De passer på andre – og på sig selv

Her får du et par glimt af hverdagen for ernæringsprofessionelle, der trods forskellige udfordringer, alle har været kreative og fundet en ny normal, hvad enten de er sendt hjem i venteposition, laver mad til ældre i leve-bomiljø, på plejehjem eller hospital, vejleder børn og unge i psykiatrien eller sørger for mad til sundhedspersonalets børn i en af de få daginstitutioner, der skal holde åbent.

 

Jette Rytoft Mortensen

klinisk diætist og behandler i Børne og unge- psykiatrien på Vejle Sygehus,
hvor hun vejleder børn og unge med spiseforstyrrelser.

” Vi holder vores aftaler med patienterne, men mange møder foregår telefonisk. Det fungerer. Men der er andre udfordringerne her på sygehuset. Jeg er arbejdsmiljørepræsentant og kan mærke, at mange er bekymrede for forholdene, siger Jette Rytoft.

Vi passer vores arbejde, men ikke uden bekymring

 

– Vi arbejder på fuldt tryk i psykiatrien, som vi plejer. Det er der ikke ændret på. Men vi ser ikke så mange patienter, som vi plejer. De patienter, vi kender, og som har tid til en konsultation, taler vi i stedet med i telefonen. Men de, der kommer her for første gang, er vi nødt til at mødes med.

– Jeg har f.eks. lige talt med en familie på fire.

Familien ringer, når de er fremme. De venter i bilen, og når Jette Rytoft er klar, henter hun dem på parkeringspladsen. De følges ad op på afdelingen, uden om venteværelserne – og overholder alle retningslinjer med afstand, sprit osv.

– Jeg har også fundet et større mødelokale, så vi kan sidde mere spredt. Og mens vi normalt holder møde i fire timer første gang, er det kortet ned til en times samtale og en lægeundersøgelse, fortæller Jette Rytoft Mortensen.

– Så holder vi resten af mødet i morgen. På telefon - og med medhør, så alle kan deltage. Normalt ville vi benytte telepykiatri, men der er presset for stort lige nu.

– Familier, der er i et forløb, bliver også bedt om at finde vægten frem og sende data til mig i stedet for at møde op til vejning.

Så vidt samtalerne med patienterne. Men samarbejdet i psykiatrien kræver mange møder med kolleger – og de foregår ikke helt optimalt, mener Jette Rytoft.

– Mødelokalerne levede ikke op til sikkerhedskravene efter min mening. Det meddelte vi ledelsen, og der er allerede taget action på det.   

– Som arbejdsmiljørepræsentant har jeg taget initiativ til at kollegerne kan melde ind, hvis de har bekymringer og forslag. Den opfordring fulgte 30 ud af 60 kolleger – det siger helt klart noget om, at mange er bekymret.

– Fremover skal der være færre med til møderne. Når vi holder konferencer, vil vi kun mødes med de, der aktuelt har noget at bidrage med omkring patienten. Så må vi undvære den brede, mundtlige sparring, vi er vant til. 

Og ellers …

– Tja, vi er jo i en overgangsfase. Vi har pakket alt legetøjet sammen. Og lukket for kaffeautomaten. Det kan lyde småt, men har måske stor betydning. De af vores patienter, der er særligt sårbare ledes uden om venteværelserne. Hvor der nu kun må sidde op til tre familier.

– Og ja, der indløber stadig flere sygemeldinger… I dag er ti kolleger sygemeldt. Det er helt usædvanligt – og bekymrende.

 

Gitte Bangsgaard

Leder af køkkenet på Kastanjehaven Frederiksberg,
der leverer mad til beboerne og tre andre plejehjem i kommunen med 400 beboere i alt.

" Jeg er nødt til at sætte mine egne behov til side og være der for beboerne. Og jeg har bedt personalet om at gøre det samme. Vi skal være så friske som muligt, siger Gitte Bangsgaard

Vi forsøger med en sluttet cirkel

 

To gange om dagen, klokken 7 og klokken 11, er der statusmøde. Klokken 7 er der måske tilmed tebirkes til kaffen.

– Så fortæller jeg, hvad der er af nyt. Det kan være her på stedet – de skal vide det, hvis der syge medarbejdere eller beboere. Det kan være nyt fra kommunen. Eller fra statsministeren eller sundhedsministeren. Vi drøfter de beslutninger og retningslinjer, vi får. Jeg kan også finde på at dele materiale ud, så vi får ny – og fælles viden.

På møderne er der plads til at lufte bekymringer og stille spørgsmål. Det er med til at skabe tryghed og arbejdsglæde.

– Det er vigtigt. Vi skal jo være friske til at gå på arbejde. Beboerne er helt afhængige af os, understreger Gitte Bangsgaard.

Og det mærkes, at det ligger hende meget på sinde. Så meget, at hun har meddelt sin familie at de ikke skal regne med hende for tiden.

– Jeg er nødt til at sætte mine egne behov til side og være her for beboerne. Og jeg har bedt personalet om at gøre det samme, erkender hun. Vi skal holde os friske! Så jeg beder dem om at køre direkte hjem fra arbejde og blive hjemme.

– Ikke alle er lige begejstret. Men de er seje alligevel. De tager ansvar og er stolte over indsatsen. Og de tilbyder tilmed at tage ekstra vagter. Og at komme i weekenden. Det er en fantastisk oplevelse.

