt andet bruges til to nationale handleplaner for demens og den ældre medicinske patient. Det arbejde ser Ghita Parry frem til.

- Regeringen har jo i sit regeringsgrundlag lagt op til, at den vil det brede samarbejde. Derfor ser jeg frem til, at vi i Kost & Ernæringsforbundet kan bidrage til regeringens planer. Vi kan blandt andet hjælpe regeringen med at se potentialerne i at gøre mad, måltider og ernæring til en mere integreret og fast del af sundhedsvæsnet. Vi kan vise, hvor stor betydning mad, måltider og ernæring har, når det gælder at forebygge genindlæggelser og vi kan vise, hvad mad og måltider og ernæring kan for at sikre en succesfuld rehabilitering, siger Ghita Parry.

Regeringen inviterer nu Folketingets partier til forhandling om det kommende års finanslov. Den endelige finanslovsaftale ventes at ligge klar i november 2015.

 

Kilde