Relateret indhold

Nana Toft   [ TEKST ] Ritzau / Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 06/05/2020 Mindre portioner skal være en ny normal
Sanne Hansen   [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 06/05/2020 Næring til læring
Anders Nedergaard    [ TEKST ] Ritzau / Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 06/05/2020 Grønne proteiner

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Flere og flere får irritabel tarm

  • Sussi Boberg Bæch  [ TEKST ] Ritzau / Scanpix [ FOTO ]  Prik [ ILLUSTRATION ]
    Sussi Boberg Bæch [ TEKST ] Ritzau / Scanpix [ FOTO ] Prik [ ILLUSTRATION ]

En udspilet mave, oppustethed og hyppige mavesmerter kendetegner de patienter, som klinisk diætist Mette Borre får henvist fra Aarhus Universitetshospital. De har IBS eller irritabel tarm, og for mange af dem påvirker lidelsen hverdagen i en sådan grad, at det går ud over livskvaliteten.

− En mand på 22 år tog for eksempel et ekstra sabbatår, fordi han simpelthen ikke kunne overskue hverdagen med de gener, det gav ham at have en irritabel tarm, fortæller Mette Borre.

Hendes speciale er sygdomme i mave-tarm-kanalen, og hun fortæller, at mellem hver femte og hver tiende af os lider af fordøjelsesproblemer. To ud af tre er kvinder.

− Vi ved, at stadig flere har irritabel tarm. Lidelsen skyldes, at nogle tarme reagerer kraftigere på de stimuli, vi giver dem fra kosten, og de danner mere luft end normalt. Men hvad der præcis er årsagen til, at tarmen bliver mere følsom, og hvorfor flere og flere oplever irritabel tarm, ved vi ikke.

Nyere forskning tyder dog på, at sammensætningen af tarmbakterier spiller en rolle.

− De, der har den kraftigste reaktion, har en sammensætning af tarmbakterier, der danner meget metan, ligesom køerne, uddyber hun.

Rugbrød og løg giver problemer

Hun understreger, at irritabel tarm ikke skyldes dårlig kost. Faktisk er det ofte fødevarer, vi opfatter som sunde, som udløser en reaktion ved at danne gasser i tarmen. Det kan være rugbrød, løg, hvidløg, æbler og pærer.

− De fødevarer, der skaber problemer, er karakteriseret ved at indeholde korte kulhydrater, som vi ikke selv kan nedbryde, men som bakterierne nedbryder i tyktarmen. Hos nogle mennesker danner det flere gasser i tarmen end hos andre.

Mange af Mette Borres patienter med IBS har derfor glæde af at følge en FODMAP-diæt, der udelukker de kulhydrater fra kosten, der kan danne ekstra mange gasser i tarmen. Bagefter genindfører man dem én fødevaregruppe ad gangen for at se, hvad man kan tåle.

− Diæten virker ikke på alle, men mere end hver anden oplever en halvering af deres symptomer, fortæller hun.

Supersmart i urtiden

Når Mette Borre sidder over for en patient med irritabel tarm, spørger hun altid ind til livsstilen. Spiser du morgenmad? Hvornår går du på toilettet? Kan du beskrive din dag? En stresset livsstil med uregelmæssige måltider og toiletbesøg kan nemlig forstærke symptomerne.

− Lige før du vågner om morgenen, sender din krop afføring ud i endetarmen. Når du står op og spiser og drikker, sender tarmen signaler til hjernen om, at du skal gå på toilettet, siger Mette Borre og forklarer, at hvis vi bliver påvirket af stress − af adrenalin − skubbes afføringen tilbage igen.

− Det var supersmart i urtiden, hvis der kom et farligt dyr, og du skulle løbe for dit liv. I dag, hvor vi ikke er truet på livet, men bliver stresset af at skulle nå en bus eller aflevere børn, er det ikke smart. I hvert fald ikke, hvis vi skal have en velfungerende tarm.

Læs også: Mikroberne klæder os på til livet

 

FAKTA
 

FODMAP

FODMAP omfatter fem grupper af kulhydrater: Fermenterbare kulhydrater, oligosakkarider, disakkarider, monosakkarider og polyoler. Det kan være kulhydrater fra én eller flere af grupperne, man ikke kan tåle. Se hvilke fødevarer, det drejer sig om:

www.diaetist-metteborre.dk/fodmap

IBS, irritabel tarm

Tarmsystemet reagerer kraftigt på stimuli fra kosten og på stress.

Du har irritabel tarm, hvis du har haft mavesmerter mindst én dag om ugen de sidste tre måneder og oplever mindst to ud af tre symptomer:

•  Ubehag i forbindelse med toiletbesøg
•  Ændring af afføringshyppighed
•  Ændring af afføringsform og konsistens
Fra bogen: Toptrimmede tarme