Uddannelse betaler sig

Analysen tager udgangspunkt i perioden fra 2004 – 2017, hvor der er forsvundet 148.700 ufaglærte jobs. Men også folk med korte uddannelser fx en EUD har i perioden været udsat for en nedskæring i mængden af stillinger, da der her er forsvundet 50.300 jobs. Selvom nogle jobs er forsvundet for de faglærte, er gruppen bedre rustet til at gribe nye udfordringer og er mere omstillingsparate end ufaglærte.
Samtidig er stillinger til folk med lange uddannelser fra universiteter steget markant. Der tegner sig dermed et billede af et arbejdsmarked, hvor uddannelse er altafgørende for at få foden inden for.

For Kost og Ernæringsforbundets medlemmer betyder uddannelse mange ting. Det kan være et karriereskifte fra ernæringsassistent til professionsbachelorer i ernæring og sundhed, men det kan for rigtig mange også være efter- eller videreuddannelse inden for grene af ens arbejde, fx bæredygtighed, dysfagikost eller ledelse.
Efter- og videreuddannelse styrker den enkelte medarbejders evner, og det gavner arbejdspladsen og de berørte borgere/patienter, som får glæde af den effekt, den nye viden har på ernæring, maden og måltidet.

De mange ufaglærte i køkkenerne

Samtidig er analysen også et opråb til de mange arbejdspladser, hvor ufaglærte står i køkkenerne eller bag disken. Ved at uddanne ufaglærte medarbejdere kommer arbejdspladsen til at være bedre rustet til fx det kommende arbejde med bæredygtighed og mål om et reduceret klimaaftryk, og det giver langt større muligheder for den enkelte medarbejder at komme videre med en karriere, når der er en faglig uddannelse bag.

I løbet af 2020 har Kost og Ernæringsforbundet deltaget i en landsdækkende kampagne sammen med en række organisationer gennem Fagbevægelsens Hovedorganisation for at skaffe flere voksenlærlinge til de offentlige og private arbejdspladser. Her skaffede forbundet cirka dobbelt så mange, som var målet.
Det viser, at der er en velvilje ude blandt lederne til at uddanne personalet, og det er der brug for, da gruppen af ernæringsassistenter, som forlader arbejdsmarkedet inden for en kortere årrække, er voldsom stigende. Den velvilje håber forbundet vil fortsætte ind i 2021, hvor Corona-pandemien i 2020 har haft lukket en betydelig mængde arbejdspladser, og arbejdsledigheden er steget. Her kan voksenlærlingeordningen være en vej ind på arbejdsmarkedet for ufaglærte og faglærte fra andre brancher, som ønsker at arbejde som ernæringsprofessionel.

 

Læs hele analysen her