Relateret indhold

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Fagligheden er en stærk drivkraft

At blive endnu bedre til mit fag, så jeg kan gøre en forskel for de mennesker, jeg laver mad til. At videreudvikle og videreuddanne mig. At skabe større synlighed og stolthed om vores fag som ernæringsassistenter.

Sådan kunne man kort fortalt definere en ung ernæringsassistent. Det er i hvert fald budskaber, som går igen og igen i en spørgeskemaundersøgelse blandt en gruppe af forbundets medlemmer med det fælles kendetegn, at de er unge − mellem 19 og 29 år − og har taget eller er i gang med en uddannelse som ernæringsassistent. Næsten 60 procent af deltagerne i undersøgelsen er tilfredse med deres arbejdsliv, mens 40 procent overvejer at skifte job eller begynde på en ny uddannelse.

Ønsker sig et udviklende arbejdsliv

“Jeg vil være stolt af det, jeg laver. Jeg vil skabe en mere positiv tilgang til storkøkkener og faget ernæringsassistent”, lyder én af besvarelserne på spørgsmålet om, hvilke drømme og ambitioner de unge ernæringsassistenter har. Og det, de lægger allerstørst vægt på ved deres fag, er at have et spændende og udviklende arbejdsliv med relevante faglige udfordringer. Det siger mere end 6 ud af 10 (63 procent) er betydningsfuldt for, at de kan se sig selv i faget også om 20 år. Godt halvdelen (52 procent) fremhæver det at gøre en forskel for brugerne som vigtigt. Og halvdelen lægger vægt på at have et arbejdsliv med plads til børn, familie, venner og fritidsaktiviteter.

Det er mere tankevækkende, at hver tredje unge ønsker, at deres forhold til kollegerne og til deres nærmeste leder var bedre, end det er i dag. Og hele 66 procent − altså to ud af tre − er bekymrede for at få fysiske skavanker af deres arbejde.

Mere end 40 procent er desuden i tvivl om deres rettigheder, når det gælder arbejdstid, varsling, sygdom og ferie. Andre fremhæver, at de bruger deres fagforening, hvis de er i tvivl om noget. Langt de fleste vælger at tale med en kollega, hvis de går med tanker om noget, de synes kunne være bedre på arbejdspladsen. Lidt færre vælger deres nærmeste leder som fortrolig. Kun 2-3 procent tager fat i deres tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant.

God plads til faglig udvikling

De fleste er tilfredse med rammerne om deres arbejde, som de synes giver dem mulighed for at levere god kvalitet og udnytte deres faglige evner. Mere end halvdelen oplever også, at de får mulighed for at udvikle sig fagligt gennem læringsaktiviteter og udviklingsprojekter. Og de har en lang række ønsker til temaarrangementer, som Kost og Ernæringsforbundet kunne udbyde. Det gælder blandt andet temaer som dysfagi, vegetarmad, overvægt blandt børn, ernæring og økologi. De vil dog helst ikke bruge mere end en time på transport til et sådant arrangement.

Skulle de have kontakt med deres fagforening i øvrigt, passer det også de fleste bedst, at det foregår over telefonen eller i en chat, men videoer fra forbundet og lokale arrangementer er også på listen.

FAKTA
 

Unge ernæringsassistenter

Spørgeskemaundersøgelse er gennemført i august 2018 blandt ca. 600 ernæringsassistenter.

130 har svaret. Af dem er 51 procent i fuldtids-
eller deltidsarbejde. Og 38 procent er under uddannelse. Resten er ledige eller ‘andet’.

www.kost.dk/ungesurvey

Elsker du også at lave mad

Kost og Ernæringsforbundet har lavet en kampagnefilm, hvor unge ernæringsassistenter fortæller om deres job. Filmen er henvendt til unge, der skal vælge uddannelse og kan ses på Instagram og Facebook samt på kost.dk, hvor du også kan læse mere om ernæringsassistentuddannelsen.

www.blivernæringsassistent.dk

 

Min drøm er at blive diætist eller fødevareforsker

Sofie Bengtsson Baumgarten, 19 år, EUX-elev i centralkøkkenet på Herlev Hospital. Er færdiguddannet i sommeren 2019.

