Ti skarpe til Fødevarestyrelsen om de nye kostråd

1) Ti kostråd er mange at holde styr på. Kan det ikke være et problem at huske dem i hverdagen?

Vi er klar over, at ti råd er mange at gå rundt og huske på, og vi forventer heller ikke, at den såkaldt almindelige dansker skal kunne huske dem udenad. De enkelte kostråd skal ses som en hjælp og støtte til at fokusere lidt på nogle af de vigtigste ting, man måske bør ændre på i forhold til sine kostvaner. Hvis man eksempelvis hæfter sig særlig meget ved kostrådet om rødt kød, så kan det være fordi, man har en fornemmelse af, at man spiser for meget af det til daglig – og ved at blive mindet om det, anspores vi til at korrigere lige præcis der, hvor skoen trykker mest. Desuden er der jo kostråd nummer 1, som er et overordnet kostråd. Kan man dette ene råd, er man faktisk rigtig godt på vej. Derfor kan man starte med det første kostråd og blive fortrolig med det, og derefter kan man lære nogle af de øvrige at kende. Kostrådene kunne i princippet have bestået af tre råd, nemlig et ”spis mindre af” råd, et ”spis mere af” råd samt et ”tænk dig om” råd. Problemet er, at en sådan forenkling i virkeligheden gør det mere kompliceret, fordi der så skal flere budskaber ind i samme råd. Og da vi har forpligtet os til at tage hele paletten med, er vi gennem test kommet frem til, at det fungerer bedst ved at dele rådene op.

2) Hvordan kan det være, at der ikke responderes mere og bedre på al den kritik, der har været? Det opfattes af mange, som om kritikken er velbegrundet. Hvis evidensen er så stærk, som I påstår, er det vel en nem sag at afvise en del af den faglige kritik?

En ret stor del af kritikken kører på meninger og holdninger, og den del er det selvfølgelig vanskeligt at imødegå ud fra saglige og videnskabelige kriterier. Der er eksempelvis nogle der synes, at der mangler holdning og madglæde, at maden kunne præsenteres mere lækkert og så videre. Vi har jo alle et syn på, hvad der gør os glade, og hvad der er lækkert. Men da kostrådene per definition skal være videnskabeligt funderede, er det ikke et gyldigt kriterium i denne sammenhæng. Der er for eksempel ikke noget videnskabeligt belæg for at sige, at det er sundere at nyde maden. Når det alligevel er med som et underpunkt i kostråd nummer 1, er det mest i betydningen af mere bevidsthed og opmærksomhed omkring måltidet. Når vi undgår at spise maden på farten eller foran fjernsynet, tænker vi alt andet lige mere over, hvad vi putter i munden. Når det så er sagt, synes jeg faktisk, at mængden af kritik over for de nye kostråd har været relativt beskeden, og mens nogle kritikere skoser os for, at der hele tiden kommer nye råd – og hvad skal man efterhånden tro på? – synes andre, at der ikke sker nok på kostrådsfronten. Til de første vil jeg svare, at der har været meget stor kontinuitet gennem de seneste ti, tyve, tredive år fra offentlig side. Og til de sidste må svaret være, at der ikke sker noget nyt, før der er solidt videnskabeligt belæg for det.

3) Nogle kritikere har udtalt, at kostrådene er for unuancerede, og at der mangler fokus på kulinarisk kvalitet samt maddannelse og madkultur. Hvad vil du sige til dem?

Vi synes, at vi har lagt det rigtige snit i forhold til nuancer. Når nogle siger at ti kostråd er mange at huske på, og andre efterlyser flere nuancer – så kan man sige, at vi med de nye kostråd lægger os et sted midt imellem. Ydermere bliver de enkelte kostråd nuanceret på hjemmesiden og i pjecen, så hvis man har lyst til at dykke lidt dybere ned i dem, er der mulighed for det. Med hensyn til det kulinariske og madkulturelle, så er svaret nogenlunde det samme som på det foregående spørgsmål, nemlig at det er vanskeligt at kæde sammen med det videnskabelige. Omvendt vil jeg sige, at kostrådene denne gang er publiceret på den hidtil mest æstetiske måde i et flot layout med nogle – synes jeg – meget lækre madbilleder. Så noget er der da sket på den front.

