Tillykke til efterspurgt 90 årig

En stolt profession

I dag er en selvfølge at Kost & Ernæringsforbundets medlemmer er eksperter i ernæring og kan give den professionelle omsorg, der skal til, for at maden bliver spist med glæde  Men et blik tilbage i historien viser, at den faglige identitet ikke er kommet af sig selv.

Mestre i mad og sundhed

Kost & Ernæringsforbundet har for nylig afsluttet et omfattende professionsarbejde for at kortlægge professionens værdier, som de ser ud i dag.

- Vi har sat ord på kost-, ernærings- og sundhedsfagliges arbejdsområder og de værdier I arbejder ud fra. Uanset hvor i professionen I arbejder, bygger arbejdet på faglig stolthed, fokus på borgere og patienter, ansvarlighed, professionalitet og kvalitetsbevidsthed, siger Kost & Ernæringsforbundets formand i sin leder i fagbladet i anledning af 90 års dagen.

Forebyggelse i kommunerne

Og de værdier er der rift om.

Det fremgår af sundhedsministerens lykønskning, men også i kommuner og regioner er der stor opmærksomhed på kostens betydning for både forebyggelse og behandling.

– Ansæt diætister og oprust på den kost-, ernærings- og sundhedsfaglige indsats lyder opfordringen til kommunerne fra formanden for KL’s social og sundhedsudvalg Anny Winther. Hun peger på de småtspisende ældre som et område, hvor der skal sættes ind. Men også kostvejledningen til  borgere med kroniske sygdomme og forebyggelse af livsstilssygdomme skal op i gear, mener hun

Kæmp for sygehuskøkkenerne

Ulla Astman, der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner opfordre kost-, ernærings- og sundhedsfaglige at komme på banen med nye, spændende løsninger.

– Det er vigtigt at involvere hospitalskøkkenerne i behandling og pleje. Ikke mindst på de nye supersygehuse med mange svage patienter, ønsker hun.

Medlemmer med høje ambitioner

Og det er kost-, ernærings- og sundhedsfaglige parate til.

De vil gøre en forskel for borgerne, for miljøet og folkesundheden, siger de til fagbladet, hvor de ser tilbage på et arbejdsliv, der har undergået store forandringer, og samtidig tager sig et kik i krystalkuglen. 

Fagbladet udkommer i dag og vil inden længe være tilgængligt her på hjemmesiden.