− Det er det fedeste i verden at føle, at man gør en forskel. Lige nu er jeg ved at lære om grøntsager i vegetarafdelingen i køkkenet, og bagefter skal jeg i diætafdelingen − vi har Danmarks største. Jeg er også måltidsvært, og når vi er oppe på afdelingen for at servere maden for patienterne og ser glæden hos dem, som normalt ikke har lyst til at spise, men som spiser 5-7 af ‘Herlevs Herligheder’ (næringsberigede mellemmåltider, red.), fordi der både er betjening og selskab, er det bare fantastisk. Vi giver også de ældre madpakker med hjem, når de udskrives − det er for at undgå genindlæggelser. Jeg får helt gåsehud bare ved at tale om det.

− Min interesse for faget stammer fra dengang, jeg som overvægtig ung var på Julemærkehjem. Her fik jeg lov at være med i køkkenet, og jeg tabte 15 kg, fordi jeg lærte, hvor vigtig ernæringsrigtig kost er. At tage uddannelsen på EUX er den perfekte løsning for mig, fordi undervisningen er meget teknisk, og jeg er lidt nørdet. Og så kan jeg også nemmere læse videre en dag. Min drøm er at blive diætist eller fødevareforsker og udvikle f.eks. proteinpulver og proteindrikke med andre smage end dem, vi har i dag.

− Min ambition og mission med faget er at gøre det tydeligt for vores samfund og stat, at vi er sindssygt vigtige. Vi kan alt muligt, og der skal være en af os på hver eneste restaurant. Vi skal sidde med i ledelsen, vi skal være med til at bygge sunde menuer op osv. Vi kan f.eks. være med til at påvirke udviklingen i overvægt, hvor mange giver op, selvom de godt ved, hvad de bør spise, fordi vi kan gøre en forskel med vores sunde mad − også i samarbejdet med kokkene. Men desværre er vi stadig lidt usynlige.

 

Vi skal have prestige ind i faget

Matthias Hindberg Palmelund, 20 år, uddannet EUX-ernæringsassistent i juni 2018. Arbejder pt. i en vens frokostrestaurant på Frederiksberg.

− Lige nu tager jeg tingene, som de kommer − jeg er stadig ung, og verden er stor. Derfor har jeg ikke lagt mig fast på, hvad jeg skal med min uddannelse, men jeg er slet ikke bekymret for, om jeg kan få et job. Jeg kan være mere bekymret for, om vores uddannelse er ved at uddø. Der er jo færre og færre, som søger ind på den. Det skal vi have gjort noget ved. Og så skal vi sørge for at holde os opdaterede og ‘moderne’ i faget. Jeg synes, jeg har mødt lidt for meget ‘sådan plejer vi at gøre’ blandt nogle af de ældre kolleger.

− Vi skal have fat i de unge allerede i folkeskolen, hvor de fleste jo bliver sendt videre til gymnasiet. UU-vejlederne skal klædes bedre på. Jeg havde heller ikke hørt om uddannelsen, før jeg selv søgte på nettet på ‘noget med mad’, og så lød det jo bare vildt spændende, fordi der bliver gået i dybden med smag, ernæring osv. Så der skal nudging til. Vi skal f.eks. vise de unge, hvordan vi arbejder − og her synes jeg, at Skills (danmarksmesterskaberne for håndværkere, red.) er helt fantastisk og giver prestige til vores fag.

− Min plan er at videreuddanne mig inden for ernæring og sundhed, og så tænker jeg, at jeg om måske 15 år, når jeg har fået en del erfaring, gerne vil være faglærer. Så har jeg noget at give tilbage til faget. Jeg havde selv nogle meget passionerede og engagerede lærere, som var rollemodeller for mig. Den faglige stolthed, jeg mødte hos dem, vil jeg gerne selv give videre.