– Og vi har brug for det, for jeg har måttet sende nogle udsatte medarbejdere hjem, f.eks. en, der netop er opereret for en kræftsygdom. De løber for stor en risiko ved at være på arbejde, forklarer hun, hvorefter hun nævner nogle af de mange praktiske foranstaltninger, som de har sat i værk:

– Når vi leverer mad til de øvrige plejecentre, stiller vi maden i forhallen. Sådan foregår det også hos os selv. Ingen ’fremmede’ kommer ind.  Alle møder er aflyst. Og håndværkere er sendt hejm. End ikke pårørende må komme ind, siger Gitte Bangsgaard. Og det minder hende om en lille ekstra opgave, de har fået.

– Når pårørende har stillet blomster og chokolade ved døren, pakker vi gaverne om, inden vi går ud med dem. Det er for at hindre smitte fra emballagen.

– Forleden stod der en pårørende på P-pladsen og talte i telefon samtidig med, at han vinkede – Vi undrede os, indtil vi så mor, der ’hang’ i vinduet. Man finder sine måder. Det var rørende.

Sabina Walløe Thorsen

Ernæringsassistent og leder af ISS’ kantine i Holmbladsgade.
Kantinen laver mad til et hus fyldt med medarbejdere, der pt. er sendt på hjemmearbejde.

” Vi er sendt på tvungen afspadsering og ferie - men jeg har en medarbejder, der hverken har det ene eller det andet. Jeg ved ikke hvordan hendes chancer er for at forblive i arbejde.

Tom kantine sender medarbejderne hjem

 

En tom kantine giver ingen mening, så Sabina Walløe Thorsen er sendt hjem. Ikke på hjemmearbejde. Men derimod på ’ferie’ sammen med sine ’hjemsendte’ børn.

– Selvfølgelig er det godt og hyggeligt at være sammen med børnene. Men det er ikke ferie. Og skal jeg være helt ærlig, vil jeg hellere på arbejde. Det er også en ’sur’ måde - jeg vil jo hellere gemme ferien – til det er muligt at være sammen hele familien og foretage sig noget ’ferieagtigt’.

Men det er ikke et valg. Opskriften som Sabina Walløe må følge lige nu hedder:  Brug din afspadsering, spæd op med fem fridage, og tilsæt så resten af ferien.

– Og jeg er spændt på, om ISS vil ændre på det efter Trepartsaftalen er indgået, siger hun.

ISS, som driver kantinen i Holmbladsgade, har mange kantiner. Og pt. mange lukkede kantiner. Nogle holder dog gang i produktionen på arbejdspladser, hvor medarbejderne skal være på arbejde.

– Jeg har en medarbejder, der er ansat for nylig. Hun har hverken opsparet ferie eller afspadsering, så hun vil gerne flyttes til en af de kantiner, der er i gang. Det har jeg forsøgt at fikse. Men der er mange på listen … så jeg ved ikke hvor stor hendes chance er, siger en bekymret kantineleder.

Selv startede hun optimistisk med en større hovedrengøring i kantinen og planlagde at rydde noget af det administrative arbejde af vejen, der har hobet sig op gennem længere tid, fordi hele ISS koncernen har været ramt af et omfattende hackerangreb. Men systemet er ikke fuldt oppe at køre – og kommer det næppe, for lige nu handler alt om håndtering af corona - selvfølgelig.

– Og hovedrengøring harmonerer jo heller ikke med, at vi er sendt på tvungen ferie …
– Så, lige nu drømmer jeg om bare om lidt solskin, siger Sabina Walløe.

 

Bettina Bøgelund,

ernæringsassistent på plejecentret Æblehaven i Brøndby Strand,
hvor køkkenet leverer mad til omkring 100 ældre fordelt på 11 huse.

” Vi skiftes til at være på tvungen afspadsering, én dag ad gangen. Vi sparer tid op til et nødberedskab, hvor vi kan gå ind og støtte plejepersonalet, hvis der bliver brug for det.

Klar til et nødberedskab

 

– Ja, ring du bare, svarer Bettina Bøgelund, jeg har god tid i dag, for jeg har ferie.

Mens Bettina Bøgelunds ferie netop i dag er planlagt, er der andre dage, hvor hun og kollegerne på Æblehaven sendes på tvungen afspadsering. Siden jul har der været ekstra travlt på grund af sygdom i køkkenet, og de har i fællesskab ophobet både ferie og afspadsering. Det afvikler de nu for at være klar til at hjælpe, hvis der bliver behov for et særligt nødberedskab. De kan blive aktuelt, hvis smitten skulle ramme medarbejderne i plejen.
– Det er jo en hel ekstraordinær situation, siger Bettina Bøgelund. Og alle vil gerne hjælpe.

– Det er den ene forklaring. Den anden er, at vi jo slet ikke har den samme daglige produktion, som vi plejer. 100 portioner, det er halvdelen af, hvad vi plejer. Vi har ingen mødeforplejning. Vi har lukket cafeen. Og vi har lukket dagcentret. Vi leverer normalt mad til begge steder – men nu må ingen kommer her. De hjemmeboende pensionister må faktisk klare sig selv, lyder det bekymret fra Bettina Bøgelund.

– Det betyder, at vi har god tid. Og derfor skiftes vi til at tage en ’fridag’. Det giver god mening. Vi planlægger afspadseringen i fællesskab, så det passer os bedst muligt. Der er selvfølgelig også kolleger, der ikke har afspadsering – og de skal på arbejde. 

- Pointen er, at vi skal være klar til at rykke ud, hvis der bliver behov. Vi er forberedte på, at vi skal støtte plejepersonalet – med det, vi nu kan. Give beboerne omsorg – som vi ville gøre det med vores egne gamle, siger Bettina Bøgelund.

Maden til de 11 huse leverer de, som de plejer. Men de har aftalt, at det så vidt muligt er de samme to medarbejdere, der bringer maden ud. Ellers er ingenting, som det plejer.

- Vi har lukket ned for alt ude fra – undtagen levering af varer.