4) Hvordan er I kommet frem til den anbefalede mængde af fisk?

Ved vurdering af evidensen er metoder, som er anvendt i de nye norske kostråd og af World Cancer Research Fund, blevet brugt i evidensrapporten fra DTU Fødevareinstituttet. Desuden er Food Based Dietary Guidelines-ekspertgruppens arbejde med opdatering af De Nordiske Næringsstofrekommendationer blevet brugt. Specifikt i forbindelse med kostrådet omkring indtag af fisk har også toksikologiske eksperter været inddraget. Så vi har et rigtig godt belæg for disse anbefalinger. Fisk indeholder først og fremmest essentielle fedtstoffer, D-vitamin og selen. Det er næringsstoffer, som er vanskelige at få – eller få nok af – gennem andre fødevarekilder. Det er hævet over enhver tvivl, at danskerne spiser alt for lidt fisk, og de anbefalede 350 g er ikke engang nok til at dække eksempelvis behovet for D-vitamin. Ydermere handler rådet om at spise en vis mængde fisk også om, at fisk er et sundt alternativ til det røde kød, som vi jo anbefaler at skære ned på. På den måde kan kostrådene ses i relation til hinanden.

5) Nu nævner selv, at der i kostrådene er sat begrænsninger på mængden af tilberedte røde kødtyper – vil du uddybe hvorfor?

Rapporter fra World Cancer Research Fund viser et solidt videnskabeligt belæg for, at der er en sammenhæng mellem et højt indtag af de røde kødtyper og udviklingen af visse kræfttyper, og at denne sammenhæng er tydeligere ved forarbejdet kød som kødpålæg og bacon. WCRF konkluderer ligefrem, at man bør holde sig fra at spise forarbejdet kød. Når vi ikke er helt så kategoriske i Danmark, hænger det sammen med, at WCRF’s undersøgelser og resultater stammer fra populationsstudier fra mange lande, bl.a. USA, og der kan være nogle forskelle – eksempelvis i den måde, kødet bliver tilberedt på, i tilbehøret og andre faktorer – som gør, at man ikke kan overføre resultaterne 1 til 1. For eksempel har vi særlige regler i Danmark, der betyder, at der bruges mindre nitrit og nitrat, og der er også forskelle i indhold af salt. Siden vi ikke ved præcis, hvad det er ved det forarbejdede røde kød, som er årsagen til sammenhængen mellem indtag og bestemte kræfttyper – eller om det er en kombination af flere faktorer - så anbefaler vi maksimalt 500 g rødt kød om ugen, vejet efter tilberedningen. Og faktisk er der ikke så langt til målet, hvad angår dette kostråd. Tre fjerdedele af kvinderne og halvdelen af mændene spiser ikke mere end denne mængde.

6) Hvorfor er minimering af salt kommet tilbage som et kostråd?

Anbefalingen om at minimere salt er et kostråd, der, om jeg så må sige, har ført en omskiftelig tilværelse. Det kom med ved udarbejdelsen af anbefalingerne i 1994, og røg ud igen i 2005. Nu er det så tilbage i de officielle kostråd. I 2005 var tanken, at folk jo på mange måder ikke selv er herre over, hvor meget salt de indtager, da størstedelen af indtaget kommer fra industrielt fremstillede produkter. I virkeligheden udgør den del, vi selv drysser på maden, forsvindende lidt i den sammenhæng. Så minimering af saltforbruget er i høj grad noget, industrien skal tage på sig, og set i den sammenhæng er kostrådet om mindre salt indirekte henvendt til industrien. De producerer jo det, folk efterspørger, og hvis den almindelige forbruger begynder at kigge efter saltindholdet i produkterne, så ved vi, at producenterne begynder at rette ind. Hvis bare der kan skæres 3 g salt af det gennemsnitlige ugentlige indtag, kan der spares 1000 menneskeliv om året. Så her er der altså en stor gevinst.