 

Fedt at opfylde ernæringsbehovet hos særlige målgrupper

Amalie Søndergård-Petersen, 23 år,

ernæringsassistentelev hos Mad & Måltider i Aabenraa, som laver mad til ældre borgere. Bliver udlært i januar 2019.

− Jeg arbejdede som afløser på et plejehjem i to år, og da jeg så arbejdet i køkkenet, gik det op for mig, at jeg ville være ernæringsassistent. I øvrigt har jeg lige siden, jeg var lille, interesseret mig for mad og eksperimenter i køkkenet. Det kan jeg bruge nu, hvor jeg som ernæringsassistent både kan få lov til at være madhåndværker og lave mad til borgerne af lækre råvarer, give dem en sundere hverdag og være med til at gøre deres indkøbsvogne grønnere.

− Jeg vil gerne have et spændende job, hvor jeg kan blive ved med at udvikle mig fagligt. Men jeg vil også gerne gøre en forskel i hverdagen ved at hjælpe mennesker i alle aldersgrupper til et sundt liv. Jeg tror på, at mad kan mere end at mætte − næringsrig mad kan holde os sunde, raske og velfungerende fra vugge til grav. Og uanset om det handler om mennesker med tygge-synkebesvær, overvægt eller andre livstilssygdomme, så kan vi tilpasse kosten så den opfylder deres behov og passer til deres madkultur og præferencer. Det er noget af det fedeste ved at være ernæringsassistent.

− Jeg ville ønske, at TV ville vise et program om vores fag − eller bare en kort reklame. Det er vigtigt at gøre noget for at fange de unge tidligt. Uddannelsesvejlederne i folkeskolen præsenterer jo alle for handelsskole eller gymnasium − så allerede her kunne man gøre en forskel ved at få dem til at tænke vores uddannelse ind i vejledningen. Og så skal vi have fat i de unge via de sociale medier, som Kost og Ernæringsforbundet også gør med deres kampagne for uddannelsen lige nu.

 

Min passion er dysfagikost

Martina Garner Fritz, 29 år, uddannet ernæringsassistent i sommeren 2018. Ansat i Sundhedscenter Ceres i Horsens, der producerer mad til plejeboliger, hjemmeboende ældre og en café for ældre.

− Allerede på skolen fik jeg interesse for dysfagikost, og siden jeg blev udlært, har jeg været på forskellige studieture og kurser. Til daglig laver jeg dysfagikost til 20 og får lov at eksperimentere, hvis jeg har tid. Det vækkede noget i mig at kunne få en ret, det kunne være medister, til at ligne det, den er, men med en anden konsistens. Det betyder, at de mennesker, der normalt ikke kan spise medister, stadig kan få smagen af den. De skal ikke snydes − og det er vildt spændende at håndrulle og pensle med farve, så det både ligner og smager som medister.

− Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle være − jeg har været omkring både kontor og pædagog. Men da jeg fik et afløserjob i et sygehuskøkken og så, hvordan de lavede god, ernæringsrigtig mad, tænkte jeg: Det er det, jeg skal. Og jeg er havnet på den rigtige hylde. På sigt kunne jeg godt tænke mig at undervise i dysfagikost på uddannelsen.

− Jeg kan godt være bekymret for alle de tunge løft, som vi er udsat for hver dag, selvom vi har maskiner til at hjælpe os. Jeg skal jo holde i 40 år endnu. Så selvom jeg stadig er ung og ikke tænker så meget over det i det daglige, kan jeg se, at nogle af de ældre kolleger får skavanker. Til gengæld er jeg glad for arbejdstiderne, som gør, at jeg kan hente min lille datter og stadig have noget dag tilbage sammen med hende. Så selvom jeg er træt om aftenen, synes jeg, at mit job har en god balance mellem arbejde og fritid.