Relateret indhold

Fagbladsartikel 21/02/2020 Dialogen er lang
Kirsten Weiss  [ TEKST ] Henrik Frydkjær [ FOTO ]
Fagbladsartikel 04/02/2020 Kritik kan være en gave
Tine Sejbæk  [ TEKST ] Peter Sørensen  [ FOTO ]
Fagbladsartikel 03/02/2020 Vores indsats virker

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Vi skal lære børnene at mestre livet

  • Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Peter Sørensen [ FOTO ]
    Tina Juul Rasmussen [ TEKST ] Peter Sørensen [ FOTO ]

Tag en ernæringsnørd, og splejs ham sammen med en engageret socialpædagog og formidler. Sæt ham sammen med nogle børn, der gerne vil opbygge selvværd og gode sociale relationer gennem viden om mad og måltider, motion og leg. Så har du et meget godt billede af, hvem 29-årige Mathias Bach Randskov er.

Finder nye veje i læringen

Han er godt nok uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed, men bruger ifølge eget udsagn 80 procent af sin arbejdstid som social- og kontaktpædagog og 20 procent på sit ‘rigtige’ fag. Begge fag bruger han på Julemærkehjemmet Liljeborg, der slog dørene op i efteråret 2017. Stedet er bygget på en generøs donation, som betyder, at der er ressourcer til at finde nye veje i arbejdet med børnene. Og det er præcis det, der driver Mathias Bach Randskov i det daglige arbejde.

− Jeg har fået indarbejdet mit fag i den pædagogiske hverdag med børnene. Jeg arbejder med mange forskellige læringsplatforme, blandt andet musik, men jeg tager afsæt i, hvad det enkelte barn synes er meningsfuldt. Det handler om at få nogle succesoplevelser sammen med dem.

Vi skaber fællesskaber

Børnene tilbringer ti uger på Liljeborg, og der er plads til 48 ad gangen. De fleste kommer med mobning, lavt selvværd og mistrivsel i rygsækken. Nogle skal tabe sig, nogle holde deres vægt og nogle tage på. Men vægten er ikke i fokus, pointerer Mathias Bach Randskov.

− Vi arbejder på at skabe de fællesskaber og de rammer, der kan give det enkelte barn nye handlemuligheder. Hvis de kan lære at mestre livet med afsæt i de mål, de kommer med, så kan det ikke blive bedre. Det kan f.eks. være, at de vil blive bedre til at have det sjovt sammen med andre børn, øge deres selvværd − eller løbe en tur.

Arbejder med madmod

Mathias Bach Randskov arbejder i et tæt, tværprofessionelt samarbejde med kolleger om den daglige motion med børnene, madklubben, trivselsklubben, sanseværkstedet, musikken og de pædagogiske måltider. Og han arbejder på at give børnene madmod.

− Jeg udfordrer børnene og får dem til at undersøge, hvad de enkelte smage gør ved maden, hvad sult og mæthed gør osv. Det udfordrer jeg dem på ved at bruge min viden som sundhedsprofessionel og ekspert. Vi baner vejen for, at børnene kan udvikle deres færdigheder til at erhverve sig kompetencer, f.eks. til at handle sundhedsfremmende i fremtiden.

En gang om året kommer gamle elever på besøg, og her får Mathias Bach Randskov og hans kolleger syn for sagen, om de er lykkedes med deres mission.

− Det er altid supersjovt at se, hvor de er henne, for selvom vi har opfølgning i op til tre måneder, efter at de er rejst herfra, tager det tid at ændre vaner og adfærd. Derfor er det fedt at se glød og gnist i deres øjne og ansigt, høre, hvordan de har det − og faktisk se, at de fleste har det godt. Og se, at vi har sat nogle spor i deres liv i forhold til at tænke og handle anderledes. Så bliver det ikke større!

BLÅ BOG

 

Mathias Bach Randskov
29 år
Uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i sundhedsfremme, forebyggelse og formidling i 2014. Ansat på Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde siden november 2017. Har inden da arbejdet som restaurantchef og kostvejleder.

MIN HVERDAG

Bøger om ernæring: Jeg elsker mit fag og vil vedligeholde det. Jeg er en nørd i ernæringsfysiologi og en god formidler.

Min guitar: Jeg er selvlært og har spillet i mange år. Det er superhyggeligt og gavnligt at arbejde med musik med børnene.

Mit datter Hera: er to år, og jeg elsker hende højt. Jeg arbejder et døgn her og glæder mig til at komme hjem til hende. 

Min lugtesans: som jeg bruger i jobbet, til måltiderne og i Madklubben − den giver mig mange indtryk.

Min hustru Anne: som støtter mig i mit daglige arbejde og samtidig er min bedste kritiker. Jeg rådfører mig med hende. Vi har kendt hinanden i 11 år, hun kender mig rigtig godt.