Relateret indhold

Tina Juul Rasmussen [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 18/09/2019 Ledere får også stress
Tina Juul Rasmussen [ TEKST ] iStock [ FOTO ]
Fagbladsartikel 18/09/2019 Når maden tager magten
Mette Jensen  [ TEKST ] Henrik Frydkjær [ FOTO ]
Fagbladsartikel 18/09/2019 Besparelser går ud over behandlingen
Tina Juul Rasmussen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 18/09/2019 Det er børnene, der batter
Fagbladsartikel 18/09/2019 Ketogen kost virker på epilepsi

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Det er slut med at tænke: Når jeg bliver tynd, så ...

  • Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] iStock [ FOTO ]
    Tina Juul Rasmussen [ TEKST ] iStock [ FOTO ]

En kollega skulle på barsel, og til receptionen var der sodavand, snacks og chips på bordet. Det eneste, Hanna Andersen tænkte på, var, hvor meget og ofte hun kunne spise af det. Hun holdt øje med de andre: Hvor meget spiste de, hvor tit tog de?

− Jeg er totalt på overarbejde og kan ikke koncentrere mig om andet end det, som er på bordet. Derfor har jeg undgået den slags arrangementer og takket nej til middage med venner og bekendte. Det er for anstrengende.

Sådan fortæller 37-årige Hanna Andersen. Hun har kæmpet med sin vægt og sin trang til at spise for meget hele livet. Hendes mor kaldte det ‘hvalpefedt’ og regnede med, at det ville forsvinde med alderen. Men det gjorde det ikke.

− Jeg har altid været ked af, hvordan jeg så ud, siger Hanna Andersen og fortæller, at hun over årene har haft store vægttab og vægtøgninger, flere gange op til 35-40 kg. Men ingen har nogensinde talt om, at hun måske havde en spiseforstyrrelse.

− Hvornår er det uhensigtsmæssige spisevaner, og hvornår er det en spiseforstyrrelse? Jeg ved bare, at mine dårlige vaner startede tidlig, konstaterer hun.

Befriende at tale med ligesindede

Det var først i forbindelse med samtaler hos en psykolog efter et traumatisk dødsfald i Hanna Andersens nærmeste familie for et par år siden, at ordet ‘spiseforstyrrelse’ blev sagt højt. Og herfra startede vejen mod behandling for BED.

Til at begynde med var det ret grænseoverskridende at tænke på sig selv som syg og ude af kontrol,
husker Hanna Andersen.

− Derfor har det også været så befriende at starte i en gruppe, hvor jeg kan se og høre de andre tale om det samme, og forstå, at jeg ikke er den eneste, som har det sådan. Jeg har indset, at jeg spiser på mine følelser. Jeg kan huske, at da jeg for nogle år siden sad midt i, hvad jeg i dag ved var en overspisning, gik det op for mig, at jeg prøvede at kvæle de følelser, jeg havde ved at proppe mig med mad. I gruppeterapien handler det netop om at lære at være med sine følelser i stedet for at bruge maden til at dulme dem.

Overspisningen var med til at isolere mig

Hanna Andersen har været i gruppebehandling på BED-klinikken siden maj og kan allerede mærke en stor forskel.

− Jeg ville slet ikke have kunnet tale om det, som jeg gør nu, og jeg har forliget mig med det i en grad, så jeg er begyndt at fortælle andre om det. At det er en sygdom, der kan behandles, og at det giver mig håb.

Hanna Andersen arbejder med at ændre madvaner og måltidsmønstre med de værktøjer, hun får i behandlingen. Blandt andet skriver hun minutiøst ned, hvad hun spiser, og dagbogen bliver læst op til gruppemøderne.

− Inden jeg startede i forløbet, spiste jeg normalt i løbet af dagen, indtil jeg kom hjem, hvor jeg spiste så store mængder mad og alt mulig andet, at jeg blev dårlig. Jeg kunne kun ligge på sofaen uden at bevæge mig. Det forstærker jo også isolationen − plus at man ikke har lyst til at vise sig for andre. 

Behandlingen stiller ikke meget restriktive krav til, hvordan man lever og spiser.

− Vi spiser efter ‘mekanisk spisning’ − der må højst gå tre timer mellem hvert måltid, fordi det får sulten ud af spiseforstyrrelsen. Og her er det kun sammensætningen af fedt, kulhydrat og protein på dagens første tallerken, som diætisten har givet os et forslag til. Ellers styrer vi det selv. Hun er ærlig og siger, at det ikke er sikkert, at et vægttab er realistisk, da en slankekur risikerer at trigge spiseforstyrrelsen.

Vil gerne leve og spise ‘normalt’

Hanna Andersens mål er at leve, som om hun var normalvægtig − dvs. spise almindelige mængder sund mad og bevæge sig for at tabe sig − og samtidig arbejde med at acceptere, at det ikke er sikkert, hun nogensinde får en normal vægt.

− Nu siger jeg ja til at tage ud blandt andre, jeg er mere udadvendt, også fordi det faktisk mindsker lysten til at overspise, når jeg får dækket mine sociale behov. Jeg har både været i svømmehallen og på stranden i år − noget, jeg ikke har gjort i over ti år.

Hanna Andersen ved ikke, hvor lang tid det vil tage at ændre de mønstre, som hun har brugt 37 år på at oparbejde.

− Jeg prøver at forholde mig til nuet, fremfor at gøre, som jeg altid har gjort, hvor jeg tænkte: Når jeg taber mig og bliver tynd, så får jeg nok en mand og et barn og … Jeg vil gerne lære at leve med den krop, jeg har.

Fokuser på, hvem vi er frem for på udseende

For Hanna Andersen er den største barriere for at leve ‘normalt’ de stærke kulturelle holdninger til, hvordan det er rigtigt at se ud − nemlig slank.

− Jeg ville sådan ønske, at der i stedet for var fokus på, hvem vi er, og hvad vi giver til hinanden frem for på vores udseende. Og så er jeg bare taknemmelig for, at der er begyndt at være lidt mere fokus på BED. Det kan måske give en større forståelse for, at det ikke ‘bare’ er et spørgsmål om at lade være med at spise så meget. Der er altid en grund til overvægten.

 

LÆS OGSÅ

Når maden tager magten

Opgiv tanken om vægttab