Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Vi trives når vi tager ansvar

  • Tina Juul Rasmussen [ T E K S T ] Sif Meincke [ F O T O ]

”Nu skal jeg leve min livsdrøm”. Sådan tænkte 48-årige Eva Beierholm Bendtsen sidste efterår, da hun besluttede at kvitte 25 års karriere som leder og gøre en mangeårig nebengeschäft som konsulent, coach og kostvejleder til sit fuldtidsvirke.
− Jeg har været i køkkenbranchen siden 1983 og har som leder mange gange stået med en konsulent og tænkt: ”Fint nok, men husk lige, at de laver mad her.”
Jeg synes ofte, det har knebet med at forstå hele konteksten og faggrupperne i køkkenet og tænkte, at jeg, med min baggrund, ville have en anden vinkel på tingene, hvis jeg kom ud som konsulent i et køkken.

Har pligt til at råbe op
I dag kan Eva Beierholm Bendtsen skrive ’Livs-appetit’ på visitkortet og lever nu med egne ord af at sælge nydelse og livsglæde til kvinder. Og trivsel til arbejdspladser. To sider af samme sag, mener hun.
− Begge dele handler om, at vi skal lære at tage ansvar for og have tillid til os selv i stedet for hele tiden at ville gøre noget godt for andre for selv at få det godt. Jo, det må vi godt − når vi først har gjort noget godt for os selv og ad den vej er fyldt op.
Eva Beierholm Bendtsens grundlæggende filosofi er, at når man tager ansvar for sig selv, trives man. Og når man trives, skaber man livsglæde og overskud − både hvad angår tid, ressourcer og resultater. Så kan man gå hjem kl. 16 og stadig være frisk mentalt, selvom jobbet i køkkenet er fysisk krævende.
− Mange kvinder har valgt sundhedsområdet, fordi vores mønster er at tage os af andre. Og det er fint, hvis vores egen kop er fuld, men er den tom, gør det ondt at dele ud. Og det skaber dårlig trivsel og stress på mange arbejdspladser. Også fordi vi er opdraget til at give andre ansvaret for det, som ikke fungerer: på arbejdspladsen er det ledelsen, skolen giver vi ansvaret for vores børns trivsel osv. Den tankegang prøver jeg at gøre folk bevidste om: Jo, det er ledelsens ansvar at sætte ordentlige rammer for dit arbejde, men det er ikke ledelsens ansvar, at du er glad på dit arbejde. Det ansvar må du selv tage, blandt andet ved at have en holdning og sige den højt. Det mener jeg faktisk er din pligt som medarbejder.

Lyttede ikke til sit hjerte
Så når et køkken eller en anden virksomhed ringer til Eva Beierholm Bendtsen, farer hun ikke ud og fortæller ledelse og medarbejdere, hvad de skal gøre for at genfinde livsglæden.
− Jeg ved fra mine mange år som coach og leder, at de godt selv kan løse problemerne. Jeg har en værktøjskasse med ideer, men tit opfinder de selv løsninger, som er meget bedre.
Eva Beierholm Bendtsen lærte selv tidligt i sit arbejdsliv at tage ansvar.
− Da jeg uddannede mig som ernæringsassistent, vidste jeg godt, at jeg hellere ville være økonoma. Andre mente dog, at ernæringsassistent var den rigtige vej for mig. Havde jeg lyttet til mit hjerte, var jeg blevet økonoma med det samme.
− Men nu lærte jeg til gengæld at lave mad, og det er jeg glad for.

Blå bog

Eva Beierholm Bendtsen, 48 år. Køkkenassistent i 1984, økonoma i 1987. Senere merkonom i administration, lederuddannet i ’den lærende organisation’ og certificeret Master life and business coach. Har haft en række lederjob på plejehjem og sygehuse sideløbende med konsulentvirksomhed. Sprang ud med virksomheden Livs-appetit i 2012.

Min hverdag

  • Caro Emerald:  Deleted Scenes from the Cutting Room Floor er skøn jazz. Jeg bliver i godt humør og får bevæget mig.
  • Maleriet er fra: min 15-årige datter. Hun malede det, da jeg skulle starte som selvstændig. Hun er vildt kreativ, det nyder jeg.
  • Friske blomster: Vi bygger om, og her ligner noget, som er løgn. Men jeg har altid friske blomster, ofte kornblomster og roser.
  • Mit logo er lavet af en dygtig grafiker og er et perfekt miks af det, jeg gerne vil: flow og handling, feminint og maskulint, yin og yang.
  • Spis, bed og elsk:  om en kvinde, der opdager, at hun kan bestemme over sit liv, bliver grounded gennem meditation og bøn og får øje på kærligheden − det allervigtigste i livet.