Til kamp for måltiderne

Der bør laves mere mad i de danske køkkener og børnene skal inddrages, siger han og opfordrer os til at vælge friske råvarer efter sæson, danske og økologiske, og til at lade mindre mad gå til spilde.

Han er også inde på, at vi skal nyde måltidet i fred og ro. I stedet for at spise på farten eller samtidig med, at vi ser madprogrammer i fjernsynet.

Fødevareministeren retter samtidig skytset mod dagligvarehandlen. Detailhandlen skal være med til at løfte folkesundheden, men i stedet lukrerer den på vores trang til søde og usunde sager, mener han og opfordrer butikkerne til at fjerne slikket fra kassekøen.

Og kan der ikke laves aftaler om butiksindretningen, så er han parat til at lovgive – selvom det ikke er lovgivning, han sigter efter. Tværtimod, forsikrer han. Han vil starte en værdikamp. Og indtil videre er det vist lykkedes.

Fødevareministerens madrevolution har begejstret nogle og irriteret andre. Han er blevet beskyldt for at politisere, sågar af andre folketingspolitikere. Hvad har man ellers en minister til, kunne jeg fristes til at spørge. Og han er blevet beskyldt for at moralisere – et nærliggende skældsord, når man ikke er enig i politikken.

Jeg synes, det er dygtigt gjort at udnytte sommerens agurketid til at bringe så vitale emner til debat. Og det får mig til at spekulere på, hvilket ærinde ministeren mon er ude i. Har han tænkt sig at supplere de officielle kostråd med nogle måltidsråd f.eks. i lighed med dem, som Brasilien har indført: Spis måltider. Spis sammen, så vidt det er muligt. Spis i rare omgivelser. Køb ind, hvor der tilbydes friske råvarer. Og udvikl dine evner til at lave mad, lyder nogle af rådene.

Sådanne måltidsråd vil jeg hilse velkomne. Mad og måltider er ikke kun et ernæringsmæssigt anliggende, men rummer også sociale, kulturelle og miljømæssige aspekter. Og det gælder både de måltider, der bliver spist i familien og dem, der spises i de offentlige institutioner, hvor der er professionelle til at tage hånd om måltiderne.

På ét punkt er jeg dog enig i kritikken af fødevareministerens udmeldinger. Mens han opfordrer både almindelige forbrugere og de offentlige køkkener til at købe lokalt og økologisk, så vasker han sine hænder, når regioner eller kommuner slår sig sammen og laver store og brede indkøbsaftaler, der gør det umuligt at handle lokalt. Samtidig siger han, at han ikke vil blande sig i, hvordan det offentlige skal handle. Det er at tale med to tunger, det går ikke. Her må ministeren bakke op om sine egne anbefalinger og om lederne af de offentlige køkkener, der gerne vil handle lokalt. Om det så kræver lovgivning.

Læs om de brasilianske kostråd (på engelsk)

Læs om fødevareministerens madrevolution

Læs ministerens kritik af detailhandlen

Mange hilsner