Kødets lyst

Debatten om kød er en kampplads. Hvordan?

Vi har på den ene side klimaforskere, sundhedseksperter og vegetaraktivister, der vil have os til at spise mindre eller helt opgive kødet. I deres verden er dét at spise kød asocialt, fordi mennesket ved at spise kød sætter sine egne behov og sin egen nydelse før etiske hensyn til dyrevelfærd og før planetens overlevelse. På den anden side har vi de ‘ny-carnivorne’. Fortalerne for kødet. Fortalerne for, at vi viser, hvor kødet kommer fra. Som en Nikolaj Kirk, der i programmer som Nak og Æd afliver dyr for rullende kamera for at minde os om, at kød kommer fra levende dyr. Eller som en Thomas Rode, der begynder på en kødrig palæokost.

Du siger også, at debatten afslører en polarisering mellem land og by?

Der er mange stemmer i den her debat, og nu sætter jeg tingene på spidsen, men der ser ud til at være en tendens til, at det er den veluddannede, kulturelle elite i byerne, der har alle de rigtige meninger, der spiser mindre kød, hvor arbejderklassen i provinsen og på landet stadig sætter kød på middagsbordet langt de fleste aftener om ugen. Kød er blevet et symbol på et socialt skel.

Kød er maskulint. Hvorfor og hvordan?

Kød har været forbundet med noget, der skulle nedlægges − jagt og styrke. Du kan også tage kokken Thomas Rode som eksempel. Han beskriver i en af sine bøger, hvordan han for at indynde sig hos en kvinde, begynder at spise mere kød og træne heftigt. Kød er altså virilt.

Kød har historisk set også været det, der har været mindst af, og det er derfor blevet mere eftertragtet. I mange samfund har mænd gennem tiderne haft en særlig status, og det var derfor naturligt, at det var manden, der skulle have det eftertragtede kød.

Kan vi slippe kødet, tror du?

Jeg tror, det bliver svært. Dog er der meget af det, vi spiser, som er kulturelt tillært − og derfor kunne vi i princippet også godt lære ikke at spise kød. Der er jo folk, der i debatten beskriver et scenarie, hvor kød kunne få samme status som rygning. Hvor det udskammes til at være noget, man kun må indtage på skumle steder langt væk fra offentlige bygninger. Men det vil kræve en radikal omvæltning. Omvendt vil jeg sige, at den udvikling, vi har set indenf or de sidste 1-2 år, der har fået plantefars til at stå for fem procent af hakkekødsmarkedet, den vidner om, at vi kan ændre os.

Hvordan er menneskets forhold til kød relevant for kost- og ernæringsfaglige?

Vi skal alle forholde os til, at vores kødforbrug vil ændre sig. Der er en kødindustri, der ryster i bukserne. Det ved jeg. Desuden tænker jeg, at f.eks. kantinerne på arbejdspladserne kan blive en stor spiller i det her. Her spiser mange danskere frokost, og her må og skal personalet forholde sig til de trends, der ses i samfundet, især nu, hvor der er et skifte i gang. Og hvis folk bliver præsenteret for nye smagsindtryk og nye prioriteringer i kantinen, kan det være, det smitter af på madlavningen hjemme, hvor man ofte er mere konservativ. Kantinerne må med andre ord gerne være frontløbere på eksperimenterne.

For når eliten mener noget, virker det provokerende på mange?

Præcis. Når eliten går ud og siger: “Jamen, folk kan jo bare lave en rødbedebøf i stedet for en almindelig bøf”, så stejler folk, går nogle skridt tilbage, og enkelte går i trods. Men kommer det fra kantinerne, virker det knapt så bedrevidende. For mig at se har kost-og ernæringsfaglige et kæmpe potentiale, som de bør udnytte.