Svar fra Ulla Astman (A)

Hvordan vil du arbejde for at sikre, at der er de nødvendige ernæringsfaglige kompetencer til stede på sygehusenes afdelinger?

Jeg synes, at der allerede har været en meget positiv udvikling i de senere år i forhold til mad og ernæring på sygehusene. Der er sket forbedringer i forhold til at levere ernæringsrigtige måltider tilpasset den enkelte patient. For eksempel patienter, der efter en operation har brug for at restituere hurtigt eller  småtspisende patienter, der har brug for ekstra energi og får det gennem særligt udviklet lækre og energifyldte produkter eller gennem kræsevogne, der sikrer de rigtige og ekstra kalorier, som denne  gruppe specielt har brug for.

I Region Nordjylland har vi oprettet Center for ernæring og tarmsygdomme på Aalborg Universitetshospital, netop med henblik på at udvikle viden og øge bevidstheden hos fagpersonalet om, hvad god ernæring betyder for f.eks. heling af sår, fysisk funktion og indlæggelseslængden. Derudover har centeret til opgave, at behandle underernærede patienter. De resultater som centeret har fremlagt har haft god effekt på patientbehandlingen samtidig har der været fokus på brugen af gode fødevarer i sygehuskøkkenerne, således at vi kan tilbyde endnu bedre kost på de nordjyske sygehuse.

Jeg er ikke i tvivl om, at maden og måltidets rolle på sygehusafdelingerne kræver et tæt og godt samarbejde mellem køkken og sengeafdelingen. Det kræver at plejepersonalet er bevidste om madens betydning og at der er en tæt dialog mellem køkken og sengeafdelingerne for at sikre, at patienterne får den mad, som de har brug for og så kan en god sidegevinst jo være at mindske spild.

Den bedste løsning på de ernæringsproblemer, som vi har set bl.a. i forhold til underernæring ved kræftpatienter og ældre medicinske patienter er, at vi får faggrupperne knyttet tættere sammen. Her mener jeg, at kliniske diætister spiller en stor rolle. Organiseringen vil jeg ikke lægge mig fast på, altså om det skal være således, at kliniske diætister er en fast del af afdelingens personalegruppe eller om de skal kunne kaldes fra en mere central placering.

Det afgørende for mig er, at der sker en mere kvalificeret afdækning i forhold til den enkelte patients behov for en særlig ernæringsindsats. På den vis vil man bedre kunne sikre korrekt ernæring under indlæggelse og at der bliver et større fokus på, at viden omsættes til handling. Der skal også være en tættere sammenhæng til såvel sygehuskøkken, afdelingens personale som til patienten. Dertil kommer ikke mindst at viden og rådgivning kan sikres bedre til patient, pårørende og/eller kommunen ved udskrivelsen når de kliniske diætister er en mere integreret del af afdelingens arbejde. På den måde kan vi bedre sikre at kosten og dens betydning bliver mere synlig og en aktiv del af både behandlingen og opfølgningen.   

Et tættere samarbejde mellem køkken og sengeafdelinger, hvor personalet kommer på ”udveksling” hos hinanden og på den måde kan tilføre hinanden viden og kompetencer, vil jeg også pege på, som en del af en større fokus på ernæring og kost.

Hvordan vil du sikre at regionen samarbejder med kommunerne om at løse problemerne med underernæring efter udskrivelsen?

Jeg er sikker på, at hvis vi får kosten til at blive en mere central del af behandlingen og bevidstheden hos personalet på den udskrivende afdeling, så vil vi kunne flytte på resultaterne. Kost skal være en del af ”check ud- listen” fra afdelingen og sygehusets diætist skal enten udfærdige skriftlige råd eller tage del i udskrivningssamtalen med patienten og de pårørende og/eller med kommunens udskrivningsenhed i givet fald de medvirker ved udskrivningen. Rigtigt mange kommuner har i dag medarbejdere placeret i udskrivningsenheder/visitatorenheder på de regionale sygehuse. Det giver en god effekt og her skal fokus også være på kosten når patienten kommer hjem.

I dag er det mit indtryk, at maden mange gange kun er i fokus, hvis kommunen skal levere mad til den enkelte og især hvis der er tale om diabetiker eller andre med særlige behov. Hvorimod den småtspisende ældre patient eller kræftpatienten ikke får samme opmærksomhed, hvilket kan give problemer for vedkommende på et senere tidspunkt. Vi skal lade være med – også som patient eller pårørende – at tage mad som så naturlig en ting i vores velfærdssamfund, at vi glemmer, hvor vigtigt det er.
 
Hvad vil du gøre for at sikre at mad bliver en del af behandlingen på de kommende supersygehuse?
 

Der er en stor proces i gang med at bygge nye sygehuse og renovere gamle. Det er i sig selv en stor udfordring, men det er en ekstra udfordring, at vi ikke ”bare” skal bygge nye sygehuse, vi skal bygge fremtidens sygehuse!  Mange emner herunder mad og hvordan den skal tilberedes for ikke at tale om hvor den skal spises fylder meget i den proces. Måltidet og maden handler om mere end bare mad – det handler om rammer og fleksibilitet.
Gode oplevelser med for det første godt tilberedt og indbydende mad samt gode rammer, der er trygge og rare at spise i kan være altafgørende for om patienten får spist. Maden er måske engang imellem blevet så meget en selvfølge, at både vi som politikere og plejepersonalet glemmer, hvor stor betydning maden har i forhold til den medicinske behandling på sygehusene.

Mad er den medicin som vi mindst kan undvære. Derfor skal der være et godt samarbejde mellem køkkenet og sengeafdelingerne, og rammerne skal være tilstede, så plejepersonalet kan tilbyde patienterne at spise i trygge rammer, der gøres så hyggelige som muligt. Stemningen og ikke mindst indbydende og præsentabel mad med den gode duft, smag og rigtige sammensætning har stor betydning.

Det er et af de områder, hvor vi i høj grad skal lytte til fagpersonalet på kost- og ernæringsområdet, ikke så meget i forhold til madens sammensætning, den er jeg sikker på, at fagfolkene udmærket kan sammensætte uden, at vi som politikere blander os i opskrifterne, men vi som politikere kan til gengæld stille spørgsmålene til fagfolkene i forhold til rammer og samarbejde og ikke mindst stille os selv det spørgsmål: ”Hvad og hvor ville jeg gerne spise selv?”
Kost og Ernæringsforbundet holdte i april måned 2013 et seminar for køkkenchefer m.fl., hvor der netop blev stillet skarpt på nogle af disse spørgsmål. Jeg har derfor store forventninger til de input, der kan komme fra forbundet såvel som køkkencheferne på sygehusene, da det i høj grad også drejer sig om, at køkkencheferne går ind og tager et tydeligt medansvar for at spille ind på ledelsesniveau i forhold til sygehusafdelingerne for at sikre fokus på madens betydning for patienterne både nu og på de nye supersygehuse.