7) Hvem er kostrådene målrettet, og hvad med de målgrupper som ikke passer i det segment?

De ti nye kostråd er i første omgang målrettet de, der er ansvarlige for husholdningernes daglige indkøb og madlavning. Vi har derfor forsøgt at lave materialet, så det henvender sig til kvinder i alderen 30 +. Det er måske også netop denne målgruppe som er mest bevidst omkring, hvad der er sund mad, og vi ved jo, at der uden for målgruppen er mange, som kunne have brug for mere viden om, hvad der er sundt/usundt at spise. Det gælder eksempelvis børn og unge og ikke mindst de kortuddannede mænd, hvoraf mange ikke er opmærksomme på sundhed overhovedet. Disse målgrupper nås imidlertid ikke med en pjece med anbefalinger, og vejen til at få dem i tale skal afdækkes ved hjælp af fokusgrupper, som kan give os svar på, hvordan de så vil have serveret kostråd. En oplagt måde, at få dem til at ændre adfærd på, er gennem nudging – dvs. det skal være nemt og sjovt at træffe de rigtige valg.

8) Hvad skal indkøbere og forbrugere generelt holde øje med på varedeklarationerne?

Først og fremmest vil jeg sige: Se efter Nøglehulsmærket. Gør man det, behøver man i princippet ikke at studere varedeklarationer. Men hvis man gør, så kig efter det første, der står i ingredienslisten på varedeklarationen. Står der for eksempel: Hvedemel, sukker osv., så er sukkeret den ingrediens, der er næstmest af. Ingredienserne står nemlig i rækkefølge i forhold til, hvor meget de udgør af det samlede indhold, og det er derfor en god retningsviser i forhold til, om det er et godt ernæringsmæssigt valg. Kigger man på næringsværdien, bliver det straks lidt mere kompliceret – men er man professionel kostvejleder, vil man have et trænet øje, der hurtigt kan gennemskue den side af sagen også. Her er det naturligvis indholdet af mættet fedt, kulhydrat og natrium, der er interessant.

9) Uddyb gerne rådet om mættet fedt – er det virkelig en direkte årsag til hjertekarsygdomme?

Der har været en del debat om netop dette emne. Men konklusionen er klar: Når mere end 9 % af energiindtaget kommer fra mættet fedt, er der forøget risiko for hjertekarsygdomme. Jeg skal selvfølgelig ikke afvise, at vi bliver klogere og finder ud af noget andet om nogle år, men som det er nu, er det intet videnskabeligt belæg for at påstå det modsatte. I øvrigt er kostrådene jo ikke lavet for at genere danskere, men for at vise nogle retningslinjer i forhold til indtaget generelt. Vi skriver ikke, at det er forbudt at smøre smør på søndagsrundstykket, men tager man kostrådene til sig, vil det være naturligt at vurdere, om det nu også er nødvendigt med smør under den fede ost eller Nutellaen. I virkeligheden handler det om at bruge sin sunde fornuft og få energiregnskabet til at gå nogenlunde op i forhold til, hvor meget man bevæger sig.

10) Hvorfor er der ikke skarpere krav om, at offentlig forplejning følger kostrådene?

Her er vi inde på noget meget politisk, og det er ikke i den kontekst, kostrådene skal ses. Kostrådene ligger dog til grund for hele ernæringsindsatsen på flere offentlige områder – eksempelvis når skoler og daginstitutioner skal indføre mad- og måltidsordninger. Megen offentlig forplejning er målrettet borgere, der ikke er raske, og her er der ofte andre behov, som skal opfyldes i stedet for at følge kostrådene, idet kostrådene er rettet mod raske danskere. Vi skal imidlertid huske på, at det er kommunerne, der selv bestemmer, hvordan de prioriterer forebyggelsesindsatser. Endelig vil jeg sige, at erfaringen fra den obligatoriske madordning, som blev indført for år tilbage,  viser, at man kommer længst ad frivillighedens vej. Eksempelvis får Alt om kost’s rejsehold langt bedre respons nu, end da madordningerne var obligatoriske. Der er en grund til, at det netop hedder kostråd – og ikke kostpåbud.