Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ TEKST OG OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov  [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Månedens opskrift: Danske Skaldyr
Tina Juul Rasmussen    [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Ledelse under Corona kræver mod
Sanne Hansen    [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Buffet i krise
Mette Iversen    [ TEKST ]  iStock [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Japansk svamp åbner for velsmagen
Mette Jensen   [ TEKST ] Henrik Frydkjær [ FOTO ]
Fagbladsartikel 24/06/2020 Du har ret til arbejdstøj

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Vil gøre dansk madkultur grøn

  • Tine Sejbæk  [ TEKST ] Peter Sørensen   [ FOTO ]
    Tine Sejbæk [ TEKST ] Peter Sørensen [ FOTO ]

− Ingen havde taget opgaven med at oplyse om, at en grøn kost uden kød, æg og komælk også kan være fyldestgørende og endda sund for spæd- og småbørn. Nogen var nødt til at tage den kamp, der er sindssygt vigtig, og det blev så mig, siger Maria Felding, der selv har levet vegansk i 15 år.

Det startede med en pjece for Dansk Vegetarisk Forening om vegansk og vegetarisk kost til gravide, ammende, spædbørn og småbørn. Maria Felding fik lyst til at gå langt mere i dybden og skrev ernæringsbogen ‘Grønne spirer − alt om vegansk ernæring til børn’.

 − Man kan få indtryk af, at kun veganere bør være opmærksomme på deres børns kost. Men der er ingen garanti for korrekt ernæring, blot fordi man spiser kød, æg og mælk. Tværtimod. F.eks. har 10-25 procent af de danske børn overvægt eller svær overvægt, og en del har forstadier til type 2-diabetes.

Lettede patienter

Cirka en gang om ugen kommer der forældre forbi Maria Feldings klinik på Østerbro i København for at få rådgivning i vegansk kost til deres barn. Derudover vejleder hun mennesker med f.eks. diabetes, tarmsygdomme og hjertekarsygdomme.

Maria Felding finder det problematisk, at mange generelt tror, at kød er en nødvendighed for deres helbred og ernæring.

− Sundhedsforvirringen er enorm, og det lider mange under. Jeg har mødt 70-årige kvinder, der har følt sig tvunget til at spise kød hele livet på grund af myter.

− Jeg elsker mit arbejde, og noget, der virkelig motiverer mig, er at se lettelsen i folks øjne, når jeg fortæller dem, at de ikke behøver at tælle kalorier, faste, spise morgenmad, spise kød eller andre ting, de ikke har lyst til.

Vant til kritik

Det kan godt give knubs at være fortaler for grøn mad, og allerede på uddannelsen oplevede hun at blive set lidt skævt til.

− Mange sagde: “Du kan da aldrig blive diætist, når du er veganer − hvad vil du sige til patienterne?”

Maria Felding har ud over bøger skrevet mange artikler om plantebaseret kost, og det er ikke usædvanligt for hende at møde kritik f.eks. på Facebook.

− Meget bunder i misforståelser. Men indimellem er det nærmest som om, mange vil misforstå mig. Jeg går ikke ud og siger: “Bliv veganer”. Mit budskab er, at animalske produkter ikke er nødvendige, og at vi er nødt til at give fødevarer som grøntsager, nødder, linser og bønner førsteprioritet for at afhjælpe sygdomsbyrden.

Muligt at ernære vegansk

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at give spædbørn vegansk kost − men i 2018 nuancerede de deres vejledning til, at det er muligt at ernære et barn vegansk, hvis man sørger for at give tilskud af B12 og søger rådgivning hos en diætist. 

− Jeg tror, Sundhedsstyrelsen først skal se et større skift i befolkningens kostvaner, før de ser en anledning til at vejlede mere konkret i vegansk kost til børn, siger hun.

Maria Felding

33 år

Uddannet klinisk diætist i 2010. Uddannet cand. scient. i klinisk ernæring i 2013. Selvstændig klinisk diætist siden 2014. Medforfatter til ‘Den plantebaserede kost’ (2016/2020) og forfatter til ‘Grønne spirer’ (2019) om grøn ernæring til børn, gravide og ammende.

MIN HVERDAG

Min hund: Jeg bruger al min fritid på hende. Har hun en god dag, har jeg en god dag. Jeg har klinik hjemme, så vi er sammen hele dagen.  

Naturen: En god dag for mig er er at komme ud i skoven, uanset om jeg løber eller går. 

Mit job er min hobby: Jeg arbejder 24/7. Også i weekenderne, hvor jeg f.eks. holder foredrag og opdaterer mig på forskning. 

Grønne planter: Jeg har et plantehjem uden lige! Mine grønne planter fylder inde samt ude i den lille have, jeg har til stuelejligheden.

Min familie: Familie og venner betyder rigtig meget.