Relateret indhold

Kille Enna
Fagbladsartikel 15/10/2019 Månedens opskrift: Kartoffelkuren
Pia Melander Guilbert  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO
Fagbladsartikel 15/10/2019 Spring ud som hverdagsaktivist
Tina Juul Rasmussen  [ TEKST
Fagbladsartikel 15/10/2019 Professionel i køkkenet
Fagbladsartikel 15/10/2019 Vi føler på maden
Mette Jensen  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 15/10/2019 Mad til mor

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Er du diætfetichist

  • Nana Toft    [ TEKST ] Scanpix [ FOTO ]
    Nana Toft [ TEKST ] Scanpix [ FOTO ]

Du introducerer et nyt begreb: Diætfetichisme. Hvad er det?

− Det er, når man bliver så optaget af, hvad man putter i munden, at glæden ved velsmagen ryger, ligesom det ofte har konsekvenser for de madfællesskaber, man har med andre. Gennem tusindvis af år har dét at spise sammen været en anledning til at se og være sammen med andre mennesker. Det er et rum, hvor vi lærer hinanden at kende. Det er et universelt fællesskab. Det er vi i fare for at miste.

− Jeg vil understrege, at for nogle kan der selvfølgelig være gode grunde til at følge en diæt. Men med baggrund i min forskning vil jeg mene, at vi for øjeblikket ser et reelt boom, der rækker langt ud over de helbredsmæssige hensyn. F.eks. på kollegierne, hvor mange unge dropper fællesspisningen til fordel for deres egne individuelle diæter. Jeg ved også, at der er udfordringer i forældrebestyrelserne i daginstitutionerne, hvor forældre kommer med mange forskellige normer og opfattelser af, hvad deres børn bør spise.

Hvilke konsekvenser har diætfetichismen?

Jeg kan også blive lidt bekymret for, at vi bliver overladt meget til os selv. Og det er svært, for vi har brug for fællesskaber. Vi kan blive så optagede af os selv, at vi glemmer den fine egenskab, det er at give til andre. Det er måske lidt højtravende, men vi er jo ingenting uden andre mennesker, og det er vigtigt for os at kunne give omsorg. At lave mad til andre er i høj grad også en måde at vise omsorg for andre, ifølge de mange unge, som jeg har haft kontakt til i forbindelse med min forskning. Og jeg må lige understrege; der er intet galt i at ønske at være alene og spise; det kan vi alle have brug for ind i mellem. Men hvis det her fællesskab glider helt væk, kan jeg blive bekymret for, at vi bliver ringere til at håndtere livet, sådan helt generelt.

− Desuden kommer det som et slags ‘add-on’ til de her diæter og kure, vi ser. For hvad sker der, hvis jeg nu ikke lever op til kuren? Så kan det forstærke det pres, der ligger i at ønske at kontrollere maden. Kure og diæter handler jo om kontrol.

Hvordan undgår vi at det kommer så vidt?

− Vi skal bevare fællesskabet om maden for at motivere unge til at lave mad. Det er kernen i min forskning: Der skal helst være nogen i den anden ende at dele maden med, hvis det skal opleves som meningsfyldt selv at gå i køkkenet. Hvad nytter det at lave en smuk og velsmagende ret, hvis det kun er den enkelte, der ser den?

Meget tyder dog på, at vi også oplever en form for modreaktion, hvor vi ser en opblomstring i folkekøkkener, i madfællesskaber i offentlige rum, pensionistklubber mv. Så der er også grund til en vis optimisme.

Hvad kan kost-, ernærings- og sundhedsfaglige stille op mod diætfetichsmen?

Som professionelle kan de det med at få det hele til at smelte sammen. Både som leverandører af mad, men også som ambassadører; dem, der kan få indflydelse på alle, der nyder et måltid. Unge som gamle. Det er kost- og ernæringsfagliges opgave at sikre, at de spisende ikke alene går mætte hjem, men også har fået en oplevelse − da det er dem, der skaber de rammer, måltiderne nydes under.

− Jeg vil opfordre kost- og ernæringsfaglige til at hægte sig på bølgen af offentlige madklubber. Men også til at tage den udfordring op, det er at nå dem, der ikke går i ‘folkekøkkenet’.

Tendensen har en social slagside, så det er en udfordring til kost-, ernærings- og sundhedsfaglige om at sikre, at bølgen rammer den brede befolkning.

FAKTA
 

Madkulturelle grundtyper

Boris Andersens forskning er parallel til den franske måltidssociolog Claude Fischlers. Han peger på to forskellige madkulturelle grundtyper:

I USA og Storbritannien forbindes mad først og fremmest med næringsindhold. I USA tillige med en udpræget ansvarsfølelse over for ens egen sundhed og en tilknyttet følelse af skyld, hvis man ikke formår at træffe de ‘rigtige valg’.

For franskmænd og italienere forbindes mad primært med kulinariske praksisser [...]. At spise betyder, at man sidder ved bordet sammen med andre, tager sig tid og ikke gør andre ting, imens man spiser. 

journals.sagepub.com

Boris Andersen

Post doc ved Aalborg Universitet København, institut for læring og filosofi. Han har undersøgt, hvad der motiverer unge til at lave mad, og hvordan deres praksis omkring madlavning indgår i deres hverdagsliv.

vbn.aau.dk − Boris Andersen

artikler af Boris Andersen
videnskab.dk - Mad kan blive så sundt, at det bliver usundt

 

FAKTA
 

En anden vinkel

Artiklerne rummer et synspunkt fra en fagperson på en aktuel udfordring. Udfordringen ligger tæt på professionen, men det er ikke nødvendigvis op til jer at løse den.

Vi stiller tre spørgsmål − for så vidt det giver mening:

•   Hvad er det nye?
•   Hvorfor er det interessant?
•   Hvilken betydning har det for kost- og ernæringsfaglige?

Læs tidligere artikler

Kost, ernæring & sundhed 2017 og 2018:
Robotterne kommer, nr. 6
Sund mad er en menneskeret, nr. 8
Børnenes frirum er i køkkenet,  nr. 10
Smagen af fællesskab, nr. 1